0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Something rotten ...

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når den såkaldte jægerbogssag engang skal filmatiseres, bliver det største problem måske at afgøre, om det skal være en thriller eller en komedie?

Først ville Forsvarskommandoen forbyde Rathsacks bog 'Jæger – i krig med eliten', ransage forlaget og have udleveret samtlige kopier og adresser på alle journalister, der havde modtaget manuskriptet før udgivelsen; daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen vred sågar armen rundt på flere chefredaktører for at begrave affæren under en dyne af selvcensur. Autoritære magtovergreb uden sidestykke i nyere dansk historie var tæt på at komme i spil – så farlig var bogen for »rigets sikkerhed«.

Eller for Forsvarets autoritet og troværdighed?

Det sidste syntes især nærliggende, da en falsk arabisk oversættelse viste sig at være fabrikeret i Forsvarskommandoen og vist nok skulle bilde os ind, at Forsvaret hele tiden havde haft ret i deres advarsler: Se selv – bogen må have absolut topprioritet i Talebans hovedkvarter, og Politiken og alle andre, der videreformidler den, placerer en bombe under nationen.

Men ups – forfalskningen var så ringe, at det hele snarere lignede et fjollet påfund i en gammel agent-komedie.

Og nu ruller altså retssagen, hvor to officerer står anklaget: Forsvarskommandoens tidligere it-chef, kommandør Jesper Britze, som har indrømmet at stå bag forfalskningen, og Forsvarskommandoens tidligere kommunikationschef, oberstløjtnant Lars Sønderskov, der hævdes at have sendt oversættelsen til B.T.

Ingen af dem er imidlertid tiltalt for at vildlede offentligheden, men alene for at have løjet for deres chefer. Professor i Strafferet Jørn Vestergaard har påpeget det åbenlyst absurde heri: »Det er svært ikke at opfatte tiltalen som andet end en afledningsmanøvre.« (Jp.dk, 10.8.2010). Dermed underprioriteres da også en række betændte forhold, og det vægtes åbenbart som noget helt uvæsentligt at bedrage befolkningen i forhold til den kardinalsynd, det er at fortie noget for de militære chefer.

Dertil kommer, at Forsvarets Auditørkorps har været lige lovligt overfladiske i deres undersøgelse – sølle tre computere er tjekket under efterforskningen, skønt hele ledelsen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets top var i søgelyset.

Endelig har de to officerers vidneudsagn kun forøget sagens absurditet.

Kommandør Britze er således kommet på den forklaring, at den falske oversættelse blot skulle bruges som en slags researchværktøj for at finde en rigtig farlig og rigtig ægte arabisk oversættelse på nettet: »Jeg ville gerne have noget at sammenligne med.« (Berlingske.dk, 10.8.2010).

Uheldigvis havnede dokumentet så i hænderne på forsvarsminister Søren Gade via hans pressechef Jacob Winther, der ifølge de to officerer er den egentlige skurk i stykket. Af hensyn til ministerens troværdighed var det i første omgang alt for pinligt at indrømme, at der var tale om en hjemmestrikket kladde, fordi Gade allerede viftede fabrikationen foran pressen som en triumfator med sit troværdighedstrofæ.

Der var med andre ord ingen tilsigtet vildledning – det hele var bare en uskyldig 'svipser' ifølge Britze ...

Sønderskovs vidneudsagn er ikke mindre fantastisk.

I oktober 2009 indrømmede han, at han havde sendt den falske oversættelse til B.T., men i retten trak han tilståelsen tilbage: »Det erindrer jeg ikke at have gjort.« (Politiken, 11.8.2010). Hukommelsen var dog så rusten, at han lige havde måttet se efter, om han nu også havde husket rigtigt: »Men jeg har tjekket mine emails, og jeg havde ikke sendt nogen email til B.T.« (Information, 11.8.2010).

Det klinger vist lidt à la: »Jeg er aldrig testet positiv ...«

For hvor svært kan det være? Hvis Sønderskov ikke har sendt emailen til B.T., så ved han det selvfølgelig og behøver jo ikke tjekke sine emails, men kan prompte svare: »Jeg har fandengalemig ikke sendt den forfalskede arabiske oversættelse, der førte nationen bag lyset!«

I stedet »erindrer« han det ikke?

Faktisk er Sønderskovs forklaring nu den, at han blev »presset« af stabschef Bjørn Bisserup til at tilstå at have sendt den fabrikerede oversættelse til B.T. – i den email, som han altså ikke længere erindrer, at han selv skulle have sendt ...?!

Lyver de to officerer, er det godt nok dårligt løjet, og vi er ovre i farcen. Men er det for lavkomisk til at være rent påfund, eller er det for absurd til at være sandt? Er Britze og Sønderskov bare to små fisk, der spræller i nettet, mens de store hajer går fri?

Taler de sandt, er Jacob Winther og Bjørn Bisserup thrillerens manipulatoriske kynikere af værste skuffe. De afviser til gengæld pure anklagerne (surprise) og bakkes op af brigadegeneral Morten Danielsson.

Hvem ved. Men med den meget snævre tiltale har anklageren i hvert fald sikret Forsvaret, at der næppe bliver boret i de allervæsentligste spørgsmål – i en af de mest betændte sager i magtfulde politiske og militære kredse i nyere tid.

Klummen er trykt i Politiken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere