Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forpligtelse. Vil jeg kunne love mine børn, at også de vil blive bedre uddannet og have flere livsmuligheder, end mine forældre og jeg har haft?, spørger Emilie Turunen (S).
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Forpligtelse. Vil jeg kunne love mine børn, at også de vil blive bedre uddannet og have flere livsmuligheder, end mine forældre og jeg har haft?, spørger Emilie Turunen (S).

Emilie Turunen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min familie - fortællingen om et fremskridt

Vi skal give kommende generationer bedre kår, end vi selv har haft.

Emilie Turunen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arbejdernes Internationale Kampdag er i fuld gang med morgenbrød, gammel dansk, sanghæfter og ølkassetaler.

Vi fejrer 1.maj med stolthed over fortidens bedrifter, men nok også med en ængstelse for fremtiden. Jeg tror, at rigtig mange af os går rundt med den bevidsthed, at vi lever i en fundamentalt usikker verden.

Truslerne fra den finansielle sektors ustabilitet og alt for store magt over samfundet. Truslen fra den ubehagelige bagside ved EU's Indre Marked i form af social dumping og et stadig mere presset arbejdsliv i byggeri, landbrug, gartneri og restauration. Truslen fra arbejdsløshed. Truslen fra dagpengegrænsen. Truslen fra udflytning af arbejdspladser. Truslen fra uvisheden om hvorvidt ens børn vil opleve fremskridtet - eller om de, som den første generation siden Anden Verdenskrig, vil få ringere muligheder i livet end en selv.

Har de vestlige samfund toppet? Er fremtiden kun brolagt med forringelser af velfærden og brutalisering af arbejdslivet? Jeg tror, at usikkerheden nager hos rigtig mange danskere og europæere denne 1.maj.

LÆS MERE

Politik er ikke kun et spørgsmål om at fremsætte holdninger eller ideer. Politik bliver for alvor virkelig og vedkommende, når det handler om levede liv. Så tillad mig at fortælle historien om min familie.

For min families historie er som mange andre danske familiers historie fortællingen om et samfund, der i de sidste 100 år grundlæggende er blevet bedre. Fortællingen om sociale og økonomiske fremskridt gennem generationer; hjulpet godt på vej af et spirende velfærdssamfund. Fortællingen om den arv og det løfte, der er båret videre fra generation til generation: at i morgen bliver bedre i dag.

Min farmor, Else, blev født i Odsherred i 1935. Året, hvor Tyskland var i fuld gang med at genopruste, Lillebæltsbroen blev indviet og Staunings Socialdemokrati tordnede ind i Folketinget med 46,4 procent af stemmerne.

Min farmors forældre mødte hinanden få år inden på en herregård i Odsherred, hvor de begge tjente, og min farmor og hendes to søskende voksede op på de tjenestegårde, hvor mine oldeforældre fandt arbejde.

Anden Verdenskrig brød ud, da min farmor var fire, Danmark blev besat, og min oldefar blev taget af tyskerne for at uddele illegalt materiale.

Min farmor er glad. For hendes børn er godt i vej. De har arbejde, nogle har uddannelse, de har familier, børn og er fri af umenneskeligt slid og barske vilkår

Koncentrationslejren rev ham væk fra familien, og da min oldemor ikke evnede at passe børnene, kom de på børnehjem i Holbæk. »Det var det mest moderne børnehjem på den tid«, som min farmor husker det.

Der boede hun, til hun som 15-årig kunne gå i forældrenes fodspor: Ud at tjene på de Vestsjællandske herregårde. Her mødte hun min farfar, Hans Christian.

Min far, Asger Birch Hansen, blev født i 1954 på Hans Christians slægtsgård. Året forinden havde det unge par giftet sig med kongebrev i hånden, og få år efter blev min faster født.

Men skænderierne tog til, og det endte med, at min farmor med to børn måtte flytte hjem til sine forældre i en toværelses lejlighed i boligbyggeriet på Øresundsvej på Amager. Min olderfar var på det tidspunkt blevet tilkendt pension. Koncentrationslejren havde taget hårdt på ham, og sidenhen slog arbejdet som jord-beton-arbejder på den nye Nørreport Station ham endegyldigt ud af arbejdsmarkedet.

I årene derefter - ja, faktisk gennem hele min fars barndom - levede familien en omflakkende tilværelse. Min farmor insisterede, i modsætning til sin egen mor, på at beholde børnene hos sig, og konsekvensen var, at den lille familie konstant måtte rejse rundt efter arbejde.

