Ivan Ahmetkaliiev på 15 år er tydeligt nervøs. Det er kun tre måneder siden, at han kom til Danmark fra Ukraine, og han har ikke lyst til at stille sig op foran klassen og holde en fremlæggelse på dansk om den tysk-amerikanske rumingeniør Wernher von Braun.
Det er der stor forståelse for i modtageklassen 8.U på Bavnehøj Skole i Københavns Sydhavn, som udelukkende består af ukrainske elever, der enten er kommet til i løbet af de seneste måneder eller år, siden krigen brød ud.
»Så gør vi det bare sammen!«, siger klasselærer Karina Møller Hansen ud i klassen, hvor en anden elev, Oleksandr Shvets, tilbyder sin hjælp, så de sammen kan bidrage til historietimen, der på denne overskyede mandag morgen handler om rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig.
Det er vigtigt for Karina Møller Hansen, at hendes elever får nogle succesoplevelser, forklarer hun efter timen.
»De skal opleve, at det ikke er så skræmmende at stille sig frem, og at der er nogle, der griber dem og gerne vil have, at de lykkes«.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at dagens tema er rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen, som Ukraine var en del af fra 1922 frem til dets opløsning i 1991:
»Jeg forsøger at finde nogle emner, som aktiverer deres forforståelse. Noget de kan genkende, fordi det har fyldt i deres verden. De føler jo hele tiden, at der er så meget, de ikke kan, fordi de ikke kan dansk. Men jeg prøver at vise dem, at de også ved rigtig meget, som jeg ikke ved«.
Hun får os til at glemme krigen
Karina Møller Hansens evne til at skabe et trygt og omsorgsfuldt læringsrum er netop det, mange elever har fremhævet i deres indstillinger af hende til Politikens Undervisningspris.
En elev skriver, at hun »var der for mig, da jeg havde allermest brug for hende«, og en anden kalder klasselæreren for sin »skolemor«.
»Når man er ny elev fra Ukraine, kan man godt føle sig utryg et nyt sted, især i skolen, fordi det kan være svært med sproget og svært at forstå. Men Karina lytter altid tålmodigt til os og hjælper os, når vi har brug for det«, forklarer 15-årige Yevheniia Yakovenko.
Hun kom til Danmark med sin mor for tre måneder siden, fordi hun måtte flygte fra sit hjem nær frontlinjen i byen Dnipro. Hendes far er blevet i Ukraine for at passe familiens 83-årige bedstemor.
»Karina har lært lidt ukrainsk, og det får det til at føles som hjem, når hun siger ord på vores sprog. Det er så sødt, at hun værdsætter vores kultur. Vi kan stole på hende og tale med hende om alt. Hun er den bedste lærer, jeg har haft i mit liv«, forklarer Yevheniia Yakovenko.
Det er klassekammeraterne, 15-årige Illia Arseniuk og Eva Shvab, enige i:
»Hun hjælper os med at glemme krigen. Hun tager os for eksempel med på sjove ture, som får tankerne væk fra krigen derhjemme, og det er godt, for jeg vil helst ikke tænke på det«, siger Eva Shvab fra Odesa, der har boet i Danmark i to år.
For Illia Arseniuk har skoletiden i Danmark gjort læring decideret sjovt og spændende igen:
»Karina er helt fantastisk«, siger han.
»I Ukraine hadede jeg virkelig at gå i skole, men da jeg kom til Danmark og fik timer med Karina, begyndte jeg at elske skolen og ville afsted hver dag. Jeg kan virkelig godt lide hendes timer. De er interessante, fordi Karina forklarer alting supergodt«.
Går det ekstra skridt
Elevernes rosende ord har været dybt overvældende for Karina Møller Hansen, der selv er »lidt i chok«.
»Det er virkelig rørende. Man kan jo selv huske de lærere, der har betydet noget særligt for en, og det er den slags lærer, jeg gerne vil være. Så det betyder meget at høre, at jeg har gjort en forskel for dem«.
Hun har undervist skolens modtageklasser i fem år og lagt mærke til, at der i begyndelsen af krigen udelukkende kom ressourcestærke ukrainske børn til, der alle var flydende på engelsk. Med årene er elevgruppen blevet mere blandet. Fælles for dem alle er dog, at trivsel er fuldstændig afgørende i en klasse, hvor krigens traumer fylder meget og blandt andet udmønter sig i hyppige mavepiner, hovedpiner og koncentrationsbesvær.
»Eleverne har skrækkelige historier med sig og kender allesammen nogen, der er i krig«, forklarer hun.
»Derfor skal de her elever først og fremmest mødes med forståelse og en masse kærlighed og omsorg. For jeg tror på, at så længe du trives og er glad, så har du lyst til at komme i skole og skal nok lære noget«, siger Karina Møller Hansen, der bliver allermest stolt af at se sine elever blomstre uden for klasselokalet.
»Mange af mine elever har fået job i Netto og er så lykkelige for det. En af drengene sagde, at det har været life changing for ham at få det job. Han er så taknemmelig for at kunne tjene sine egne penge, som han kan sende hjem til Ukraine«, siger hun.
»Jeg havde også en anden elev, der elskede at strikke, så jeg tog hende i hånden og gik ned i den lokale garnbutik, hvor hun fik en praktikplads. Det resulterede også i et fritidsjob, og senere fik hun 12 i mundtlig dansk til sin eksamen, så det var bare den fedeste følelse!«
»Det betyder utrolig meget for mig, at jeg sender de unge mennesker godt videre ud i vores samfund, så de kan klare sig godt og bidrage positivt«, siger hun.
»Det er virkelig det, det hele handler om for mig«.
fortsæt med at læse
