Når det britiske Commission for Racial Equality anklager tegneseriealbummet Tintin i Congo for at være racistisk, fastslås blot en kendsgerning - men ved samtidig at kræve et forbud ser man fuldstændig bort fra den gennemskueligt naive karakter, som tegneseriens historisk betingede racisme er udtryk for. En talsmand for det britiske råd for etnisk ligestilling udtaler: »Denne bog indeholder billedsprog og ord, som er udtryk for grufulde racistiske fordomme, hvor de 'vilde indfødte' ligner aber og taler som imbecile. (...) Det eneste sted, det måske er acceptabelt at vise den frem, er på et museum med et stort skilt, hvorpå der står 'gammeldags racistisk sludder'.« (Politiken.dk, 12.7.2007). En klage over tegneserien lyder tilsvarende: »Man promoverer et racistisk synspunkt om, at sorte mennesker er disponeret for at være voldelige og må ledes af hvide mennesker, endda af hunde.« Hergé var som bekendt en af Europas største tegneserieskabere, og historien udkom første gang i Belgien i 1930-31, hvor Congo var en belgisk koloni - og racismen nærmest et dagligdagsfænomen. Visse elementer har Hergé selv ændret i en senere udgave af historien fra 1946, men det er kosmetiske småjusteringer, som ikke gør den mindre racistisk. Han var selv klar over og beklagede senere, at hans historie i den grad afspejlede tidens standardfordomme - men det er netop også sagen: Tintin i Congo er selvfølgelig populærkultur fra en specifik historisk kontekst. Endnu senere har Hergé dog selv udtalt herom: »Vi skrev 1930, og det eneste jeg kendte til Congo var, hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: 'Negrene er som store børn … Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.' Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd som på den tid herskede i Belgien.« (Benoit Peeters: Hergé - bogen om Tintin og hans skaber, s. 43). I moderne kontekst er Tintins racisme imidlertid lige så grotesk, som den er både klodset og ufrivilligt komisk. Historien er blottet for eksempler på kolonialismens undertrykkelse, men er et absurd skønmaleri af belgiernes overlegenhed kontra de imbecile congolesere, som man i idealismens fremskridtsånd hævder at »civilisere«. Det er da også symptomatisk, at racismen ikke er det eneste eksempel på, at tegneserieealbummet har forarget senere læsere: En komisk, men ikke særlig taktfuld bombesprængning af et næsehorn (sic) blev helt urimeligt bortcensureret i den danske udgave i 1975. Heldigvis er den så atter med i den nyeste danske udgave fra 2005, der er et genoptryk af 1946-versionen. Tintin i Congo hører bestemt til de mindre vellykkede kapitler i Tintins saga - også når vi ser bort fra dens kolonialistiske racisme - men kapitlet hører med til sagaen, og dets tidstypiske, men letgennemskueligt naivracistiske karakter tjener i virkeligheden oplysningen om (og kampen mod) racismen langt bedre, end noget malplaceret forbud nogen sinde ville gøre. Tegneseriealbummet er historisk populærkultur, der belyser sin tid, og som udmærket kan forsynes med en nøgtern kulturhistorisk baggrundsartikel, men som naturligvis bør læses, som det er.