Med planerne om at afskaffe efterlønnen har statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnet valgkampen og sat en politisk dagsorden, der ser ud til at overskygge alle andre politiske skillelinjer det kommende år. Der er ca. 120.000 på efterløn, men spørgsmålet forventes at blive udslagsgivende i kampen om de mere end fire millioner danske vælgere - ikke fordi efterlønnere nødvendigvis er tungen på vægtskålen, men fordi de er blevet gjort til symbolet på den krise, som det imidlertid er nålestribede bankfolk på overløn, der har skabt. Men Løkkes valgoplæg gør interessant nok alle partier glade, undtagen Dansk Folkeparti. Liberal Alliance er glade, for det er dem, der har presset Løkke til kursskiftet. De Konservative er glade, fordi de er glade for hvad som helst, der kan handle om noget andet end De Konservative - og forsøge at overflødiggøre Liberal Alliance. Venstre er glade, fordi de er tvunget til at tone renere liberalistisk flag på et tidspunkt, hvor efterlønstilslutningen er dalende i meningsmålingerne. De Radikale er glade, fordi de længere end noget andet parti har søgt at afskaffe efterlønnen. Enhedslisten er glade, fordi der endelig kommer et valg, der også handler lidt om fordelingspolitik. Og SSF er lige så glade som VK, fordi det bidrager til den lette iscenesættelse af de efterhånden færre og færre forskelle på SSF og VK, at der endelig er et spørgsmål, som pressen og politikerne i overskriftsform kan gøre til det enten-eller-valg om de større samfundsvisioner, vi aldrig får, men som det utvivlsomt vil blive forsøgt dramatiseret som. Kun Dansk Folkeparti har ikke rigtig noget at være glade for. Vil de være efterlønnernes venner, bliver de Løkkes uvenner, vil de ikke, bliver de deres vælgeres uvenner. Kjærsgaard må se i øjnene, at Liberal Alliance dermed gik ud af 2010 og ind i 2011 som den egentlige dagsordensætter i blå blok, hvor Dansk Folkepartis parabolforbud, bryste-påbud og påståede kagetyveri nok trak overskrifter, men mest i samme kategori som Jacob Haugaards valgløfter à la mere medvind på cykelstierne og flere hvaler i Randers Fjord. DF må finde på noget andet end udlændingehysteriet, hvis de skal bevare en nøglerolle. Mens alle taler om efterløn, relancerer Danmarks Naturfredningsforening imidlertid et meget oplagt sted at spare, som vil gavne både de offentlige finanser og miljøet: landbruget. Og at der er meget at spare, er ikke til at tage fejl af. Ifølge en analyse baseret på OECD-standarder af lektor i landbrugsøkonomi på Aalborg Universitet, Jan Holm Ingemann, fik dansk landbrug allerede for år tilbage ca. 18 mia. kr. årligt i direkte og indirekte støtte - det er ca. 400.000 kr. pr. bedrift efter skat. Smag lige lidt på de tal: Atten milliarder kroner. Firehundredtusinde kroner pr. bedrift. Om året. I 2009 udtalte Ingemann: "Det beløb er særligt interessant i forhold til bedrifternes gennemsnitlige privat forbrug, som er 206.000 om året. Samfundet kunne altså med andre ord sige til landmændene: ‘Vi betaler hele jeres private forbrug mod, at I ingen statsstøtte får’. Hvis de sagde ja, ville samfundet spare 186.000 kroner pr. bedrift. (…) Opdaterede man analyserne ville statens tab formentlig være lidt større. I hvert fald ikke mindre, for der er ikke sket nogen radikal ændring i støtten eller den måde den bliver fordelt på." (jf. Information, 12.2.2009). Vi hælder årligt omtrent en hel efterlønsordning ud i forurenet drikkevand og spoleret natur til det, som Danmarks Naturfredningsforenings præsident Ella Maria Bisschop-Larsen kalder “det ekstreme landbrug” (Politiken, 2.1.2011). Hun skriver bl.a.: