Nogle af os er gamle nok til at huske dengang, hvor fodbold bare var lidt mere end en sportsgren i Danmark. Dengang hvor en kamp mod Sverige godt nok også kunne mønstre betragtelig bevågenhed, men hvor der vist nok ikke fandtes hooligans hertillands, og hvor landskampe trods alt ikke var omgærdet af den voldsomme kultdyrkelse, vi har set i de senere år. Det begyndte vel med de såkaldte roligans i 1980'erne og kulminerede foreløbig, da en tysker blev nationalhelt for at gøre et dansk fodboldlandshold gældende i Mexico. Den egentlige æra fik dog sit altafgørende gennembrud med det usandsynlige fodboldmirakel i 1992. Danmark var ikke kvalificeret til EM-slutrunden, men så kollapsede Jugoslavien, og nationens helte kom med på et forbløffende afbud. Det gik først ad helvede til, og en eller anden tv-kommentator spåede i den indledende runde, at holdet allerede var så godt som sparket ud. Hvem ville dengang have gættet, at det samme hold ikke desto mindre skulle ryge hele vejen videre til finalen, slå fodbold-supermagten Tyskland og blive europamestre? Men sådan gik det - the underdogs vandt. Det var selvfølgelig bare sport og underholdning for milliarder, men det blev alligevel besunget som et vaskeægte eventyr i H.C. Andersen-klassen, og euforien ville ingen ende tage. Gennem de globale sportsbriller var danske fans populære over alt, danskere var hyggelige, og Danmark var dejligt. Siden har medierne og store dele af befolkningen været i en kollektivt tilbagevendende fodboldrus, der kun lejlighedsvist har været suppleret af en håndboldrus - og en overgang som bekendt også af en vis cykel-Riis. Men 'ånden fra 1992' er langt væk i 2007, hvor en feteret fodboldstjerne slår en svensk spiller i plænen og bliver udvist. En sanseløst beruset hooligan løber ind på banen, overfalder dommeren, og lunter roligt tilbage til tribunerne, hvor adskillige tilskuere ser til med brede grin og fadølsvåde øjne. Andre fadølsdopede idioter lader det regne med flasker ned over svenske journalister, og da en af dem forsøger at beklage sig til den navnkundige Don Ø, afviser fodboldbossen ham med verbal tilsvining: "Pil af, bonderøv!" Var der nogen rest tilbage af dansk selviscenesættelse som det uskyldige, nuttede og tolerante hyggeland af roligans, er den gået fløjten efter dette tragikomiske optrin. Men det er de "brodne kar", der ødelægger det for de andre, lyder det undskyldende og skuffende. Og det er selvfølgelig fuldkommen sandt. Men det er også sandt, at disse nationalbrag såvel som nationale fodboldkampe har været omgærdet af noget nær kultisk dyrkelse af mere og mere aggressiv karakter i de senere år, hvilket i det mindste hverken har understimuleret nationalistiske fodboldtosser eller almindelige landsbytosser. Der er jo ikke tale om, at brutaliseringen er et undtagelsesvist tilfælde, eller at forråelsen kommer som lyn fra en klar himmel. Danmark er for længst gået fra at være den hyggelige puttenutte fodbold-nation af samba-roligans til at imitere alle hard core-hooliganismens kendetegn: Brutal vold mod andre fodboldfans såvel som sten- og flaskekast er tilbagevendende scenarier. Kliker af endnu mere yderligtgående hooligans er ligefrem organiseret i racistiske grupperinger, og der er tilskuere, som grynter abelyde efter fodboldspillere med "forkert" hudfarve. I 1992 blev Danmark mirakuløst europamestre i fodbold, men nu er festen med andre ord forbi. Engang var det samba-rytmer og roligans, der tegnede billedet, og engang var det fodboldens David, der vandt over fodboldens Goliat; i dag bliver en dommer overfaldet og en modspiller slået i gulvet. Festen er forbi - og fra udlandets perspektiv er den endt lige så uvirkeligt og pinligt, som den begyndte uvirkeligt og eventyrligt. Der er selvfølgelig ingen grund til at gøre en tilfældig fodboldkamp til et sindbillede på nationens tilstand, men der er unægtelig noget symptomatisk over skandalens karakter. Skulle den også gå hen at blive et symbolsk tegn på afslutningen af en æra, hvor nationaldyrkelsen for stadig flere er kammet over i stigende arrogance og aggressivitet på flere niveauer og i flere henseender, har den dog været godt for noget.