Der er bestemt rum for forbedring«, konstaterede Folketingets formand for en måned siden. Det, Mogens Lykketoft mente, kunne og skulle forbedres, var politikernes troværdighed. Politikerne var igen den faggruppe, der scorede dårligst - kun overgået af de politiske spindoktorer - i en måling af troværdighed. For fjerde år i træk fik politikerne tærsk af det panel af repræsentative danskere, som analyseinstituttet Epinion med et års mellemrum beder om at uddele karakterer i pålidelighed. Læger og sygeplejersker snuppede toppen af troværdighedslisten, politikerne faldt helt til bunds. LÆS ARTIKELUndersøgelse: Politikere og journalister er mest utroværdige Mediernes konstante og helt nødvendige kritiske blik på politik er naturligvis med til, at alle politiske fejltrin stilles til offentligt til skue, og politikeres arbejde foregår derfor i et afslørende spotlys, som ingen andre faggrupper er udsat for. Derfor giver politikerne også ofte medierne skylden, når de får dårlige karakterer. Lykketoft nåede da også lige at få sagt, det både var unfair og urimeligt, at politikerne blev dømt så utroværdige. Og af hensyn til demokratiets anseelse så ville det også være skønt, hvis man kunne sige, at det har han da ret i. Men oven på en uge, hvor der kun gik en dag imellem de nyheder, der sår tvivl om, hvor ædelt det politiske erhverv bliver ført, kan man i hvert fald kun give Folketingets formand ret i, at der bestemt er rum for bedring. Først var der i fredags forsidehistorien i Jyllands-Posten om det konservative folketingsmedlem Tom Behnke, der som formand for Rådet for Sikker Trafik egenhændigt og i strid med reglerne havde bevilget en klækkelig lønforhøjelse til rådets direktør. LÆS OGSÅLønfrås koster Tom Behnke formandspost Direktøren har en fortid som kommunikationsrådgiver hos Behnkes parti, så Tom Behnkes rundhåndethed kunne nemt læses som en vennetjeneste eller som konservativt forkæleri. Sagen bliver kaldt »alvorlig« af Rigsrevisionen, fordi skatteborgernes penge ikke er brugt »ordentligt og redeligt«. Kammeradvokaten skal nu vurdere konsekvenserne. I løbet af fredagen trak Tom Behnke sig som konsekvens af afsløringen fra formandsposten i rådet. Dagen efter kunne vi så i Politiken skrive om finanslovens eneste nybevilling på kulturområdet: seks millioner til en uddannelse i nycirkus, så man nu i Danmark kan blive artist på topniveau. Det er kulturminister Uffe Elbæk (R), der har kæmpet for at få bevillingen igennem. Og han kender bestemt til værdierne på den skole, der nu får millionerne til at opbygge artistuddannelsen - for før han blev minister, sad Uffe Elbæk i skolens bestyrelse, og Elbæk kan stadig på nært hold følge med i cirkusskolens liv, for ministerens registrerede partner arbejder i skolens sekretariat. LÆS OGSÅVenstre kritiserer kulturministerens nye cirkus-skole Der er næppe overtrådt nogen formelle regler på nycirkussets vej ind til pengesækken i Finansministeriet, men det er uskønt, at der er så direkte tråde mellem ministerens egne interessesfærer og engagementer og den eneste nye kulturelle finanslovsbevilling. Og det er i hvert fald ikke en sag, der får politikere flyttet et par trin op ad troværdighedslisten.
Det er kun en måned siden, at Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby blev afsløret i nepotistisk spørgeartisteri, da hun stillede 696 spørgsmål omkring museer i sin privatpolitiske kamp for at få statsstøtte til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor Ellen Tranes mor sidder i bestyrelsen. LÆS OGSÅEllen Trane Nørby begraver ministerium i spørgsmål Politikere skal naturligvis kæmpe for det, de brænder for. Men det burde være åbenlyst for demokratiets aktører, at de aldrig bør bringe sig i situationer, hvor der med rette kan sås tvivl om deres habilitet. Det virker direkte dumt, at de ikke har en automatisk stopknap, når de begynder at kæmpe for at kanalisere penge til noget, der står deres personlige hjerte nært. Pengene er jo samlet ind over skatten, og borgerne må aldrig komme i tvivl om, at de bliver brugt efter åbne politiske prioriteringer og aldrig privatpolitiske prioriteringer. Eksemplerne afslører en tonedøvhed over for alarmklokker. Det mærkelige er, at end ikke de mange politiske rådgivere, som politikerne er omgivet af, formår at høre alarmen. Det er ærgerligt, for det ville være kønt for demokratiet, hvis politikerne viste deres troværdighed noget kærlig omsorg, så de kunne kravle et par trin op på troværdighedslisten.
