Per Stig Møller er vel den moralsk mest belastede danske minister. Hans fantasifulde forklaringsskift før og efter iscenesættelsen af Irak-krigen er tilstrækkelig belastende i sig selv (jf. Per Stig Møller fordrejer krigsiscenesættelse), og hans afvisning af interviews om Irak med Ekstra Bladets journalist, Bo Elkjær er nøjagtig lige så magtfuldkomne og useriøse som statsministerens (jf. Statsministerens magtfuldkommenhed). Men at det bestemt ikke standser dér, har Jyllands-Posten netop afdækket. Lad os lige skrue tiden lidt tilbage: Den danske FN-mission har lagt pres på undersøgelseskommissionen (Independent Inquiry Committee, IIC), der tilsyneladende nøler med udleveringen af millionvis af dokumenter, som kan være udslagsgivende for ansvarsplaceringen i korruptionssagerne i forbindelse med den såkaldte olie for mad-ordning, der stod på i 1996-2003 under Saddam Husseins regime. Den danske udenrigsminister udtalte sin skarpe fordømmelse heraf i maj 2007: »Det er helt afgørende, at der gives de nationale myndigheder mulighed for at efterforske det materiale, der befinder sig i New York. Den danske FN-mission har derfor - senest i sidste uge - over for FN klart understreget dette og skubbet på for en løsning. (…) Jeg er skuffet over, at der stadigvæk er vanskeligheder, trods Generalsekretærens tilsagn om at bistå medlemsstaterne med dokumentation til national efterforskning.« (Berlingske Tidende, 3.5.2007). Nu viser det sig imidlertid, at en anden stopklods i efterforskningen heraf sorterer direkte under selv samme udenrigsminister - Per Stig Møller. Jyllands-Posten har afsløret, at Udenrigsministeriet direkte blokerer for efterforskningen af danske virksomheder i nøjagtig denne sag. I halvandet år har man således afvist at udlevere materiale, som Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (Bagmandspolitiet) har anmodet om, og ligefrem nægtet at lade nogle af ministeriets medarbejdere blive afhørt, selv om de sidder inde med relevant viden om skandalen. Der er 17 danske virksomheder, som efterforskes af Bagmandspolitiet for ulovligt at have tjent på nødhjælpsprogrammet olie for mad, bl.a. Grundfos, Novo Nordisk og F.L. Smith. På verdensplan betalte over to tusind virksomheder direkte til det irakiske regime for at få ordrer i hus under den ordning, der beskrives som verdens største korruptionsskandale. For de danske virksomheders vedkommende var der tale om ordrer for tre milliarder kr., hvoraf 40 millioner tilsyneladende røg tilbage til Saddam Hussein som ’tak’ – en direkte overtrædelse af FN’s daværende sanktioner mod Irak. Det er værre end åbenlyst hykleri, når udenrigsministeren over for offentligheden er den store korsfarer mod den ulovlige korruption, mens han bag kulisserne er ansvarlig for et ministerium, der samtidig direkte obstruerer efterforskningen. Det bliver kun endnu værre, hvis det er korrekt, når Jyllands-Posten hævder at have dokumenteret, at Udenrigsministeriet oven i købet var bekendt med disse ulovligheder, mens de fandt sted, men undlod at gribe ind. Der er i givet fald tale om magtmisbrug af særdeles alvorlig karakter, og Per Stig Møller skylder selvfølgelig at opklare de mange betændte forhold i sagen hurtigst muligt.