I forbindelse med en omtale af udstillingen »Verdens heltinder« på Kvindemuseet efterlyste jeg i nærværende klumme for et par uger siden et Indvandrermuseum i Danmark. Tanken var et museum, der både beskriver og skriver sig ind i indvandrerfrigørelsens historie – ligesom Kvindemuseet på samme tid beskriver og skriver sig ind i kvindefrigørelsens historie. Frigørelse i betydningen politisk og retslig ligebehandling er som bekendt ikke noget, det gælder i samme udstrækning for alle befolkningsgrupper. Selv om forskelsbehandlingen er blevet reduceret voldsomt for kvinders vedkommende det forløbne århundred, er der bestemt også her plads til forbedringer. Der er stadig eksempler på kvindenedgørelse og både psykisk og fysisk brutalisering af kvinder i voldelige forhold, hvor de almene ligebehandlingsbestræbelser er sat mere eller mindre ud af kraft. Uhyggelige tilfælde af jalousidrab og æresdrab i den værste ende af skalaen, men også den hverdagsagtige kvindeundertrykkelse, hvor alkoholiserede eller 'bare' generelt afstumpede ægtemænd holder kvinder i et jerngreb af vold og trusler. Der er ganske vist også eksempler på, at kvinden er den voldelige og manden den undertrykte, men kombinationen af den i reglen fysisk stærkere mand og påvirkningen af dele af kultur- og religionshistoriens favorisering af manden gør selvsagt kvindeundertrykkelsen af langt farligere karakter. Hundredvis af udenlandske kvinder, der er hentet til landet af danske mænd, lever f.eks. i et helvede af vold og misbrug. Sekretariatschef i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Lene Johannesson, slog for få måneder siden alarm over den eksplosive stigning i en særlig udspekuleret metode til at stavnsbinde en udenlandsk hustru. I talrige tilfælde findes et forproduceret brev til Udlændingeservice om skilsmisse, hvormed den udenlandske hustru allerede trues fra ægteskabets første dag: Hvis hun ikke underkaster sig manden, postes brevet, og myndighederne smider hende ud af landet. Udlændingeloven brugt som bevidst og brutalt kvindekrænkende instrument. Det er naturligvis beslutningstagernes opgave at imødegå denne og enhver anden form for kvindeundertrykkelse – et museum hverken kan eller skal være en kamp-institution i den politiske frontlinje. Men det betyder ikke, at det ikke kan fokusere kritisk på forskelsbehandling – og derfor kan et indvandrermuseum lige så lidt som et kvindemuseum være rent 'deskriptivt', eftersom enhver perspektivering, udvælgelse og vinkling rummer en stillingtagen. Kvinder med og uden udenlandsk baggrund undertrykkes i grove tilfælde af voldelige mænd, men for indvandrere i bredere almindelighed er kønsdiskrimination 'kun' én side af diskriminationshistorien: Borgere med udenlandsk baggrund – mænd såvel som kvinder – har i mange tilfælde ringere retssikkerhed og begrænset eller ingen stemmeret, fordi politikere hele tiden finder nye måder at skrue en stram lovgivning sammen, så lovtekst og rettigheder formelt er uden etnisk slagside, men i praksis meget præcist diskriminerer etniske minoriteter. Det er en del af historien, der desværre er aktuel som aldrig før, men også hører til i et historisk perspektiv. Og faktisk har Furesø Museer et nyt immigrantmuseum under opbygning i Farum, hvor dette er relevant. Her vil vi f.eks. kunne opleve indvandringens kulturhistorie fortalt gennem fem temaer, der både kredser om det historiske og det aktuelle: Modtagelse, bolig og beklædning, madkultur, tradition og kulturmøder. Efter planen åbnes dørene i anden halvdel af 2011, men hjemmesiden www.immigrantmuseet.dk er åben døgnet rundt med webudstillinger om bl.a. romaer, roepolakker, kartoffeltyskere og somaliere – og ikke mindst »den glemte indvandring«, de mere end 81.000 svenskere, der immigrerede til Danmark for at arbejde fra 1861 til 1910. Endvidere findes portrætter af bl.a. Paula Larrain og Bashy Quraishy samt temaer, der spænder fra madkultur til krigsflygtninge og ægteskabsimmigration. Ekspertisen, ideerne og relevansen er i høj grad til stede, og med held kan ambitionerne indfries og udvides kontinuerligt med støtte fra relevante fonde, der forhåbentlig har fået øjnene op for en tiltrængt og gennemtænkt tilføjelse til den danske museumsverden. [Klummen er trykt i Politiken.]