I dag er den 27-årige komiker Sofie Hagen hjemmevant på den britiske comedyscene, hvor hun blandt andet har vundet flere priser for solo-showet ’Bubblewrap’. Det var en ferie i den engelske hovedstad, der kickstartede hendes karriere. Og siden er hun aldrig flyttet hjem igen.
Som barn og teenager så Sofie Hagen dog ikke sig selv som en succesfuld komiker. I stedet prægede usikkerhed en stor del af hendes barndom og teenageliv. Hun var let påvirkelig og ledte konstant efter regler for, hvordan hun skulle gøre tingene. Men i 5. klasse på Bybæk Skole i Farum lærte hendes klasselærer Else Bay hende at glemme alt om retskrivning og regler. Og i stedet tro på sig selv.