Små fingre cirkler nysgerrigt omkring xylofoner, keyboard, mikrofoner, et trommesæt og en stor bas sat til en forstærker.
Men ikke en lyd kommer fra instrumenterne. I stedet er det lugten af linoleumsgulv, behandlede træsorter og småprutteri, der fylder musiklokalet på Herstedlund Skole i Albertslund, hvor 3. z øver et af indslagene til skolens kommende forårskoncert.
For knap et år siden indstillede et samlet forældrehold de små musikanters lærerteam, Sofie Dich Hermann og Iben Sass Büchert, til Politikens Undervisningspris for deres opmærksomhed på den enkelte elev, klassefællesskabet og deres fokus på, at børn og voksne gør sit bedste hver dag.
»Jeg kan næsten ikke huske det mere. Det var jo dengang, vi var 2. klasse«, siger en pige med glimmerhårbøjle, jeans og en stram top.
Et sæt hænder, der sidder på en langhåret dreng, der har skubbet skyggen på sin kasket om i nakken, kan ikke dy sig længere. Selvsikkert glider de ned over bassen, og tonerne brager ud af forstærkeren.
Fristelsen smitter, og pludselig er der lyd fra flere af de opstillede instrumenter. I ukoordinerede toner fylder de rummet med larm. Fire voksenarme ryger lydløst i vejret. Under armene står Sofie Dich Hermann og Iben Sass Büchert.
»Det var surt at være lærer«
Det prisvindende lærerteam fra Vestegnen skaber ro på få sekunder. Uden en lyd. Klargøringen til gennemspilningen kan fortsætte. Da lærerteamet vandt prisen – og de medfølgende 75.000 kroner – inviterede de klassen på lejrtur til Danfoss Universe i Sønderjylland. Men det var ikke kun eleverne i z-klassen, der fik noget ud af prisen og den efterfølgende tur.
»Prisen faldt faktisk på et rigtig tørt sted. Jeg synes, det var surt at være lærer på det tidspunkt«, siger Sofie, og Iben stemmer i.
I den periode, hvor Politiken i samarbejde med Lundbeckfonden satte fokus på den gode undervisning, var landets lærere lockoutet, en ny arbejdstidsaftale undervejs, og en skolereform med krav om mere undervisning var på tegnebrættet.
»Jeg var rigtig træt af, at det, jeg gik og gjorde hver dag, hele tiden skulle retfærdiggøres og diskuteres med hvem som helst. Så lige der var det faktisk en stor ting. Men også en svær ting at tage imod, fordi vi netop stod og var presset som lærergruppe. Vi var under lockout og skulle tilbage og samle en masse børn op. Men anerkendelsen fra forældrene var vigtig«, siger Sofie Dich Hermann.
»Det var det vigtigste, at nogen kunne se, at det, vi gør hver dag, det gør en forskel«, siger Iben Sass Büchert.
De er enige om, at anerkendelse er et særsyn i et lærerliv, og det gav prisen dem.
Millimeterdemokrati og dansere
Inden eleverne skulle i musiklokalet sad de lidt uroligt på stolene i klasselokalet.
De vidste, hvad der skulle ske. Men inden de kunne komme ind i musiklokalet, skulle der omrokeres på nogle pladser i orkesteret. En havde ikke lyst til synge alene, mens en anden godt mente at kunne håndtere at både være danser, sanger og omkvædsrapper.
»Hvordan synes I, at vi skal gøre det«, spurgte Sofie Dich Hermann pegende på en plan af koncertopstillingen på klassens whiteboard. Hænder fløj i vejret, og flere bød ind med løsningsforslag.
Diskussionen blev til en snak om, hvorvidt klassen gik ind for millimeterdemokrati. Det gjorde de ikke, kom de frem til, og så var planen for opdeling af sang, instrumenter, skuespil og dans på plads.
Skilmisse, snot og snørebørn
Forårskoncerten skal opføres til april. Det bliver et af de sidste større arrangementer, som z-klassen, Sofie Dich Hermann og Iben Sass Büchert skal lave sammen. Efter sommerferien skilles lærerteamet, og Sofie Dich Hermann skal have en ny 1.-klasse, mens Iben Sass Büchert rykker med klassen op i 4.
»På en måde skal vi også videre. Vi skal også være med til at rykke os. Ellers bliver vi sådan et gammelt fasttømret ægtepar, der ikke behøver at tale sammen. Jeg tænker for eksempel ikke over det, når jeg laver kaffe. Så laver jeg også til Sofie og hælder mælk i«, siger Iben Sass Büchert.
»Det er meget sundt at skifte makker. Eller skifte team. Nu bliver det jo mere teambaseret, fordi klasselærerfunktionen forsvinder med den nye skolereform. Men jeg tror, at det for den her klasse er rigtig vigtigt, at der en, der følger med dem«, siger Sofie Dich Hermann.
Hvorfor fortsætter I så ikke bare?
»Jeg har lyst til at arbejde med de små børn«, siger Sofie.
»Der er vi også forskellige. Der skal være nogle år mellem snot og snørebånd, synes jeg. Jeg har børnebørn, så der får jeg rigeligt«, siger Iben.
Klap på et og tre
Tilbage i musiklokalet er tredje gennemspilning af koncerten i gang.
Forinden har Sofie givet flere gange individuel efterkritik. En elev var ikke helt i takt med resten, en del andre klappede på et og tre i stedet for to og fire, mens trommerne »bare var lige i skabet«.
På bassen, der skiftevis betjenes af Marius og Selina, gik det fint med begge bassister. Og imens kunne den, der ikke spillede, jo passende benytte den andens spilletid til at komme forbi Iben, der agerer tilskuer, og få kram og kærtegn.
Den tanke smitter, og i løbet af gennemspilningerne er flere af klassens elever lige forbi Iben får at få et kram eller en kærlig hånd kørt gennem deres hår.
Human beatbox i panik
En elev, der i et stykke af koncerten skal agere human beatbox og lave spruttende raplyde i mikrofonen, høster også ros for sin præstation. Men lige pludselig er der panik i human beatboxerens mørkebrune øjne.
Armen flyver op i vejret. Først i en overstrakt position. Så viftende.
Sofies efterkritik fortsætter, mens beatboxeren bider sig læben for ikke at komme med det spørgsmål, det tydeligvis er livsvigtigt at få stillet.
Endelig retter Sofie sin opmærksomhed på ham. Armen falder mod gulvet, og han kan dele sin bekymring med resten af lokalet.
»Hvad med Marius og Selina!«, spørger han.
LÆS OGSÅ Kendte danskere mindes deres bedste lærer
Til selve forårskoncerten, må det forstås.
»Hvad skal den, der ikke spiller så gøre? Så er der jo en, der ikke er med?«.
»Måske de kan gøre det sammen? Det er jo et stort instrument, og så er det måske nemmere, når man er to«, svarer Sofie Dich Hermann.
fortsæt med at læse
