For nylig blev Peter Brixtofte idømt yderligere to års fængsel af Østre Landsret, hvorefter han rettede et hårdt angreb mod den nu pensionerede dommer Peter Garde, som tidligere har dømt ham i byretten: »Det er politiske modstandere, som har dømt mig, og det har jeg ingen respekt for. Peter Garde er en yderligtgående højrenationalist, og han burde aldrig have været dommer.« (B.T., 6.10.2009). Nu er det jo let at trække på skuldrene af en straffet mands udfald mod en af sine dommere, og som læsere lader avisen os heller ikke komme en uddybning af den opsigtsvækkende kritik nærmere, men efterlader blot indtrykket af en ex-politikers frustration og spredehagl. Men måske rækker substansen bag udfaldet i realiteten længere end den specifikke sag: Danmark er et retssamfund, og derfor er alle lige for loven. Hvis du bliver fundet skyldig i at have begået kriminalitet og idømmes en straf, er denne straf ikke anderledes, om du er kommunist eller liberalist, kristen eller muslim. Dommerens politiske overbevisning eller etniske baggrund influerer heller ikke på, hvilken dom der fældes over den tiltalte, hvad enten vedkommende har samme politiske ståsted og etniske baggrund eller ej. Vi forventer naturligvis med rette, at dommere anstrenger sig til det alleryderste for at efterleve det altafgørende princip i retssamfundets fundament, at der er lighed for loven. Derfor er det i virkeligheden også underordnet, om Peter Garde er yderligtgående højrenationalist, marxist eller konservativ, og om han dømmer i en sag mod en tidligere borgmester fra Venstre eller en muslimsk asylansøger, ligesom en eventuel straf heller ikke afhænger spor af dommerens personlige politiske holdning. Vel? I Peter Gardes tilfælde er der imidlertid grund til at være i tvivl, eftersom han ved flere lejligheder har udtrykt en subjektiv og politisk holdningspræget tilgangsvinkel til sit dommerembede – tilsyneladende uden kollegers indsigelser? I et avisinterview har han på den ene side givet udtryk for, at »uligheden – som altid er utilsigtet – er en undtagelse«, men dét er ikke desto mindre et sigtepunkt, som andre af hans udtalelser på den anden side synes at dementere. Som dommer havde han således en tilbøjelighed til at se med en »vis mildhed« på kvindelige forbrydere, selv om han – med sine egne ord – udmærket var klar over, at det »nok er et halvvejs forbudt kriterium« (Politiken, 15.7.2008). Garde så også gerne mildt på polakker, der var blevet taget for spirituskørsel. Han »synes ærlig talt, det var lidt synd,« når de nu kun var her for at arbejde nogle måneder, og pludselig »sidder og drikker lidt sammen med kammeraterne og så ryger i politiets fælde på vej hjem«. I en artikel i 'Ugeskrift for Retsvæsen' får han ydermere indflettet, at mange østeuropæere jo »arbejder som små heste« (U.2008B.76). Men hammeren faldt måske anderledes i sager, hvor muslimer var på anklagebænken, end når polske »arbejdsheste« kørte spritkørsel? Her får vi om ikke andet Gardes subjektive generaliseringer for fuld udblæsning i avisinterviewet: »Når man har været dommer i så mange år, så ved man, at den der tilstår alligevel behandles mildere. Men herboende udlændinge med muslimsk baggrund tilstår aldrig. Og mister derved den rabat. Jeg tror, det har at gøre med æren, og at den dømte lettere kan bevare ansigt over for familien, hvis han kan sige, at den uretfærdige dommer dømte ham trods hans uskyld.« Til Det 38. nordiske Juristmøde i København i august 2008 pointerede Garde endvidere, at de nordiske lande sættes under pres som følge af »ubehagelige resolutioner om beskyttelse af religionerne«, som han mener »bør modarbejdes og aldrig implementeres i intern ret« (juraportal.dk). Og i det tidligere citerede 'Ugeskrift for Retsvæsen' skrev han, at det godt nok »strider mod et abstrakt frihedsideal,« når udlændinge, der straffes for at stjæle, forskelsbehandles i retssystemet, men denne praksis kalder han for intet mindre end »landets simple selvforsvar« ... Har disse bemærkelsesværdige fordomme og selektive subjektive præferencer mon præget Gardes domme, og hvorfor har sådanne udmeldinger ikke mødt behørig kritisk bevågenhed? Det principielt afgørende her handler jo ikke om den konkrete sag mod Brixtofte, og det handler ikke engang alene om Garde, der nu er pensioneret. Det handler om tavshed og manglende kritik af, at en dommer ikke blot udtrykker stærkt fordomsfulde synspunkter med bemærkelsesværdig politisk slagside i direkte relation til sit embede, men også giver udtryk for indlysende subjektivt personlige holdningsvurderinger fra sag til sag, hvorved princippet om lighed for loven åbenlyst flagrer. Den, der tier, samtykker, hedder det – hvis dét er tilfældet i et retssystem, hvor Gardes udmeldinger burde være blevet mødt af et eklatant modspil og som minimum en meget alvorlig indskærpning af at dømme upartisk, er der grund til bekymring. Ovenstående klumme var i den trykte avis lørdag den 17. oktober. REL.