Mens en blodig borgerkrig raser i Irak, og Afghanistans håb, den kvindelige menneskerettighedsforkæmper Malalai Joya trues på livet og presses ud af parlamentet, kan Syrien lune sig i skyggen af amerikansk udenrigspolitiks problemer i den islamiske verden ... Den kun 28-årige Malalai Joya, der gentagne gange har afvist, at der skulle være noget reelt demokrati i Afghanistan, og som har beskyldt nuværende parlamentsmedlemmer for at være narkokriminelle og krigsforbrydere, risikerer at blive smidt ud af nationalforsamlingen. Få har hendes mod - hun talte allerede imod Taleban, før regimet blev væltet, er konstant omgivet af bevæbnede vagter og kan næppe længere tælle antallet af voldtægts- og mordtrusler, hun har været udsat for - indtil videre har hun overlevet fire attentater. Underhuset i det afghanske parlament vil imidlertid suspendere hende for at have forbrudt sig mod en paragraf, der åbenbart forbyder lovgivere at kritisere andre lovgivere. Senest har hun således udtalt om parlamentet: »En stald eller en zoologisk have er bedre. Der har man i det mindste et æsel, der bærer et stort læs og en ko, som producerer mælk. Parlamentet er værre end en stald eller en zoo.« (Politiken, 25.5.2007). De militære og menneskeretslige problemer i Afghanistan og Iraks blodige borgerkrig er til gengæld lige noget, der gavner det syriske regime, hvor præsident Bashar al-Assad forventes genvalgt med en majoritet på 97-99 procent af stemmerne - uden modkandidat, naturligvis. Klapjagten på åbenmundede oppositionspolitikere og menneskerettighedsforkæmpere er blevet endnu lettere i Syrien, nu hvor det internationale pres er aftaget - og oppositionen resignerer. Menneskerettighedsforkæmperen og forlæggeren Maan Abdul-Salam påpeger, at det værste næsten er, at »Vesten har givet selve ideen om demokrati et dårligt ry«. Til Politiken udtaler han: »Irakkrigen og kaosset i Afghanistan og Libanon har ødelagt alt for demokratibevægelsen i Syrien. Vi har lige så mange etniske grupper og forskellige trosretninger som de andre lande, og efter at have set hvor galt det kan gå, har de fleste syrere konkluderet, at de ikke er interesseret i demokrati, hvis risikoen er at blive et nyt Irak.« Imens har danske politikere travlt ved håndvasken. I sidste uge erkendte udenrigsminister Per Stig Møller så småt fiaskoen i Irak, og nu er det forsvarsminister Søren Gades tur. I et længere interview i Information er han redelig nok til at medgive et dansk medansvar: »Hvis du havde spurgt mig for tre år siden om den sandsynlige udvikling i Irak, så ville jeg have spået den til at være markant bedre, end den er. Jeg havde ikke forestillet mig, at man ikke var nået længere i den interne fredsproces i Irak. Det skal jeg gerne indrømme. (...) Der skal ikke herske tvivl om, at freden ikke var godt nok forberedt. Selv om amerikanerne er de store spillere her, så er vi jo en del af koalitionen og skal ikke løbe fra ansvaret.« (Information, 25.5.2007). Hvad gik galt? Gade svarer: »En af de store fejl var opløsningen af hæren, fordi man på den måde tog brødet ud af munden på nogle mennesker, som så var lette ofre for dem, der havde penge og ønskede uro. Det var tilsvarende et problem, at man smed alle medlemmer af Baath-partiet ud af statsadministrationen, fordi den dermed faldt fra hinanden.« Det er naturligvis symptomatisk, at såvel udenrigsministeren som forsvarsministeren konstant vægrer sig ved at gøre selve den propagandistiske krigsiscenesættelse til en del af årsagskomplekset bag den irakiske tragedie i dag. Når den danske regering stod last og brast med amerikanernes fabrikerede dokumentation om irakiske masseødelæggelsesvåben, al Qaeda-forbindelser osv., var det jo ikke, fordi disse påstande ikke blev modsagt, eller fordi der ikke var international kritik og opposition - tværtimod. Faktisk havde selv den vestlige verden ikke været så splittet i årtier, som da Bush med Foghs velsignelse fik hastet sin krig igennem på et grundlag af politisk løgn og manipulation. Men det er helt ude af Søren Gades optik, at amerikanernes slet skjulte oliemotiver og krigspropaganda fordrejede fokus for løsningsmodellerne allerede fra begyndelsen af. I stedet skyldes fiaskoen i Irak, at man lige kom til at begå nogle indledende fodfejl - såsom at opløse den irakiske hær. Men ellers var det såmænd nok gået alt sammen, ikke sandt? Irakerne ville altså have været glade for at se amerikanske, britiske og danske besættelsestropper i deres land, så længe de bare arbejdede sammen med resterne af Saddams hær? Og Saddams hær ville selvfølgelig være velvillige samarbejdspartnere for de tropper, der lige havde bestræbt sig på at pulverisere så mange af dem som overhovedet muligt under ugers massive bombardement fra verdens mest knusende militærmaskine? Det er et behændigt forsøg på at dreje fokus væk fra det faktum, at krigspropagandaen, krigens hastværk og de vestlige troppers efterfølgende tilstedeværelse i form af en besættelsesmagt sig selv er en betydelig konfliktfaktor. Det er selvfølgelig ikke den eneste i et land, hvor etniske og religiøse grupper er blevet brutaliseret i årevis og har skabt ulmende brudflader - men selve besættelsen er afgjort en betydelig del af problemet, ikke af løsningen.