Pressechefen for Amnesty International i Sverige, Elisaeth Löfgren har i lighed med en række danske medier helt kortsluttet den danske Amnesty-afdelings fuldkommen reelle og nødvendige brug af en tidligere Guantanamo-fange, Ruhal Ahmed i en kampagne mod tortur. Til den svenske avis Aftonbladet udtalte Löfgren: »Det er bestemt ulykkeligt, at en Amnestyrepræsentant bakker op om Talebanregimet og dødsstraf. Nu flyttes fokus fra det, kampagnen skulle handle om.« Fokus flyttes kun af den, der vil flytte fokus. For hvad handler menneskerettigheder og kampen mod tortur om? At alle skal sikres mod tortur - både den uskyldige borger, den hårde kriminelle, den formodede terrorist, barnet, kvinden, soldaten, den indskrænkede ekstremist, ja sågar torturbødlen. Det er dét, der er essensen. Derfor er det ikke alene ligegyldigt i denne sammenhæng, at Ruhal Ahmed er Taleban-støtte og udtaler sig som en ensrettet dogmatiker, når han imod veldokumenterede kendsgerninger skønmaler talebanernes regime - det er derimod en ekstra understregning af, hvad kampen mod tortur går ud på, og hvad Amnesty International står for og skal stå for. At medierne er interesserede i at bore i Ruhals holdning til Taleban er oplagt, men det ændrer ikke spor ved relevansen af Amnestys kampagne eller understregningen af, at end ikke en Taleban-støtte skal tortureres. Det er dét, der adskiller det ikke-totalitære retssamfund fra det totalitære uretssamfund: Retssamfundet tildeler også tilhængeren af totalitarismen de rettigheder og den retsbeskyttelse som alle andre - velvidende, at tilhængeren af totalitarismen sikkert sjældent ville gengælde denne gestus, hvis rollerne var byttet om. Derfor er jeg helt enig med den danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen, der på Amnestys hjemmeside skriver: »Man kunne med rette kritisere Amnesty International, hvis vi foretog sindelagskontrol af torturofre, før vi lod dem fortælle om deres oplevelser. Det gør vi ikke. Menneskerettighederne gælder for alle, og uanset hvilke holdninger, du har, så kan det aldrig legitimere brugen af tortur og tidsubestemt indespærring uden at blive oplyst om sine rettigheder eller sigtelser.« Essensen i denne sag er og bliver kampen mod tortur, som Normann Jørgensen fastslår: »Ruhal er et vidne til de forhørsmetoder, som USA anvender mod terrormistænkte. Han har været udsat for alle de krænkelser, man kan forestille sig - herunder slag, tæsk, trusler, stresspositioner, seksuelle ydmygelser, ekstrem høj og aggressiv musik, stroboskoplys i dagevis og isolation i månedsvis. Efter to og et halvt år blev han løsladt uden hverken forklaring eller undskyldning. Hans historie er troværdig og gennemdokumenteret, og den danner desuden baggrund for spillefilmen 'Vejen til Guantánamo', der vandt Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin. Ruhal er et ungt menneske, der har mærket torturen på sin egen krop. Det gør ham til et vigtigt vidne, men ikke til repræsentant for organisationen Amnesty International.« Så enkelt er det. Derfor er der ikke noget paradoks, og derfor er Amnesty Danmark helt på rette spor, og Amnesty Sverige m.fl. totalt ved siden af i sin kritik.