Undervejs blev min farmor gift igen, tre nye børn kom til verden, og jagten på arbejde, fast indkomst og bolig førte familien rundt på Sjælland: Amager, Kyndby, Espergærde og endelig retur til Kyndby.

Børnepengene hjalp, men der blev arbejdet hårdt for at få det til at hænge sammen: Rengøring på skolen tidligt om morgenen, køre hjemmehjælp om formiddagen og så tilbage på skolen for at gøre rent om eftermiddagen.

Det hårde arbejdsliv gik ud over kroppen, og efter utallige forsøg på at få kroppen til at makke ret blev min farmor tilkendt førtidspension. I dag er hun folkepensionist, og boligsikringen og ældrechecken giver hende råd til børnebørnenes fødselsdagsgaver og til at besøge sin datter i Jylland.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Køkkenarbejde, hjemmehjælp, rengøring på skolen om natten og plejehjemsarbejde om dagen har efterladt en slidt krop, allerede som 50-årig havde hun gigt og smerter i hele kroppen, en ryg der jagede, og knæ, der måtte skiftes ud. Et arbejdsliv, der har kredset om at forsørge en familie og fem børn, har betydet, at hun i dag ikke længere kan vride en klud eller dreje låget af et syltetøjsglas.

Men min farmor er glad. For hendes børn er godt i vej. De har arbejde, nogle har uddannelse, de har familier, børn og er fri af umenneskeligt slid og barske vilkår.

LÆS MERE

Min far, Asger, hendes ældste søn, voksede op, klarede en skilsmisse og sin fars brutale fravalg af familien, tog sig af sine yngre søskende, og blev senere uddannet skolelærer. Mødte min mor i idrætsklubben. En lyshåret, viljestærk mønsterbryder med finske aner. En helt særlig ung dame, som han efter sigende blev meget, meget forelsket i.

Min far kørte galt og døde, da jeg var tre, men efterlod med min mor et løfte på jorden: at verden bliver bedre. At familier kan vokse ud af trange kår. Kan skabe noget, blive til noget. Fordi der er et velfærdssamfund, der tilbyder uddannelse og en hjælpende hånd. Fordi der er mennesker i det velfærdssamfund, som har givet kærlighed og omsorg på rette tidspunkt. Og ikke mindst fordi der er viljestærke forældre, som beslutter sig for at give deres børn bedre vilkår, end de selv fik.

Jeg er min farmors ældste barnebarn og den første akademiker i familien - og jeg er med garanti ikke den sidste blandt børnebørnene, der kravler op ad uddannelsesstigen.

Vil jeg kunne love mine børn, at også de vil blive bedre uddannet og have flere livsmuligheder, end mine forældre og jeg har haft?

Har der været svigt undervejs? Slingreture og fejltagelser? Fremskridt fulgt af tilbageskridt? Jovist. Men resultatet på bundlinjen er alligevel soleklart: Min generation i familien kommer til at være bedre uddannet og have flere livsmuligheder, end de foregående generationer.

Min farmors hårde slid har en stor del af æren for, at det er gået godt, men velfærdssamfundet har også gjort en stor forskel. Børnepenge, pensioner, et godt sundhedssystem og fri uddannelse har undervejs støttet og løftet.

Men spørgsmålet, der nager mig på en dag som i dag, er, om vi er den sidste generation, der har fået det løfte givet? Vil jeg kunne love mine børn, at også de vil blive bedre uddannet og have flere livsmuligheder, end mine forældre og jeg har haft?

Det vigtigste politiske budskab i dag på 1.maj må være, at det er muligt at skabe tryghed og fremskridt i en usikker verden. At vi i Danmark og i de andre vestlige velfærdssamfund har en chance, hvis vi vel og mærke tør vågne op og se udfordringerne i øjnene i tide:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi skal genskabe vækstfundamentet under Europa, ellers smuldrer vores velfærd. Vi skal skabe gode job til en løn, man kan leve af, i en tid med intens global konkurrence. Vi skal turde prioritere uddannelse på alle niveauer, så vi kan løfte de næste generationer sikkert videre. Vi skal insistere på at have råd til at hjælpende hånd til dem, der som min farmor, får brug for det i løbet af deres liv. Og vi skal turde tage fat på alt det, der stadig ikke er godt nok i vores velfærdssamfund: kafka’ske systemer, kassetænkning, passivisering og svigt over for mennesker, der har akut brug for hjælp til at komme videre i livet.

Vi skal turde tage fat nu, så vores generation kan give det stærkeste løfte af alle videre til vores børn: ubetinget kærlighed, tillid til fremtiden, troen på fremskridtet og et samfund, der træder til, når det er nødvendigt.

God 1. maj.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden