En irakisk tolk, der har arbejdet for danskerne i Irak, har to koner og bliver nu tvunget af Familiestyrelsen til at skille sig fra den ene. Forhåbentlig afprøver han sagen ved domstolene, sådan som han har mulighed for, for afgørelsen er endnu et eksempel på, hvordan systemet til tider overreagerer uden at tage hensyn til individet i enkeltsager. Ægteskaber med flere ægtefæller burde være tilladt, så længe de er indgået frivilligt fra alle parters side - og som minimum burde de være lovlige, når de er indgået uden for Danmark, sådan som det f.eks. er tilfældet i Storbritannien. Hvorfor? Af den simple grund, at det ikke kan komme andre ved, hvordan frie og myndige borgere organiserer deres kærlighedsliv ægteskabeligt (igen - så længe de hver især selv har truffet valget, naturligvis). Forventeligt er ligestillingsminister Karen Jespersen imidlertid 'glad for' beslutningen om tvangsskilsmissen, fordi flerkoneriet er "udtryk for et kvindesyn, som vi har forladt for flere hundrede år siden", som hun siger (Ritzau, 29.4.2008). Men hvad er det vel for et "kvindesyn", der med Karen Jespersen skal sættes før kvindens (og mandens) frie valg? Det kan i hvert fald ikke være noget frihedsskabende kvindesyn, men derimod ren formynderisk systemtænkning - 'staten ved bedst'. MetroXpress har omvendt en udmærket artikel om en 56-årig svenskfødt kvinde, Mariama Guldagger (født Elise), som har boet i Danmark siden 1970'erne, men for ti-elleve år siden blev gift med en senegalesisk bondeleder, der i forvejen havde to koner og 14 børn. To af årets tolv måneder bor hun i Senegal og må dele sin muslimske ægtemand med hans to medhustruer, og selv om det af og til kan føre til jalousi, har hun ingen planer om at blive skilt fra sit livs kærlighed. I MetroXpress kan man bl.a. læse: