Vi er ligesom gået fra gerne at ville have styr på det meste til at ville have styr på alt. Alt skal snart følge en opskrift.
Seneste eksempel på den udvikling er, at forældre henvender sig til landets børneafdelinger med ønsket om hormoner til at regulere deres børns vækst. Disse henvendelser sker 3-4 gange hyppigere end for 15 år siden. I rigtig mange af tilfældene taler vi om forældre til helt sunde og raske børn. Og det sker endda på et tidspunkt, hvor læger kan konstatere, at børns vækst aldrig har været bedre. Heldigvis kan lægerne finde ud af at sige nej til at uddele hormoner til børn, der slet ikke har behov.
Vi higer efter det perfekte. Nu også når det gælder, hvor mange centimeter vores børn skal have. Så selv om de ligger inden for normalvækstkurverne, vil forældre gerne puffe kunstigt til væksten med argumenter om, at det vil have en gavnlig effekt på deres børns liv. Der er gået prestige i at have den rigtige højde.
Det sker på et tidspunkt, hvor den ene undersøgelse efter den anden viser, at børn og unges mentale sundhed aldrig har været dårligere. Eksperternes forklaring lyder hver eneste gang, at det skyldes et pres både indefra og udefra om at være perfekt. At forventningspresset aldrig har været større – både fra dem selv, fra vennerne, fra forældrene – fra os, der omgiver dem.
Det er kun os selv, der er herre over, hvad og hvor meget vi vil sætte på perfekthedslisten over, hvad vores børn skal leve op til. Det er absurd, at nogle forældre nu har valgt også at tilføje højde som en faktor, der skal sættes tjektegn ved – med det resultat at deres børn kan føle sig forkerte. Som en af overlægerne, der møder forældrenes ønske om væksthormoner, i den forgangne uge sagde til Kristeligt Dagblad: »Det bedste, de kan gøre for deres barn, er at støtte ham i at leve med den højde, han nu engang har«.
Skulle vi ikke bare gå tilbage til, at det normale er det normale. I stedet for at det perfekte er blevet det nye normale
Både hun og en anden børnelæge forklarer til avisen, at det især er ressourcestærke forældre, der ønsker at regulere børnenes vækst: »Det er tilsyneladende sværere at være 170 cm i Rungsted end i Rødovre«.
Det handler ikke om, at vi skal være ligeglade, for selvfølgelig skal vi ønske det bedste for vores børn, men vi skal øve os på, at livet ikke kan leves efter en perfekthedsopskrift. Holde op med at føle, at alt, der kan justeres, skal justeres. Lære at affinde os med, at vi ikke skal kontrollere alt.
Midt i debatten om forældrenes ønske om at give deres børn væksthormoner, er det nærmest befriende at lytte til to ældre og ret så lave personer, som var blandt dem, Politikens journalist interviewede til en artikel om holdninger og følelser til folks højde:
»Jeg har det fint med min højde. Den går jeg aldrig og spekulerer på. Man kan jo heller ikke gøre noget ved det alligevel. Og så lille er jeg jo heller ikke. Man har den højde, man har«.
Sådan siger 163 cm høje Bertel Qvortrup på 79 år nærmest undrende over, at det overhovedet var værd at snakke om, og da slet ikke noget at bekymre sig om.
Eller som kun 155 cm høje Tove Worming, 85 år, siger: »Somme tider kan jeg ikke nå det øverste skab, men så har jeg jo en skammel. Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville være højere, for jeg er egentlig meget tilfreds. Min mand i sin tid var lidt højere end mig, så det passede meget fint. Det ville have været noget andet, hvis han havde været meget lang. Mine forældre var heller ikke så høje. Egentlig har jeg aldrig betragtet mig selv som særlig lille. Jeg kunne aldrig finde på at tage piller eller andet for at blive højere. Det har jeg ikke skænket en tanke. Man skal ikke røre ved naturen«.
Det er uden tvivl ikke tilfældigt, at det var de to ældste, der havde så afslappet en holdning til det at være lille.
De er fra en tid fra før perfekthedstyranniet satte ind. Og for mig gode inspiratorer til at reflektere over, om vi ikke bare skulle gå tilbage til, at det normale er det normale. I stedet for at det perfekte er blevet det nye normale.
Skriv kommentar