At Ny Alliance har afvist at meddele, hvilken statsministerkandidat, partiet vil pege på, kommenterer valgforsker Jørgen Goul Andersen i dagens Politiken: »Der er ikke lavet systematiske opgørelser over, hvordan vælgerne reagerer i sådan en situation. Men vi ved, at de gerne vil have præcise meldinger om, hvor et parti står. Ny Alliance vil bevare imaget som midterparti, men kommer let til efterlade et diffust billede, når det ikke vil pege på en statsministerkandidat.« Det, han med andre ord, siger, er: 1) At han ingenting ved om vælgernes reaktion på dette område, men går i gang med at konkludere generelt alligevel. 2) At Ny Alliance får svært ved at bevare imaget som midterparti, når de ikke melder ud om statsministerposten - skønt det modsatte indlysende er tilfældet: Ny Alliance ville få svært ved at bevare imaget som midterparti, hvis partiet bandt sig til V eller S allerede på forhånd. Ny Alliance har derfor valgt den eneste fornuftige strategi. Selvfølgelig styrkes partiets manøvremuligheder af at man lader mulighederne stå åbne og gør det klart, at Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen skal kæmpe for partiets støtte - altså være parat til substantielle politiske indrømmelser. Det kunne Enhedslisten og SF lære af. Ikke fordi ret mange vil mistænke venstrefløjen for at pege på Anders Fogh Rasmussen, men fordi den eneste grund til, at der ikke er andre alternativer end S og V, er, at ingen har tilstrækkeligt med is i mavne til at turde bryde statsministermønstret. Til trods for at S og V har tilnærmet sig hinanden med stormskridt de seneste år, så forskellene bliver stadig mere kosmetiske. Nu er det tomme tønder, der buldrer, når SF og Enhedslisten kritiserer Socialdemokraterne - eller når De Konservative og Dansk Folkeparti kritiserer Venstre. De har nemlig låst sig selv 99 procent fast, og alle ved det. Hvis det derimod stod åbent, om f.eks. Enhedslisten ville pege på Villy Søvndal eller Margrethe Vestager i stedet for Helle Thorning-Schmidt, ville partiet naturligvis ikke af den grund få et flertal bag sig, fordi man ikke er i samme nøgleposition som Ny Alliance - men det ville stå klart, at man ingen skrupler har ved at underminere Socialdemokraternes statsministerdrømme, hvis ikke der kommer substantielle politiske indrømmelser. Det korte af det lange er, at Ny Alliance spiller det vigtigste kort, de har for at maksimere partiets indflydelse. Dette kort er i deres tilfælde temmelig slagkraftigt, fordi de kan blive tungen på vægtskålen efter næste valg - og uanset alle valgforskere ville det være dumt ikke at spille dette kort. Få andre partier har dette held, men det betyder ikke, at de ikke kan maksimere deres indflydelse ved at true med at bryde mønstret i stedet for at være automat-halehæng til Fogh eller Thorning-Schmidt.