I midten af januar erkendte den amerikanske præsident George W. Bush i et interview i det amerikanske tv-program, 60 Minutes, at det var fejlagtigt, når man om grundlaget for Irak-krigen havde påstået, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at Irak var involveret i terrorangrebet den 11. september 2001. Den danske statsminister kaldte det efterfølgende »fornuftigt« af den amerikanske præsident at være så »ærlig og åben« (Politiken, 17.1.2007). Det er imidlertid betydeligt mere, end man kan sige om Anders Fogh Rasmussens egen gøren og laden i hans gentagne afvisninger af Ekstra Bladets journalist Bo Elkjær, der har anmodet om et interview om Irak-krigen. Elkjær vil bl.a. gerne have statsministeren til at uddybe sin udtalelse i marts 2003, hvor han hævdede: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.« Ved siden af at være statsminister er Anders Fogh Rasmussen også pressens minister – og som bekendt en af Ytringsfrihedens Apostle, for hvem pressefriheden til at »håne, spotte og latterliggøre« er overordentlig betydningsfuld. Til gengæld er pressefriheden altså ikke mere betydningsfuld, end at statsministeren i årevis har nægtet Bo Elkjær et interview. Den samme Bo Elkjær, som i 2003 modtog Cavling-prisen for sin dækning af Irak-krigen. Den samme Anders Fogh Rasmussen som qua pressens minister ved selve prisoverrækkelsen lovede den samme Bo Elkjær et interview. Elkjær har ikke desto mindre kun modtaget standard-afslag fra stats- og udenrigsministeren om et interview. Det er efterhånden blevet til 667 (sekshundredeogsyvogtres) forgæves henvendelser. I en redegørelse for sagen har ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen den 1. juni udtalt sin klare kritik af statsministerens afvisning. I konklusionen til Bo Elkjær hedder det: »Jeg må herefter lægge til grund, at Statsministeriet ikke har dokumenteret nogen konkret grund – endsige en saglig grund – til, at De ikke kan få et interview. Som følge heraf har jeg samtidig hermed indstillet til Statsministeriet at ministeriet genoptager sagen med henblik på at De nu får tilbudt et interview med statsministeren, eller at ministeriet i tilfælde af fortsat afslag konkret redegør for de grunde som ministeriet har lagt vægt på.« I mine øjne er det i og for sig helt op til enhver – privatperson, folketingspolitiker eller minister – selv at bestemme, om de vil interviewes eller ej. Der er også rigeligt med usaglige gabestoksjournalister til, at man udmærket kan afvise dem igen og igen. Der er ingen grund til at helliggøre en journalist per se, som om vedkommende er et betroet sandhedsvidne, der har en særlig »ret« til at interviewe hvem som helst. Men når vi taler om selveste statsministeren og pressens minister, er det naturligvis altafgørende, at han sagligt begrunder, hvorfor en specifik journalist konsekvent afvises – og det er netop dét, der gør ombudsmandens kritik ekstra hård. Og ekstra berettiget. Der er hverken konkret eller saglig grund til afvisningen af Bo Elkjær, konkluderer ombudsmanden. Meget tydeligere kan statsministerens og udenrigsministerens magtfuldkomne arrogance ikke udtrykkes. Og dét burde det naturligvis være op til Elkjærs kolleger i pressekorpset at konfrontere både stats- og udenrigsministeren med igen og igen i stedet for den tandløse andægtighed, som så mange journalister især omgås Anders Fogh Rasmussen med.