I de senere år er militæret og diverse efterretningstjenester i åbne demokratiske samfund blevet bedre til at undertrykke og manipulere informationer fra krigs- og konfliktområder. For totalitære regimer er den slags forholdsvis let, enten fordi medierne er i lommen på magthaverne, eller også fordi en effektiv forcensur hindrer 'uønskede' informationer i at slippe ud. Men med pressefrihed og frie medier, der bestræber sig på (i det mindste ideelt set) at fungere som en magtkritisk faktor, er det selvsagt vanskeligere at hindre nyheder om krigsløgne og krigsforbrydelser. Imidlertid er tilgangen til nyheder fra krigsområder blevet vanskeligere og mere styret end tidligere, og magtkritisk journalistik er i sådanne tilfælde blevet besværliggjort. Også af disse grunde er WikiLeaks et humanistisk og magtkritisk projekt af forbilledlig karakter og stor betydning. Ved at være opsamlingsportal for lækkede dokumenter af potentiel betydning for magtafslørende virksomhed har alle typer magthavere og politiske systemer fået en kritisk modspiller. Kan WikiLeaks offentliggøre for meget? Sandsynligvis, men man har tilsyneladende bestræbt sig på at undgå det. Det siger sig selv, at den nuværende sag med over 91.000 offentliggjorte dokumenter om krigen i Afghanistan rummer faldgruber. Bl.a. De Konservatives Helge Adam Møller udtalte for nylig, at det f.eks. var fatalt at offentliggøre navnene på NATO-soldaters afghanske kontakter, fordi dette selvsagt ville bringe disses liv i overhængende fare. Har WikiLeaks gjort dette? Måske, men i så fald næppe tilsigtet. Faktisk har man af samme grund tilbageholdt over 15.000 dokumenter, forklarer WikiLeaks' stifter, Julian Lange: "Vi har gennemgået materialet, og WikiLeaks har valgt at tilbageholde 15.000 dokumenter, som vi mener kan bringe individer i fare. Heriblandt var der tale om dokumenter med navne på lokale afghanere, som vi mente kunne identificeres ud fra oplysningerne i dokumenterne. Vi har folk, der er højt kvalificerede, til at gennemgå dokumenter af den natur." (Politiken, 29.7.2010). Måske er der sluppet enkelte navne gennem nåleøjet - men hvis medierne ikke offentliggør disse, er der næppe nogen jordisk chance for, at de kommer i hænderne på Taleban, der i givet fald skal bruge titusind- eller hundredtusindvis af arbejdstimer på at læse materialet igennem og identificere afghanere ud fra eventuelle navne. Så er der spørgsmålet om, hvorvidt dokumenterne røber dele af NATO's strategi, der i givet fald kan gavne Taleban? Igen vil det kræve et overmenneskeligt gravearbejde, der er temmelig urealistisk, hvis ikke internationale medier 'forærer' lige præcis sådanne oplysninger, som deres journalister måtte have gravet sig frem til (og de få medier, der har ressourcer til aktivt at gå en større bid af materialet igennem, har næppe grund til at levere hoveder på et fad til Taleban). Men indrømmet: Risikoen - hvor minimal den end er - er der. Den skal så bare måles imod muligheden for, at pressen, politikerne, historikerne og offentligheden kan få et udtømmende billede af, hvad der foregår i Afghanistan, hvilket nu engang er afgørende for en realistisk vurdering af (og beslutningsprocessen bag) fortsat krigsdeltagelse. I alle tilfælde er det fuldkommen ude af proportioner, når amerikanske politikere og talsmænd hævder, at USA's sikkerhed er i fare. Igen er Julian Assange helt nøgtern, når han kategorisk afviser denne bekymring: "Skulle USA's sikkerhed være truet af dette? Er det en vittighed? (...) Vi har måske tværtimod været med til at redde liv set i den store sammenhæng, fordi det her kan være med til at ændre USA's strategi i Afghanistan for fremtiden." Også danske militærfolk og visse politikere er tilbøjelige til at trække kortet om "nationens sikkerhed", hvis militære informationer kommer til offentlighedens kendskab - hvilket vi bl.a. har set i den store skandale om Jægerbogen. Meget grove manipulationer og løgne blev taget i brug for at intimidere medier og undertrykke informationer, som efter alt at dømme havde ingen eller megen ringe betydning for danske soldaters sikkerhed - og absolut ingen konsekvenser, der med rimelighed befordrede sprogets devaluering til det absurde i en påstået frygt for "nationens sikkerhed". Sandt er det, at der udover enkeltsager indtil videre ikke er kommet oplysninger frem, der fuldstændig vender op og ned på det billede af krigen, vi i forvejen er bekendt med, men for det første er det også problematisk nok i sig selv for de røster, der ønsker krigen forlænget; for det andet er materialet yderst omfangsrigt og ikke undersøgt til bunds endnu; og for det tredje kan andet følge i kølvandet på offentliggørelsen. Summa summarum: WikiLeaks tager i nogen udstrækning hensyn til faren ved offentliggørelserne, men tjener først og fremmest det formål at holde magten i skak ved at repræsentere en permanent mulighed for whistleblowers, der gør magthaveres magtmisbrug og informationsmanipulation en smule mere risikabelt, fordi det er blevet lettere at lække undertrykte kendsgerninger. Og dét formål er langt langt vigtigere end den yderst begrænsede risiko, der i sagens natur følger med. APROPOS: > Wikileaks > The Story Behind the Publication of WikiLeaks’s Afghanistan Logs > Forsvarskommandoen censurerer og vildleder igen-igen