Stik imod forventningen fra pessimister og modstandere blev seneste udkast til Durban 2's sluterklæring vedtaget - og til trods for en række skarpe konference-udfald mod Israel, som dog tilsyneladende ikke antog de konspiratoriske og proportionsforvrængende dimensioner som Ahmadinejads berygtede tale (i hvert fald udeblev yderligere udvandring), men understregede den uacceptable, brutaliserende og diskriminerende fremfærd, som Israel anvender over for palæstinenserne (en kritik, der selvfølgelig er på sin plads netop på en konference som denne). Når dét er sagt, er der selvfølgelig heller ingen grund til at lægge skjule på det faktum, at sluterklæringen, der jo formelt indeholder en række forbilledlige humanistiske formuleringer, i sidste ende mest må anses for signalpolitik, og i høj grad understreger en række af de deltagende landes pinagtige hykleri. Jeg tænker her selvfølgelig i høj grad på en række mellemøstlige dikaturer, som står i kontrast til ordlyden af eller ånden i flere af de principper, der er blevet vedtaget – her f.eks. nogle centrale paragraffer fra første sektion: