Gennem det forløbne halve år har Peter Sporleder været feltpræst for de danske soldater i Irak og har den seneste tid kritiseret den danske indsats i landet som direkte nytteløs. Ikke blot for personligt at tage del i den almindelige debat om krigiscenesættelsen, krigen og besættelsen - men af hensyn til de danske soldater, der har været udstationeret: »Jeg har en forpligtelse over for dem. Feltpræsten er sådan en figur, der er over det hele og taler med alle, både høj og lav. Når man gør det, har man en klar fornemelse af, hvad folk går og tænker. Min samvittighed byder mig at bringe det videre. Jeg synes, det er forkert, at de politiske udmeldinger har været så fjernt fra virkeligheden.« (Politiken, 13.8.2007). For nylig har statsminister Anders Fogh Rasmussen erkendt, at der er begået fejl under den militære operation i Irak, men han har ikke indrømmet at have manipuleret med befolkningen under krigsiscenesættelsen, selv om det er dokumenteret af bl.a. Ekstra Bladets Cavlingprisvinder, Bo Elkjær (jf. Manipulatorisk Fogh sætter valgdagsorden). Samtidig har der rejst sig et stigende grad krav om en uvildig undersøgelse af hele krigsforløbet fra både militærfolks, fageksperters, kommentatorers og oppositionspolitikeres side. Forhenværende brigadegeneral Finn Særmark Thomsen udtaler f.eks. til dagens Information: »Det var efter min mening forkert, at vi gik ind i Irak. Og det var forkert, at vi gik ud. USA har opført sig som en elefant i en glasbutik uden respekt eller forståelse for det land, som de er gået ind i, og vi er fulgt efter med hovedet under armen. Nu trækker vi os ud og efterlader et land i kaos, blot for at regeringen kan gå til valg med et problem mindre. (...) Irak-krigen har været et rent politisk projekt, og det skal undersøges til bunds. Statsministeren skal ikke slippe af sted med at sige, at der ikke er noget at komme efter. Der er en hel masse at komme efter. Men vi skal ikke gå efter manden. Det her handler om at lære noget, så vi ikke begår samme fejl næste gang.« (Information, 13.8.2007). Oberst Henrik Flach udtaler til samme avis: »Efterretningerne sagde dette og hint, men skulle vi være gået ind? Var der et legitimt grundlag? Jeg tror, det ville være godt at få belyst og lære nogle politiske lektier af.« Weekendavisens kommentator, Ulrik Høy, der oprindelig støttede Irak-krigen, ønsker nu også en uvildig undersøgelse: »Ikke mindst tilhængerne af krigen bør ransage deres samvittighed. Vi skal ikke dø i synden.« Han karakteriserer statsministerens position i sine nylige Irak-interview som »uhyrlig arrogance og skyldsfralæggelse« og tilføjer: »Hvorfor se bort fra nogen af delene? Den her debat bør vare længe, man kan ikke bare cykle med en aktivistisk udenrigspolitik og fra borgerlig side harpe løs på krigsmodstandere. Vi er nødt til at gribe fat i egen barm. Det har været en katastrofe for os krigstilhængere, at det er gået så skidt i Irak.« Høy afslutter også med en sober opfordring: »Selv om modstandere og tilhængere har haft en meget forskellig indstilling til krigen, må de to parter kunne bringes sammen i forum, hvor man ikke slagter løs på hinanden, men sætter sig ned og finder ud af, hvad vi kan lære af det her.« Sagen er i mine øjne den, at selv om Irak-krigen har udviklet sig til et frygteligt mareridt, der klart burde fælde de ansvarlige beslutningstagere politisk, så er det primært for krigens manipulatoriske iscenesættelse, de bør stilles til ansvar. I selve spørgsmålet om, hvorvidt Danmark (og USA for den sags skyld) overhovedet skulle fjerne Saddam Hussein med våbenmagt i 2003 eller ej, var der til gengæld ingen lette svar (dengang det endnu ikke stod helt klart, om påstandene om masseødelæggelsesvåben m.v. var korrekte eller ej). Ingen tvivl om, at våbeninspektørerne burde have haft længere tid, og ingen tvivl om, at det forløjede krigsgrundlag retrospektivt yderligere underminerede argumenterne for invasionen – men i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003 var det på baggrund af de tilgængelige oplysninger ikke let, hverken at bifalde eller afvise at fjerne Saddam Hussein med magt. Spørgsmålet gik selvfølgelig ikke på, om det var godt at komme af med Saddam Hussein eller ej (ingen var uenige i, at det ville være fremragende at komme af med Iraks tyran) - men uoverensstemmelserne handlede naturligvis om, hvorvidt 'kuren' i givet fald var værre end 'sygdommen'. Og her måtte svaret også dengang falde ud til et knebent ja - risikoen for yderligere at forværre en i forvejen frygtelig situation i Irak ved en militær indgriben var alt for stor sammenlignet med muligheden for et fredeligt og hensigtsmæssigt resultat af en krig, der på forhånd var styret mere af oliemotiver og amerikansk indenrigspolitik end af det tiltrængte opgør med en brutal diktator. Men krigsiscenesættelsens manipulation umuliggjorde enhver sober diskussion på et sagligt grundlag, og derfor er det essentielt at få klarlagt omfanget også af dansk manipulation under selve krigsiscenesættelsen. Der findes mange forskellige former for uvildige undersøgelser - noget à la Russel-tribunalet er en oplagt mulighed, som også Ulrik Høy peger på. Men jeg er som allerede antydet også enig med Ole Espersen i, at en undersøgelse altså ingenlunde skal begrænses til en evaluering af den militære indsats - der er først og fremmest brug for at klarlægge krigsgrundlaget og de politiske og juridiske principper for dansk militære aktioner i udlandet i almindelighed. Hvad siger så statsministeren til det hele - det er næsten ikke til at gætte, vel? Fogh: »Alt er jo lagt åbent frem, så der er ikke noget at undersøge.« (Information, 13.8.2007). Selvfølgelig. Samme magtfuldkommenhed som har kendetegnede statsministeren hele krigsforløbet igennem. Så meget desto mere er det både oplagt og nødvendigt, at oppositionen ikke blot i fællesskab slutter op om kravet om en uvildig undersøgelse af krigsgrundlaget og krigsiscenesættelsen - men at det gøres til at kardinalpunkt i den kommende valgkamp.