Da Det Radikale Venstres tidligere formand, Marianne Jelved, blev lanceret som statsministerkandidat, var forargelsen himmelråbende. Det kunne man ikke. En statsminister kommer fra det største parti. En statsminister er fra Venstre eller Socialdemokraterne. Basta. Da Det Radikale Venstre lancerede en række ultimative krav for at kunne pege på Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt som statsminister - herunder en afskaffelse af 24-års-reglen og tilknytningskravet - var reaktionen den samme. Det kunne man ikke. Man kan ikke kræve noget ultimativt for at støtte Socialdemokraterne. Man har bare at være halehæng, har man. Men ildeset, som det var, var Jelveds strategi ikke desto mindre den eneste rigtige. Hvis man vel at mærke ønsker at forandre bare lidt i humanistisk retning. Det er fuldkommen ligegyldigt, om statsministeren hedder Fogh eller Thorning-Schmidt, hvis politikken er den samme. Hellere en statsminister fra Venstre, der fører Venstres behårde udlændingepolitik, benhårde tvangsaktiveringspolitik og benhårde rets usikkerhedspolitik, end en statsminister fra Socialdemokraterne, der fører Venstres politik. Ja, faktisk er det bedre, at statsministeren hedder Fogh end Thorning-Schmidt, hvis politikken er den samme - for så er der i det mindste ingen, der foregøgles noget som helst. Nu er det naturligvis ikke sandt, at Socialdemokraterne og Venstre er hip som hap. Der er indlysende forskelle. Men overordnet set er forskellene små, så hvis man virkelig ønsker forandringer, må man tvinge dem igennem - true de store partier på deres ministertaburetter. Der er ikke ret meget andet, de har respekt for efter et valg end krav, der kan koste ministertaburetter (hvor meget de ellers afviser det under en valgkamp). På venstrefløjen er der tradition for, at panikken over en borgerlig statsminister og en historisk betinget fællesarv i arbejderbevægelsen (for S, SF og EL) »tvinger« partierne til at lægge sig på maven for Socialdemokraterne. Enhedslisten og SF burde hellere overveje at pege på Villy Søvndal eller Margrethe Vestager end på Thorning-Schmidt - i det mindste holde muligheden åben, så Socialdemokraterne ikke tror, at de kan vandre pr. automatik ind i Statsministeriet, hvis flertallet skulle ændre sig. De Radikale havde en overgang modet til at bryde automatikken, det har venstrefløjen ikke. I lange træk ligger Fogh og Thorning-Schmidt for tæt på hinanden, og den eneste måde for SF, Enhedslisten og De Radikale at trække Socialdemokraterne i en mere humanistisk retning, er at stille ultimative krav. Det knækkede Jelved halsen på - fordi medierne blev forargede, og fordi baglandet i Det Radikale Venstre ikke havde rygrad nok til at give det en chance. Nu fortsætter de radikales ophørsudsalg med udmeldingen om, at partiet accepterer en SR-regering, der end ikke vil afskaffe 24-års reglen og de stramme tilknytningsregler. Dermed er forskellen på SR og VK på et politisk område af betydelig praktisk betydning for politisk ligestilling i Danmark såvel som stor symbolsk betydning for en kursændring og ny dagsorden - væk. Det er muligt, at dette træk på de små marginaler bringer en SR-regering nærmere - men hvis den eneste måde at slå Fogh på er, at overtage regeringens politik bid for bid, kan det være det samme. Allermest absurd er Thorning-Schmidts begejstrede kommentar: »Det er en milepæl i samarbejdet mellem Socialdemokraterne og de radikale. Det her bliver helt afgørende for at vise vælgerne, at der er et klart alternativ til den siddende regering.« (Politiken.dk, 27.10.2007). Hvis dét er en milepæl, er det ikke en milepæl, der viser vælgerne, at der er »et klart alternativ«, men derimod at det eventuelle alternativ afgjort er blevet mindre klart.