På de få politiske områder, der er fremlagt af Ny Alliance, er der ingen nævneværdig forskel på linjen fra den hidtidige højrefløj i Det Radikale Venstre og linjen hos den hidtidige venstrefløj i De Konservative. Det er selvfølgelig også ret oplagt, al den stund at Khader og Samuelsen kommer fra RV's højrefløj og Seeberg fra K's venstrefløj. Med det nye partis formidable mediemedvind er det heller ingen overraskelse, at Socialdemokraterne ivrigt må hævde, at Ny Alliance er et positivt skridt i retning af Socialdemokraternes position, mens regeringen lige så ivrigt agiterer for, at Ny Alliance er et positivt skridt i retning af regeringens position. Derfor overbetoner Venstre og Konservative voldsomt, at Ny Alliance har sprængt Radikale Venstre og i modsætning til Jelved godt kan finde på at pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Omvendt overbetoner Socialdemokraterne selvfølgelig ikke mindre, at Ny Alliance har sprængt De Konservative og i modsætning til Bendt Bendtsen anlægger en hård konfrontationskurs over for Dansk Folkeparti og heller ikke afviser at pege på Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Umiddelbart vil en potentiel mandatforrykning mellem Ny Alliance og de borgerlige partier derimod ikke have nogen skelsættende politisk betydning overhovedet – dertil er trængslen af midterpartier alt for politisk overlappende i forvejen. Der er heller ingen dramatisk forskel på Helle Thorning-Schmidts og Anders Fogh Rasmussens politiske linje. Hvor nødigt Socialdemokrater og Venstre-folk vil indrømme det, har Thorning-Schmidt de sidste år trukket sit parti drastisk i retning af Foghs Venstre, mens Fogh tilsvarende har trukket sit parti drastisk i retning af Thorning-Schmidts socialdemokrater. Derfor er den store og udslagsgivende betydning for Ny Alliance primært reduceret til, om det lykkes at holde Dansk Folkeparti helt eller delvist uden for indflydelse eller ej. Det er indtil videre det eneste punkt, hvorved Ny Alliances opbrud i dansk politik kan føre til en mærkbar kursændring. Det ved Anders Fogh Rasmussen godt, og derfor har han travlt med at messe sit budskab igen og igen, nemlig at Ny Alliance er positivt set med regeringsøjne. Eller som han sagde på sit tirsdagspressemøde: »Jeg er tilfreds med, at de er brudt ud af oppositionens negative og sure verdensbillede.« Og for at cementere, at han er foran Thorning-Schmidt i den signalpolitiske iscenesættelse af Ny Alliance, har Fogh på samme pressemøde allerede specifikt inviteret det nye parti til forhandlinger. Det skete med den ikke særlig henkastede tilføjelse, at invitationen gælder Naser Khader: »Det er positivt, og derfor kan jeg da også oplyse, at regeringen er indstillet på at indbyde partiet, og det vil jo så være partiets repræsentant i Folketinget, Naser Khader, til forhandlinger og drøftelser om lovgivning og andre ting.« (Avisen.dk, 8.5.2007). Men faktum er jo, at Anders Fogh Rasmussens tilfredshed med Dansk Folkeparti ikke alene er pragmatisk betinget af, at partiet holder regeringen i live og tilmed giver Fogh alt, han peger på - så længe Kjærsgaard får lov at styre udlændingepolitikken og holde De Konservative i skak. Realiteten er, at Anders Fogh Rasmussen står Kjærsgaards udlændingepolitik særdeles nær, og at Gitte Seebergs angreb på Dansk Folkeparti selvfølgelig i høj grad også er et angreb på regeringens alt for velvillige følgagtighed. Dét er det statsministeren magtpåliggende at underbetone, og det lykkedes ham endnu engang på sit tirsdagspressemøde. Men om Fogh kan slippe af sted med denne manøvre i det lange løb, afhænger ikke mindst af Gitte Seeberg. Og selvfølgelig af den konkrete udlændingepolitik, som Ny Alliance endnu ikke har fremlagt.