Når man står med hele ni vindere af undervisningsprisen, kan det være svært at pege på en fællesnævner. Et kendetegn, der udmærker årets slutfelt af dygtige lærere.
Og så alligevel ikke.
To af dommerne i de faglige paneler, Lise Tingleff Nielsen og Noemi Katznelson, peger på, at der blandt årets vindere tegner sig et udpræget billede af nogle lærere, som anlægger hele deres undervisning på, at alle elever skal med ombord. Altid.
Vinderne er fundet
Det sker på baggrund af en tårnhøj faglighed, påpeger Lise Tingleff Nielsen, der er chef for grundskoleområdet hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut. Hun sidder i undervisningsprisens faglige panel for grundskolerne og har været med i alle prisens seks leveår.
»Det er meget tydeligt i forhold til vinderne i år, at de kender deres fag ud og ind. De har en virtuositet i forhold til deres fag. Det giver et overskud til at se, hvordan forskellige elever, der lærer forskelligt, kan angribe faget på mange måder«, siger Lise Tingleff Nielsen.
Prisregn: Her er alle årets vindere af Politikens UndervisningsprisDe åbner faget op
Hun fremhæver både hovedprisvinderen på grundskoleområdet, Helle Houkjær, og de to særprisvindere, Gro Caspersen og Vibeke Greby Schmidt, for at åbne deres fag op ved at inddrage eksterne aktører og samtidig fastholde en klar struktur, der skaber tryghed for eleverne i undervisningen.
De tager på ture og prioriterer oplevelser i naturfagsundervisningen eller bruger sprog som en anledning til at blive klogere på andre mennesker eller inddrager deres personlige netværk.
Jeg ser Politikens Undervisningspris som en anledning til at sætte fokus på det vigtige arbejde, som lærergerningen er
»Vinderne i år arbejder meget diverst. De er dygtige til at involvere omverden, det som i reformsammenhæng hedder den åbne skole. De samarbejder med aktører uden for skolen, men er også bare i stand til at variere den daglige undervisning en almindelig torsdag formiddag. Det kan den dygtige didaktiker, og det kan de«, siger Lise Tingleff Nielsen.
Vinder af undervisningsprisen: »Test og karakterer fylder alt for meget i skolen. Vi skal have fokus på oplevelser«Hun understreger også, at årets vindere hele tiden udvikler deres undervisning - også selv om nogle af dem har årtiers erfaring - og er en kilde til inspiration for kollegaerne.
»Jeg ser Politikens Undervisningspris som en anledning til at sætte fokus på det vigtige arbejde, som lærergerningen er, og den kunnen som er rigtig vigtig i forhold til at kunne lære børn og unge mennesker noget«, siger Lise Tingleff Nielsen.
Hende ville jeg gerne undervises af
Noemi Katznelson er professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Hun sidder i undervisningsprisens faglige panel for gymnasierne og erhvervsskolerne og har ligeledes været med i alle de seks år, hvor Politikens Undervisningspris er blevet uddelt.
Her er de lærere, der skiller sig ud, dem, der får elever til at glemme, at de skal præstere og får dem til at huske på, at faget faktisk i sig selv har en værdi
»Årets vindere er nogle, hvor man sidder med en fornemmelse af, at ham eller hende ville jeg gerne blive undervist af. Eller have at mine børn blev undervist af«, siger Noemi Katznelson.
»Vinderne har en meget stærk identitet som lærer. De ved, hvad der fungerer for dem. De hviler meget godt og stærkt i den lærer, de gerne vil være og er«.
Et opgør med præstationer
Noemi Katznelson ser en tydelig tendens i år i forhold til undervisningsprisens første leveår.
I de mange indstillinger af lærere på ungdomsuddannelserne til undervisningsprisen er der mange elever, som fremhæver, at de lever med et stort pres fra sig selv og andre for hele tiden at skulle præstere.
»Her er de lærere, der skiller sig ud, dem, der får elever til at glemme, at de skal præstere og får dem til at huske på, at faget faktisk i sig selv har en værdi«, siger Noemi Katznelsom.
Et eksempel er samfundsfagslærer Rasmus Lundby fra Aalborg Katedralskole, der får en særpris i gymnasiekategorien. Han har blandt andet afskaffet karakterer for elevernes aflevering.
»Det fjerner presset i forhold til at skulle præstere, men det giver samtidig lyst og plads til at udfordre sig selv og tage chancer – og jeg tror på, at det har gjort os gladere og dygtigere«, skriver en af Rasmus Lundbys elever i sin indstilling af læreren til undervisningsprisen.
Alle undervisningsprisens nominerede og endelige vindere hyldes ved en stor prisfest i Politikens Hus onsdag aften.
fortsæt med at læse
