Israels tre uger lange militærinvasion i Gaza i slutningen af december 2008 og begyndelsen af januar 2009 understregede den hidtidige proportionsforvrængende tendens i den israelske PR-maskine og mainstreammedierne i almindelighed, når Israel blev fremstillet som ensidigt "offer" for Hamas' amatørraketter. Israels knusende overmagt måtte stå klart for enhver under og efter den fuldkommen unødvendige sønderbombning for halvandet år siden. Hamas, der med en dystopisk indbildningskraft vil "slette" Israel af landkortet, opretholder et usympatisk totalitært styre, men at gøre denne trængte bevægelse til en "trussel" mod eksistensen af den regionale militære supermagt Israel er helt ude af proportioner - i praksis er det snarere Israel, der har held med at slette stadig større palæstinensiske områder af landkortet. Nu forsøger Israel så at sælge historien om drabet på mindst ni pro-palæstinensiske aktivister ombord på en nødhjælpsflåde som et forsvar mod aktivisters og 'terroristers' angreb - til trods for at israelske tropper bordede skibet i mulm og mørke i internationalt farvand, og til trods for at soldaterne meget behændigt konfiskerede aktivisternes kameraudstyr, så Israel har siddet egenrådigt på dramaets tv-monopol verden over. Men hvis det israelske militærs tv-optagelser ikke i bedste fald er selektivt redigerede, i værste fald misvisende for det samlede begivenhedsforløb, hvad kan så begrunde denne konfiskering? Givet den opslidende konflikt mellem palæstinensere og israelere, hvis rødder rækker et århundred tilbage, kan det ikke komme bag på nogen, at der blandt de ca. 700 aktivister på de seks skibe, som israelske tropper forhindrede i at nå frem, udover kulturpersonligheder og tidligere politikere fra flere lande også var personer, der ikke blot er drevet af motivet til at bringe nødhjælp frem til Gaza, men også af had til Israel. Men det er jo ingen undskyldning for at borde skibene om natten og bruge overlegen våbenstyrke til ikke blot at pacificere, men skyde og dræbe civile, for bagefter helt grotesk at fremstille dem som "terrorister". Fem af de ni dræbte er skudt i hovedet, afslører obduktionen - hvordan harmonerer det med den israelske påstand om, at soldaterne blot blev overrasket over aktivisternes modstand og havde ret til at forsvare sig "med det forbehold at soldaterne skulle sigte efter aktivisternes ben" (citeret efter The Guradian i Information, 1.6.2010)? En af de fem, som blev skudt i hovedet, er tilsyneladende blevet dræbt af en pistol, der blev affyret på en afstand mellem 2 og 14 centimeter ( Politiken.dk, 4.6.2010). Man kan kun håbe, at blokaden af Gaza ophæves som følge af denne episode - uden blokade, havde der slet ikke været denne situation, for der havde ikke været behov for humanitær nødhjælp til Gaza. Som et ekko af Israels afvisning af en humanitær katastrofe i Gaza skriver TV2's Steffen Jensen imidlertid på sin blog, at han ser masser af varer på markedet i Gaza, og konkluderer, at der faktisk slet ikke er noget fødevareproblem i Gaza: "... det er ikke mangel på fødevarer, der først og fremmest bekymrer folk hernede. Det største problem er manglen på arbejdspladser og en bæredygtig intern økonomi." Det er korrekt, at manglen på arbejdspladser og bæredygtig økonomi er et kæmpeproblem, men Steffen Jensen glemmer at bemærke, at Gazas markeder først og fremmest tilbyder dyre varer, som kun gør de elendige forhold for den fattige del af befolkningen endnu værre. En reportage fra The Guardian graver spadestikket dybere end Steffen Jensen: Gaza's markets of unaffordable goods conceal reality of people under siege.