Sundhedsminister Bertel Haarders reaktion på diskussionen om fravalg af muslimske læger bør trods alt ikke rubriceres under samme diskriminerende tendens, som vi har set i det dehumaniserende pointsystem i forhold til udenlandske ægtefæller eller i Dansk Folkepartis generelle tørklæde-hysteri (eller de 117 andre tiltag, der er designet til at marginalisere indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed). For det første har han ganske utvetydigt understreget, at et sådant absurd fravalg ligger ham personligt fjernt: »Jeg synes, det er et ejendommeligt ønske, og det ligger mig fjernt. Men frisind består i, at man prøver at tilgodese dem, man ikke er enig med, og hvis nogle ikke kan lide hijab (religiøst tørklæde, red.), så skal vi imødekomme det synspunkt. Det er da netop en god bivirkning ved det frie sygehusvalg, at det kan bidrage til at løse den slags konflikter.« ( Politiken.dk, 20.11.2010). For det andet - og vigtigere - er hans argument for, at dette ønske skal kunne tilgodeses, ikke et udtryk for egentlig diskrimination, idet han har tilføjet: »Det er ikke sådan, at nogle begrundelser er tilladte, og andre er forbudte. Det er et uopfyldeligt krav (...) Såvel ikke-muslimer, der ser sig sure på tørklæder, som muslimske kvinder, som ikke vil behandles af mandligt personale, har ret til enten at blive behandlet af andre på samme hospital, eller - hvis det ikke er praktisk muligt - at blive henvist til et andet hospital.« ( Ritzau, 22.11.2010). Selvfølgelig er det grotesk, at der er nærtagende mennesker, som i en situation, hvor deres helbred er på spil, bedømmer en læge på vedkommendes religion, tørklæde eller køn - og det, der gør muligheden af at fravælge læger, uholdbart i længden, er, at absurditeten risikerer at gribe om sig. Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er lovligt, at et hospital indvilliger i en patients krav om at fravælge en muslimsk læge? Selv om jeg altså ikke mener, at Haarder her lancerer nogen ny diskrimination, men håndterer en problemstilling, som man kan være enig eller uenig i, er det dog ifølge Menneskerettighedsinstituttets direktør Jonas Christoffersen ulovligt at lade en patient fravælge personale på denne baggrund, fordi hospitalet i givet fald forskelsbehandler de ansatte, der fravælges. Uanset hvordan den juridiske diskussion nu ender, hælder jeg dog til, at når fravalgsmuligheden gælder i bred forstand, er det mindre oplagt at tale om diskrimination. Men der er ingen tvivl om, at det er absurditeten og udbredelsen af den antimuslimske tankegang, der overhovedet gør, at dette bliver en historie - og en historie, som det kun er Dansk Folkeparti, der har interesse i. Der er nemlig næsten ingen eksisterende problemer overhovedet af denne art i det danske sygehusvæsen, men der skal altså ikke mere til, end at Dansk Folkeparti fokuserer herpå i deres medlemsblad, før det trækker endnu en muslim-forskrækket historie gennem alle medierne. Og så er vi atter tilbage ved det egentlige problem - den generelt antimuslimske dagsorden, som Kjærsgaard & Co. hele tiden har held til at trække op af hatten. Desværre alt for ofte med regeringens velvilje - som tidligere skatteminister og borgmester, Peter Brixtofte anfører i en skarp 'fødselsdagshilsen' til statsminister Lars Løkke Rasmussen i anledning af VK-regeringens ni år på magtens tinde: