0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livedebat: Bud på danskhed

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nedenstående indlæg blev brugt som baggrund for en livedebat med Rune Engelbreth Larsen. Debatten løb af staben den 25/6 og kan læses i kommentarfelterne. Kommentarfelterne er stadig åbne for bidrag (red.).


Drachmann er tæt på at være et anagram for Danmark (Dannmarch), men »Midsommervisen« (1885) hører til de mest modbydelige dele af den danske kulturarv - som Drachmann ellers i mange andre henseender har bidraget stort til. Nej, så giv mig hellere Johannes V. Jensens »Sommersolhvervssang« (1936):

Men er den ene sang mere dansk end den anden? I Johannes V. Jensens »Hjemkomst« fra 1903 finder vi på den ene side danskerne som et indskrænket og indelukket folk, men på den anden side som et dybt folk i skyggen af en grib, og teksten slutter i en ganske anden tone, end den begynder:

H.C. Ørsted skriver om »Danskhed« i 1836: »Et folks vel fremmes ikke ved at det tilskriver sig selv den størst mulige mængde af indbildte fortrin - desto sikrere kun indbildte, jo større de er - men ved bestemt at kende sig selv, og uophørligt at uddanne sig således, at det kan hævde en hæderlig plads i det store, oplyste, uophørligt fremadskridende folkesamfund, hvoraf det er en del.«

Georg Brandes siger i en grundlovstale i 1884: »Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

I et foredrag om Nationalfølelse fra 1941 siger Poul Henningsen: »Kronborg, som er bygget af den hollandske arkitekt Steenvinkel, er ikke noget nationalt bygningsklenodie hvis arkitektur vi kan betragte som udtryk for dansk formfølelse fra dengang. Nej den er et monument over en meget fin dansk egenskab: Evnen til at hente de rette folk hjem fra udlandet, når der er brug for dem. (...) I sin sunde form er nationalfølelsen noget ganske upolitisk: En kærlighed til den natur man er født i og det sprog man er opvokset med - og en vågen lyst til at lære af andre folk fra andre egne på områder, hvor de er dygtigere.«

I en helt anden boldgade synger Trille i sangen »Danmark« fra 1979:

Danmark og danskhed er et flydende begreb, der forandrer sig over tid. Hvad der var 'danskhed' i det 8. århundrede er ikke det samme som i det 12. århundrede, hvilket igen afviger fra danskheden i det 19. århundrede - der bestemt heller ikke er det samme som i det 21. århundrede. Og i ingen af århundrederne er der én kanonisk, absolut og forchromet 'danskhed', for selv om vi er præget af vores kulturarv, er vi forskellige og præget på forskellig vis.

Jeg bryder mig eksempelvis ikke meget om begrebet »Fædreland«, men er overordentlig glad for Danmark - jeg er derfor helt enig med Achton Friis, når han i bind 1 af De Danskes Øer (1926) konstaterer, at det er vanskeligt at finde et dækkende udtryk for den glæde, ja, den lykkefølelse, der kan ramme én over en oplevelse i sit land: »Den, som kender denne Følelse, finder dog intet Ord, som kan betegne den; det maaatte være et endnu skønnere Ord end Lykke! – 'Fædrelandskærlighed' har været godt engang, men duer ikke længere; det er for længst slidt op i andre Formaals Tjeneste.«

Også derfor foretrækker jeg moderlandskærlighed, bl.a. med de natur-associationer, som det trækker på, og som jeg har fulgt og uddybet i bogen Danmark er en kvinde - en genopdagelse af den danske natur.

For hvad er vel det 'danskeste' af alt, det mest grundlæggende og mindst foranderlige (om end langtfra uforanderlige), hvis ikke karakteren af vores natur og landskab?

Selv om jeg mener, at naturen og landskabet er mere 'dansk' end al den selektive tvangsfordanskning, hvormed visse politikere vil presse deres egen selektive danskhed ned over hovedet på os allesammen, er der naturligvis også rigeligt med opbyggelig humanistisk ånd at hente i den danske kulturarv som modstykke hertil.

Tag bare Holger Danske, hvis skæbne jeg har fulgt fra middelalderens krige og frem til hans nuværende residens i Sverige sammen med hans elskede Rezia. Jo, den er god nok - læs selv: Holger Danske og Rezia i Malmø.

Der er i det hele taget grund til at erindre om den frihedselskende og tolerante del af vores arv - derfor denne humanistiske danske kulturkanon: En Dansk Frihedskanon.

Og som led i samme modvægt mod den ensrettende og selektive danskhed, der hænger som en grib over os i denne tid (apropos Johannes V. Jensens »Hjemkomst« ovenfor), er selvfølgelig også det oprør, som mønstrede ikke bare Holger Danske, men også Den lille Havfrue, Aladdin, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren og Dana i Modstandsbevægelsen Danmarks Løver.

Et fanatisk fremmedhad har hjemsøgt landet i forskellige epoker, men det er også altid blevet bekæmpet. Det er blot ét eksempel på, hvorledes modsatrettede strømme løber gennem vores kulturarv, og på at det sidste punktum selvfølgelig ingenlunde er sat i sagaen om danskheden - og forhåbentlig heller ikke bliver det lige med det samme.

Men Danmark og danskheden er i alle tilfælde ingen nationalistisk syltekrukke eller container - mangt og meget af alt det, der kendetegner os politisk, kulturelt, religiøst og areligiøst er internationale strømninger, der er skyllet ind over vore kyster. Danmarks udefrakommende kulturpåvirkninger er både dybt- og vidtrækkende:

Danmark og danskheden bevæges og bevæger sig indefra og udefra, og ingen dansk kulturarv er forpligtende for noget menneskes tankegang, følelser eller holdninger i dag. Men den mangesidede danske kulturarv er selvfølgelig inspirerende og forklarende for den, der leder efter mønstre og tendenser til at forstå, hvilke historiske begivenheder, kunstneriske værker, religiøse opbrud og filosofiske tanker, der har bidraget til at forme landet og de mennesker, der har boet her - og derigennem også fortsat præger det samfund, vi kender i dag. På godt og ondt.

TIL INSPIRATION OG DISKUSSION

> Holger Danske og Rezia i Malmø
> Achton Friis: Lykke over Danmark
> Johannes V. Jensen: Hjemkomst
> En Dansk Frihedskanon
> Danmarks udefrakommende kulturpåvirkninger
> Danmark, mit moderland

OG HUSK LIVEDEBAT HER PÅ BLOGGEN:

Fredag (den 25.6.) kl. 10-11 sidder jeg klar og svarer på spørgsmål og kommentarer online. Emnet er: HVAD ER DANSKHED?

Med venlig hilsen,
Rune Engelbreth Larsen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement