Jeg havde i går nedenstående klumme i den trykte avis: »Det forhold, at jeg er blevet valgt til statsminister og valgt to gange siden, modbeviser, at jeg skulle have splittet befolkningen« (Politiken, 12.5.2009), udtaler Anders Fogh Rasmussen med en imponerende sans for alternativ logik. For det første er Fogh aldrig nogen sinde blevet valgt til statsminister af befolkningen, eftersom befolkningen slet ikke vælger nogen statsminister – man skulle vel tro, at landets statsminister var klar over dét? Og at Fogh er blevet statsminister efter tre valg, »modbeviser« for det andet ingenlunde den kendsgerning, at han har splittet befolkningen. De mest kontroversielle dele af Foghs politik er vedtaget med det snævrest tænkelige VKO-flertal, og få mandaters overvægt er selvfølgelig ingen garanti for, at snævre beslutninger ikke splitter befolkningen, snarere tværtimod. Mere interessant end dette pudsige sludder er imidlertid den selvforståelse, man kan læse ud af hans fremstilling af sit politiske projekt: »Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse. Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet.« (Politiken, 12.5.2009). Dette skulle altså være essensen i det politiske projekt, Fogh har stået i spidsen for i 2001-2009, og hvis arv det nu er Lars Løkke Rasmussens opgave at forvalte? Gid det var så vel. For det er da vist ikke en »oplysningstradition«, der er helt i pagt med den tværgående tolerancetradition, epoken knæsatte, endsige med en oplysningstænker som David Hume: »Fremmede og udlændinge er forsvarsløse, og derfor gøres de i alle belevne lande til genstand for den største hjælpsomhed og skænkes hæderspladsen i ethvert selskab.« Foghs version af oplysningstraditionen er næppe heller inspireret af Voltaires og Bayles afstandtagen fra ytringsfrihedens respektløse misbrug, så lidt som med vor egen Baggesen: »Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!« Men en tro på »mennesket som fornuftsvæsen«, dét er rigtignok også solid oplysningstradition, om end dermed i sidste ende intet er sagt, eftersom man næppe vil finde nogen svoren tilhænger af mennesket som ufornuftsvæsen. Ret meget mere præcist bliver det derfor heller ikke af Foghs uddybning: »Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse.« Hvem er uenig? Men så falder pointen endelig: »Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet.« Sandheden er imidlertid den, at Fogh blot har miskrediteret og undermineret en række af de faglige eksperter, der ellers netop var udtryk for oplysningstraditionens tilstræbte faglige saglighed, til fordel for en eksplosiv tilgang af regeringsrådgivende spindoktorer og politisk udvalgte DF- eller regeringsloyale eksperter som f.eks. Bjørn Lomborg og Bent Jensen. Hvad angår Foghs variant af »autoritetskritik«, består denne derfor primært af at fjerne bevillingerne til uafhængige instanser, som af og til kunne komme for skade at kritisere de virkelig magtfulde autoriteter – nemlig regeringen selv. Det er med andre ord en noget særegen oplysningstradition, Fogh inkarnerer. Hvori bestod f.eks. ’oplysningen’ og tilskyndelsen til ’autoritetskritik’, da Fogh i 2002-2004 løj om Guantanamobasen, idet han gang på gang påstod, at den danske regering ikke havde spor grund til at betvivle, at fangerne blev behandlet »i overensstemmelse med principperne i Genèvekonventionen«? Faktum var som bekendt, at regeringen allerede i februar 2002 var blevet underrettet om Bush’s forbehold over for Genèvekonventionen, som blev underordnet »militær nødvendighed«, men dét fik vi først at vide senere. Hvori bestod ’oplysningen’ og tilskyndelsen til ’autoritetskritik’, da Fogh fortiede fakta under folketingsdebatten i marts 2003, idet han kun anvendte ét argumentet for at gå i krig (Iraks masseødelæggelsesvåben)? Og da han satte trumf på med udtalelsen: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.« Og hvori bestod monstro ’oplysningen’ og tilskyndelsen til ’autoritetskritik’, da Fogh i over tre måneder i 2005-2006 mørkelagde en lang række dramatiske advarsler om karikaturkrisens eskalering over for Udenrigspolitisk Nævn? Foghs historiske eftermæle vil ikke glemme disse affærer, men tværtimod betone indskrænkningen af magtkritikkens vilkår og basale retsgarantier, undermineringen af en human behandling af mennesker i nød samt suspenderingen af åbenhed og redelighed – ikke mindst under Irak-krigens iscenesættelse, under karikaturkrisens håndtering og under Bush-parløbet om Guantanamo. Nej, det er ikke oplysning, der er blevet fremmet under Foghs regering, men snarere aflysning.