Mens religionshistoriker Tim Jensen forsvarede den position, at islam er alt andet end den sort/hvide stereotypi, som efterhånden fylder danske medier, sammenlignede sognepræst Katrine Lilleør i Deadline 2. sektion (9. marts) hendes egen og andre kristnes parathed til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse over spisebordene og i aviserne, med den manglende evne og parathed til det samme fra muslimers side, og som eksempel fremhævede hun Monty Pythons film 'Life of Brian'. Har vi ikke set og hørt dette mange gange? Men hvor god er parallellen? 'Life of Brian' er trods alt en film med godmodig humor, ikke aggressivt had, og Brian er helten. Ayan Hirsi Alis 'Submission', som den gerne sammenlignes med, er et aggressivt og blodigt angreb på Koranen, der har været vist fire gange i nationalt tv som direkte led i hård konfrontation med muslimer. Begge dele bør i mine øjne indiskutabelt være tilladt - men Lilleørs sammenligning af den type »hån, spot og latterliggørelse«, som muslimer er genstand for i den offentlige debat, og så det, andre troende må affinde sig med i Danmark, er helt ude i skoven. At troende i almindelighed risikerer diskussioner, humor og sarkasme over spisebordene og en i øvrigt afvisende debat fra en række ateistiske debattører, står selvfølgelig slet ikke mål med gentagen national eksponering i samtlige medier af Westergaards propagandakarikatur (igen og igen og igen - nu som fast ikon i ugevis på hovedparten af siderne under jp.dk) sammenholdt med den øvrige kollektivt generaliserende og til tider dæmoniserende retorik vendt mod muslimer, som ingen anden religiøs gruppe er udsat for i Danmark. Ingen anden. Endvidere at gøre den pågældende Westergaard-karikatur til blot og bar 'humor' er ikke alene grotesk, men er at udstille sin egen mangel på kendskab til propgandaens mekanismer, virkemidler og historie. Man kan forsvare den alt det, man vil, og JP har (og bør altid have) ret til at bringe den - men det er og bliver en hårdkogt propaganda-karikatur. At der kan være en hård »tone« over for muslimer og kristne og andre troende er én ting, det kan der også over for ateister, og det må alle finde sig i (selv om der er en kolossal overvægt vendt mod muslimer) - men det er ikke »tonen«, der er problemet, det er substansen i det, der siges. Og der er et altafgørende spring fra ophidset debat, pågående argumenter og skarp kritik og så til at rendyrke negative stereotyper, dæmoniserende generaliseringer og propagandistiske virkemidler vendt mod muslimer over én kam. Mindre lødigt bliver det ikke, når Frederik Stjernfelt også i Deadline 2. sektion atter fremturer med den gamle JP-traver og løftede pegefinger om, at der er »nogen, der siger 'ytringsfrihed, men ...'« Denne opdeling i de sande ytringshedsforsvarere og ytringsfrihedsknægterne stammer fra alle karikaturkrisers moder (den oprindelige krise i 2005-06). Her var opdelingen mellem Foghs »får« og »bukke«, og her var JP's påstand om en »ytringsfrihed, man ikke kan gradbøje«. Det holdt ikke dengang, og det holder ikke i dag. JP har som ingen anden avis fremturet i sagsanlæg og klager mod forskere og andre, der har modsagt deres egen version af karikaturkrisen. Der er konstant et MEN, og JP insisterer igen og igen i praksis på et MEN. Lovgivningen er desuden fuld af ting, man ikke må sige og offentliggøre uden juridiske repressalier - injurielovgivningen er blot et hjørne heraf, ja, tænk på Frank Grevil, der er dømt for at have udleveret fortroligt materiale af indlysende offentlig interesse. Tænk på, hvor mange steder i Europa man kan få hårde domme for at benægte holocaust. Der er MEN'er overalt, og ytringsfriheden er ikke absolut. Spørgsmålet er, hvilke MEN'er der har den mest indskrænkende betydning i Vesten, og hvad disse MEN'er implicerer? Ja, der er mange eksempler på muslimer og verdensomspændende muslimske organisationer, der gerne vil forbyde blasfemi (yderligere), og deres pres og krav er naturligvis kun intensiveret som følge af diverse karikaturkriser - og nej, blasfemi burde være ikke være forbudt i mine øjne (skønt vi formelt faktisk stadig væk har et blasfemi-forbud i dansk lovgivning). At gå imod et blasfemi-forbud er imidlertid ikke det samme som at bifalde enhver propaganda, og det er ikke det samme som at bifalde hate-speech. Ytringsfriheden er under ansvar, og der er ytringer, som kan retsforfølges, og der er pressehistorier, som f.eks. kan påtales af Pressenævnet. Her kan og bør man diskutere, hvor grænsen bør gå - men ingen politiker og ingen avis er mig bekendt imod, at der er grænser. Alle insisterer på et MEN - men ikke alle er enige om, hvilket MEN. Presset på at få et tydeligere blasfemi-forbud har forsvindende held med sig i Vesten, men til gengæld er der masser af eksempler på, hvordan vestlige stater med held undergraver deres egen ytringsfrihed, f.eks. i terrorlovgivningen - her ser vi imidlertid ingen alarm fra Lilleør eller Jyllands-Posten, som tilnærmelsesvist kan sammenlignes med korstoget for retten til at producere, offentliggøre og genoptrykke propaganda-karikaturer rettet mod muslimer.