Visse medier har kørt en række helt irrelevante historier om politikere i nærværende valgkamp, ikke mindst Se og Hørs ligegyldige petittesser om Khaders sorte arbejde og Ekstra Bladets ditto udlevering af hans privatøkonomi. Men Ekstra Bladets historie om, at Henrik Sass Larsen udleverede fortrolige oplysninger til Venstre under valgkampen i 2005, fordi han ville medvirke til at undergrave statsministerchancerne for daværende formand for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, er af en ganske anden type. Historien er også blevet en historie om historien, der bl.a. involverer Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Bendt Falbert og Berlingske Tidendes kommentator, Thomas Larsen - men i modsætning til historierne om Khader, er denne i allerhøjeste grad relevant. Hvis altså den er sand. Udover flere unavngivne kilder er det dog kun Jens Rohde, der har bekræftet den: »Jeg vil ikke blande mig i politik mere. Men jeg vil heller ikke bestride sandheden, når Ekstra Bladet har fundet frem til den.« (Ekstra Bladet, 10.11.2007). Venstres Uddannelsesordfører Tina Nedergaard udtalte imidlertid også siden: »Jeg kan slå fast, at Rohde med 100 procents sikkerhed havde en kilde hos Socialdemokraterne.« ( Politiken.dk, 10.11.2007). Tilsyneladende har rygterne verseret på Christiansborg blandt politikere og journalister i lang tid. Berlingske Tidendes kommentator, Thomas Larsen skriver ualmindelig bramfrit: »Mens Mogens Lykketoft var formand for Socialdemokraterne, var det en kendt sag, at hans værste fjender hverken befandt sig hos Venstre, de Konservative eller i Dansk Folkeparti. Tværtimod var flere af S-formandens egne partifæller indstillet på at bruge alle midler for at gøre hans hverdag til et helvede. En af de mest aktive i undergravningen af Lykketoft var Henrik Sass Larsen. Han gjorde alt, hvad han kunne for at så tvivl om formandens evner til at styre partiet og lægge en holdbar linje for det kriseramte parti. Sass blev efterhånden kendt som en lækagecentral, og journalister behøvede blot at ringe for at få viden om, hvad der foregik hos Socialdemokraterne.Normalt røber journalister aldrig deres kilder, men Sass Larsens modvilje mod Lykketoft var så intens, at det blev samtalestof, når journalisterne sludrede om livet i almindelighed og forholdene hos Socialdemokraterne i særdeleshed. Derudover var Sass så højlydt, at det efterhånden blev kendt af de fleste, som havde deres gang i korridorerne på Christiansborg. Holdet omkring Mogens Lykketoft gjorde sig absolut heller ingen illusioner: De vidste, hvor de havde Sass – nemlig som en hævngerrig modstander, som ville gøre alt for at ødelægge formandens chance for at få succes.« ( Berlingsketidende.dk, 10.11.2007). Bestemt ingen neutral analyse, men så tæt en bekræftelse af Ekstra Bladets historie, man overhovedet kan komme. Eller et ualmindelig beskidt forsøg på at spille med og begå karaktermord på Socialdemokraternes politiske ordfører? Forfatteren og debattøren Henrik Dahl, der er gift med det socialdemokratiske folketingsmedlem, Christine Antorini, berettede ikke mindre bramfrit på sin blog om opgøret blandt Socialdemokraterne under Lykketoft som formand, men hans indlæg er siden blevet fjernet. Meget lidt »forsvinder« dog så let på internettet, og det er bl.a. citeret i en historie på Nyhedsavisen, hvor vi kan læse, at de såkaldt fantastiske fire i Socialdemokratiet (Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard) aldrig været særlig begejstret for Sass Larsen: »Ingen af De Fantastiske Fire har nogensinde brudt sig om Henrik Sass Larsen, og som følge heraf gjorde de i mange år, hvad de kunne, for at holde ham så langt væk fra indflydelse, som overhovedet muligt. Jeg har ikke udspurgt alle fire medlemmer af DFF [De Fantastiske Fire] om, hvorfor de ikke bryder sig om Henrik Sass Larsen, men ud fra, hvad jeg har kunnet sammenstykke gennem samtaler med nogle af dem, skyldes de forrige ledergenerationers modstand mod ham, at han grundlæggende opfattes som et mådeligt begavet magtmenneske med en forholdsvis begrænset arbejdskapacitet. Hvilket alt sammen medfører, at man hverken kan stole på ham eller regne med ham.« (Citeret efter avisen.dk, 10.11.2007). Erik Valeur kritiserer imidlertid den tynde 'dokumentation', som danner udgangspunkt for hovedhistorien i Ekstra Bladet, og han fastslår indirekte, at TV2 Radio må fyre Jens Rohde, hvis det viser sig, at hele affæren aldrig var blevet til en sag i pressen uden ham. Og det er der meget, der tyder på: