»Hvis nu Jose hiver mit øje ud, må jeg hive hendes øje ud«, forklarer en pige i 3.a på Stengård Skole det gamle ordsprog fra Det Første Testamente, »øje for øje, tand for tand«.
Klokken er otte om morgenen, og dagens første time i kristendom byder på en af livets større lektioner – hvordan reagerer man, når man oplever noget svært.
»Hvornår vender man den anden kind til? Hvornår siger man pyt?«, siger deres ene klasselærer Søren Højland, imens han lægger den ene hånd på kinden.
Børnene sidder tæt på to brede trapper med tre trin og kigger opmærksomt på Søren, der sidder på en stol foran dem.
»Min far satte bilen på en parkeringsplads, hvor man måtte holde i to timer, og så fik vi en bøde, selvom vi kun holdt der i 20 minutter. Det klagede han over«, byder en pige ind med et dilemma og vrider hænderne, imens hun venter på Søren Højlands reaktion.
»Ja, se, der kan man tilføje noget nyt i værktøjskassen – jeg klager«, svarer han.
Børnene bliver delt op i drenge og piger, hvor de skal skrive svære situationer ned på lapper af papir.
Deres anden klasselærer Mikkel Beckmann går med pigerne hen i den anden ende af klassen, og Søren Højland bliver med drengene. Normalt har 3.a undervisning sammen med parallelklassen 3.b og dansklæreren Maria Frandsen. Men på grund af corona er børnene opdelt i traditionelle klasser lige nu.
Teamet for 3. årgang Mikkel Beckmann, Søren Højland og Maria Frandsen er blandt de nominerede til Politikens Undervisningspris. Det vil sige, at de kan vinde en af de tre priser i grundskolekategorien, der offentliggøres onsdag i næste uge.
Nu er der lukket for indstillinger til Politikens Undervisningspris: Se her, om din lærer er med i dystenI indstillingerne til prisen er de blevet beskrevet som et sandt drømmehold. Det bygges blandt andet på deres kreative praktiske undervisning, nysgerrighed og engagement. I indstillingerne kan man læse om etablering af handelsgader i matematik, og en konkurrence om at bygge den højeste efterligning af Rubjerg Knude Fyr for derefter at flytte den så langt som muligt.
En kollega på skolen skriver i en indstilling af teamet:
»De samarbejder på tværs af klasserne, og udnytter ressourcerne så smukt. Der sættes kærlige, tydelige grænser, børnene lærer, hvad de skal - og lærerteamet ligger ikke under for ’teaching-to-the-test’, trods de seneste mange års pres på lærere for at levere resultater«.
Kan ikke tie stille
Samarbejdet mellem de tre lærere gør, at alle børnene har nogen at spejle sig i, ifølge Mikkel Beckmann, der har undervist på skolen, siden han gik ud af lærerseminariet for fem år siden.
»Vi er tre generationer på cirka 60, 40 og 30 år. Vi favner meget bredt, og alle børnene har et tilknytningsforhold til en af os«, siger han.
De tre lærere har svært ved at holde input for sig selv, når en af de andre bliver adspurgt om deres undervisning.
»Pingpongen og dynamikken er netop det, der kendetegner os«, griner Maria Frandsen.
Kun hammere i kassen
I 3.a’s klasselokale er det blevet tid til at gennemgå de forskellige dilemmaer, børnene har udtrykt, de synes, er svære at håndtere.
Børnene kigger nysgerrigt på Søren Højland, der står med en værktøjskasse foran fødderne. Han beder dem gætte, hvad der er i.
Der bliver gættet på vaterpas, hammer, søm, skruetrækker, boremaskine og mange flere værktøjer.
Søren Højland hiver en hammer op af værktøjskassen, imens børneøjnene følger vågent med for at prøve at gennemskue, om de har gættet rigtigt.
Så tager han endnu en hammer op af værktøjskassen. Da han trækker den tredje hammer op af kassen, begynder de nysgerrige øjne at få rynker mellem øjenbrynene. Den fjerde hammer, Søren Højland trækker op, får børnene til at bryde ud i grin.
»Man kan da bruge hammeren til det hele. Hvad synes I om det?«, siger Søren.
»Megasmart!«, råber en dreng og griner.
Fra en anden række, virker »det dumt«.
»Det er nemlig dumt kun at have en hammer, for man kan ikke løse alle opgaver med kun en hammer. Man skal vælge et værktøj, der virker. Det er okay at vende den anden kind til. Det er okay at sige pyt. Det er okay at hente en voksen. Der er mange gode og brugbare muligheder, men man skal vælge et værktøj, der virker, og man skal derfor have mange værktøjer«
Eleverne bliver sendt ud i tre grupper for at snakke om hvilke værktøjer, de vil bruge på nogle af de dilemmaer, de har skrevet ned tidligere.
Maria Frandsen sætter sig i midten af en gruppe på seks børn. Hun hiver et papir op:
»Hvis man siger undskyld, og den anden ikke vil tage imod ens undskyldning«, læser Maria Frandsen højt.
»Jeg synes, det er svært, for det kan være, at det, den anden har gjort, er slemt«, siger en af pigerne.
»Ja, så kan man sige, jeg hører, hvad du siger, men jeg skal lige have et øjeblik«, svarer læreren og nikker.
Klassen skal nu sammen opsummere de værktøjer, de er nået frem til, at de vil bruge. Mikkel Beckmann introducere muligheden at give det tid.
»Kender I udtrykket tid læger alle sår?«, spørger Mikkel Beckmann.
»Jeg har prøvet at have et sår«, giver en af drengene hurtigt sit besyv med.
Løsningerne på tavlen kan tælles på mere end ti børnefingre, og byder på alt fra at sige pyt eller undskyld til at give igen skrevet på tavlen i en forsigtig parentes.
fortsæt med at læse
