En høj, rank og veltrænet mand med en rygsæk solidt spændt fast på ryggen og en drikkedunk i hånden jorder gennem Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Han må for alt i verden ikke komme for sent til sin historietime i 1. x. Han vinker til en lærerkollega, men stopper ikke op.
»Harrj!«, råber han i stedet gennem gangen og stikker armen i vejret. Videre. Nu i småløb. For knap et år siden vandt denne historielærer, Rudi Lauridsen, Politikens Undervisningspris på grund af sit enorme engagement og sine forskellige undervisningsformer, som han havde bragt ind i historie- og idrætstimerne på Sct. Knuds Gymnasium.
Ankomst til tomt lokale
I dag lancerer Politiken dette års pris, hvor elever, ledere, forældre og kollegaer igen kan indstille en lærer, der fortjener at blive hædret for sit arbejde. Og sådan en hæder forpligter, har Rudi Lauridsen erfaret. Da han kort efter sidste års prisuddeling var censor på et gymnasium, blev han hurtigt genkendt af den eksaminerede klasses lærer.
Vinder af Politikens undervisningspris: »Jeg er så stolt«
»Eleverne vidste ikke noget; sådan noget går de nok ikke op i«, siger Rudi Lauridsen, der egentlig hellere vil tale om undervisningsformer, der tilgodeser forskellige elever, end priser og hæder. Men at eleverne ikke går op priser og hæder, er ikke helt sandheden:
»Jeg havde hørt, at der var en lærer her på Sct. Knuds, der var kåret med en pris, og så fandt jeg ud af, at det var Rudi, som jeg skulle have. Så jeg havde ret store forventninger til ham. I starten af året havde vi også sådan en time, hvor vi skrev vores forventninger op på tavlen. Der kunne man også se, at der var flere i klassen, der havde høje forventninger til ham«, siger 17-årige Andreas Skovhøj, der i er elev i 1. x og nu er blevet undervist af den prisvindende lærer i historie i knap et år.
Da Rudi Lauridsen efter sin spurt når lokale 264, er det tomt. Eleverne har oprydningstjansen i skolens kantine og er endnu ikke færdig med bordaftøring og stoleopsætning. Da de dukker op, går der lige præcis tre minutter, så er timen i gang. Eleverne kan vælge mellem forskellige opgaver til dagens tekst om imperialisme. Lynhurtigt har eleverne valgt sig ind på, om de vil fortolke billeder, skrive noter eller noget helt tredje.
Klik i tastaturet
Klik, klik, klik, klik. 1. g-fingrene hakker løs i computertastaturene. I krogene er der småsnak.
»Så altså: Frankrig ville bare gerne sikre sig, at de fik deres penge tilbage?«.
»Ja, fra England«.
»Nhåår«.
Klik, klik, klik.
Elevros er lige så godt som en pris
Det er meget forskelligt, hvordan man lærer bedst, og det skal undervisningen rumme, forklarer Rudi. Det var også for sit arbejde med forskellige undervisningsformer, at Rudi Lauridsen blev udråbt som vinder og modtog præmien på 75.000 kroner. Da han efter sidste års prisuddeling vendte tilbage til gymnasiet i Odense, var der klasser, som klappede, da han kom ind ad døren. Det havde han det »sådan lidt ...« med.
»Det varmede selvfølgelig at få den anerkendelse, men nogle gange kan det jo også bare være en elev, der siger tak for et godt modul. Det er lige så godt som at få en undervisningspris«, siger han.
Med selve prisen er der sket en masse for Rudi Lauridsen. Han har blandt andet sammen med det Aarhus-baserede Systime Kurser udbudt en række kurser for undervisere, der vil inspireres til bedre undervisning.
Alle 12 kurser i årets første 5 måneder er booket og har mere eller mindre været det, siden de blev slået op. Kurserne holder han i sin fritid, men er netop blevet købt fri i, hvad der svarer til en kvart stilling, så han fra næste skoleår kan bruge endnu mere tid på kurser og at skrive en bog om forskellige arbejds- og undervisningsformer.
Inden ferien
Efter en tid med hovederne gemt bag bøger og computere skal der diskuteres. Her er der konstant en hær af hænder i vejret. Én tager slet ikke hånden ned. Historielæreren fægter ivrigt rundt med sine egne hænder, mens han stiller en byge af spørgsmål.
»Hvad er grænsen mellem Sverige og Danmark«, spørger han så ud i plenum.
»Øhh ... En bro?«, forsøger en elev sig.
»Nej! For fa’en. Et hav!«, siger han.
Klokken er ti minutter i vinterferie. Klassen er allerede amputeret til to stolerækker i stedet for de vanelige tre. Mange er allerede taget af sted på ski; det irriterer Rudi Lauridsen lidt. Der er jo faktisk først vinterferie fra klokken 13.30, pointerer læreren, der kører ufortøvet på med imperialismeundervisningen.
USA venter
Når Rudi Lauridsen tager fra skolen, skal han også med familien på skiferie.
»Det er faktisk første gang, at jeg holder ferie, siden jeg fik prisen. Den har simpelthen sat gang i så meget. Jeg havde ikke været kursusholder og i gang med et kæmpe bogprojekt, hvis det ikke havde været for den«, siger han.
LÆS OGSÅ Her er alle vinderne af Politikens Undervisningspris 2013
Derfor han også valgt at bruge to tredjedele dele af prisen, der ikke er øremærket projekter på skolen eller efteruddannelse, til en familietur til USA, hvor de skal besøge hans kone, Astrids, værtsfamilie, fra dengang hun var udvekslingsstudent i landet. »Det har hun godt nok fortjent; jeg har nærmest ikke været hjemme siden prisuddelingen sidste år«, siger Rudi Lauridsen.
fortsæt med at læse
