Naser Khader har et omfattende netværk, der bl.a. består af nuværende og tidligere spindoktorer for Anders Fogh Rasmussen samt en række mediefolk. Det er naturligvis ikke noget problem i sig selv, men sikkert en fordel i en lang række sammenhænge for Khader. Problemet opstår, når de selv samme personer, der er private venner med Khader, også bruges flittigt som 'uvildige' kommentatorer, der skal vurdere og analysere Khaders og Ny Alliances politiske gøren og laden. Det gælder ikke mindst Anders Fogh Rasmussens to tidligere spindoktorer, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, samt statsministerens nuværende spindoktor, Michael Ulveman. I lighed med Michael Kristiansen mener Qvortrup imidlertid, at der kun ville være et problem at kommentere Ny Alliance, hvis de også var ansat af Khader. Sagen er imidlertid den, at både Michael Kristiansen, Henrik Qvortrup og Michael Ulveman sad i privaten hos Naser Khader lørdagen efter stiftelsen af Ny Alliance til en hyggeaften, mens de så sig selv kommentere og blive kommenteret af hinanden i tv. F.eks. udtalte ex-spindoktoren Kristiansen i en tv-kommentarer: »Tilsyneladende appellerer Ny Alliance både til eliten og folket. Det er ethvert partis ønskedrøm.« Hvorvidt det er et problem, at Qvortrup, Kristiansen og Ulveman, der har eller har haft et nært politisk samarbejde med Anders Fogh Rasmussen, plejer privat omgang med en konkurrerende partileder, som oven i købet kan komme i den altafgørende nøgleposition for den næste regeringsdannelse, må de forskellige partier jo selv slås med. Men der er næppe tvivl om, at Fogh griner hele vejen til stemmeurnerne, hvis ikke noget meget sensationelt kommer i vejen. For hvor begynder, og hvor slutter informationsstrømmen mellem Khaders private sammenkomst med Venstre-spindoktorerne, og så f.eks. Venstre-spindoktor Ulvemans drøftelser med statsministeren? Hvad har de fortalt hinanden, som Fogh kan bruge i sine udmeldinger om Ny Alliance? Igen - det er i og for sig ikke dér, hunden ligger begravet. Nej, det egentlige, men til gengæld betydelige problem er, at de tre spindoktorer selvfølgelig er komplet ubrugelige som uvildige kommentatorer i enhver mediesammenhæng, der kommer ind på Khader og/eller Ny Alliance. Medmindre de præsenteres som f.eks.: Qvortrup, ex-spindoktor for Venstre, nuværende nær ven af Naser Khader. Alt andet er ganske enkelt seer- og vælgermanipulation. Det er således ikke den fulde sandhed, når Qvortrup afviser, at hans dobbeltkasket burde bekymre, og forklarer, hvorfor den tværtimod gør ham til en ekstra god spindoktor: »Det var også derfor, at jeg på et tidspunkt i en spin-udsendelse sagde, at måske var han bare den rigtige politiker i det forkerte parti. Når man fungerer som politisk analytiker er det måske, fordi man hører ting, der ikke bare står i pressemeddelelserne. Det kommer man blandt andet til ved at have et forhold til centrale aktører som Naser Khader.« ( Journalisten, 24.5.2007). Sikken en 'ekspertise'. Det skulle altså være en særlig informativ bemærkning af skarpsindig analytisk betydning, at Qvortrup kunne trække på sit intime venskab med Khader og derfor sensationalistisk bedyre: »Khader er den rigtige politiker i det forkerte parti«? Hvilken almindelig avislæser på 13 år kunne vel ikke have leveret dét guldkorn for måneder siden? I virkeligheden gælder dette jo ni ud af ti kommentarer fra hoften fra sådanne spindoktorer - de er komplet ordinære. Nu skal det rimeligvis medgives, at Qvortrup er én af de få, som faktisk af og til benytter sig af en insider-viden, som i andre tilfælde kan være informativ, og som hører til de mindre uinteressante af slagsen - men derfor er han naturligvis fortsat ikke uvildig, og derfor bør det også fremgå helt klart, at dette ikke er tilfældet. Det store problem er med andre ord ikke mediernes mani med at trække på sådanne eksperter med indlysende politiske dagsordener som bl.a. Ralf Pittelkow og Henrik Qvortrup - men at det ikke klart tydeliggøres, at de er medspillere i det strategiske, politiske spil og derfor også udtaler sig politisk. De bør således ikke være genstand for det andægtige mikrofonholderi, som medierne har for vane - og derfor heller ikke bruges eller interviewes mindre kritisk end de politikere, som de selv kommenterer.