Kulturbegrebet misbruges gerne på det groveste i debatten. Antimuslimske netdebattører og læserbrevsskribenter elsker at stemple forbrydelser og kriminalitet som kulturelt, religiøst og/eller etnisk relateret i links til negative mediehistorier, hvor borgere med indvandrerbaggrund er indblandet. De får så det sarkastiske stempel kulturberigere. Ligesom dele af det politiske spektrum engang var overbeviste om, at når sorte var overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken i USA, så var det nok på grund af en særegen kultur eller race. I sidste ende er det beslægtet med denne tendens, når mange kræver, at etnicitet eller kulturel baggrund fremgår af negative mediehistorier - alt andet er "selvcensur", hedder det. Af interesse er i så tilfælde ene og alene, om den og den person, der stod bag den og den forbrydelse, mon ikke var "af udenlandsk herkomst". Etnisk og kulturel baggrund er selvfølgelig komplet irrelevant i langt de fleste tilfælde, og den tilbagevendende tendens til at fremhæve det er kun med til at stigmatisere en hel befolkningsgruppe. Eftersom der jo i forvejen er så mange andre irrelevante karakteristika, der heller aldrig fremhæves, er det selvsagt et pseudoargument, at det 'blot' er en oplysning, som ikke må 'undertrykkes'. For hvorfor ellers ikke også insistere på, at vi skal vide, hvilken socialgruppe en forbryder befinder sig i? Hvorfor ikke insistere på, at mediehistorien skal fastslå den erhvervsmæssige baggrund? Om vedkommende har eller har haft psykiske problemer? Seksuel orientering? Osv. Nej, der er kun to parametre, som finder politisk anvendelse i det herskende politiske klima: Enten er forbryderen bare en person uden 'herkomst' nævnt, eller også er det en person af udenlandsk herkomst - hvilket sidste ikke skelner mellem, om der er tale om en indrejst kriminel, en flygtning, en dansk statsborger eller noget helt fjerde. Det 'udenlandske' er nok - det er dét, der bekræfter os i, hvordan 'de' er. Men igen - lad os forestille os, at tankegangen blev konsekvent gennemført for den uskyldige 'oplysnings' skyld: Hvorfor ikke en historie, der lyder: Forbryderen, der bankede en fodboldfan fra en rivaliserende klub ned, var en 29-årig separeret hvid heteroseksuel århusiansk elektriker, der er far til to, på lykkepiller og er storforbruger af alkohol og porno? Eller: Skattefuskeren var en 47-årig pæredansk homoseksuel ejendomsmægler og maniodepressiv frimurer fra Hellerup med jagttegn, som har været mangeårigt medlem af det lokale sogneråd? Nej, vel. Men udenlandsk herkomst vil vi gerne ha' med. Det er så rar og bred en kasse, og jo mere den fremhæves, desto mere forstærkes fordomsfuldheden, fordi den jo i sidste ende hænger på de synlige kollektive karakteristika. Men skal vi endelig gå ned ad den vej - så lad os da én gang for alle fastslå, hvilket personligt karakteristika der er det allervæsentligste for voldelige tilbøjeligheder. Der er nemlig én 'kultur', som hævet over al tvivl er den farligste, blodigste og mest kriminelle af alle. Én 'samfundsgruppe', som i ekstrem grad er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Én 'befolkningsgruppe', som i langt mere udtalt grad end nogen anden gør samfundet frygteligt usikkert. Det er selvfølgelig mænd. I Information skriver Mette-Line Thorup oplysende om denne frygtindgydende gruppe i vort samfund: