[Indlægget er trykt i Politiken:] Dronning Margrethe hædrede i begyndelsen af februar Bahrains diktator kong Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa med Storkorset af Dannebrog. Danmarks næsthøjeste orden, kun overgået af Elefantordenen. En autoritær diktator, der et par uger senere lod militæret fordrive fredelige demonstranter i hovedstaden Manama, hvor mindst fire blev dræbt, op til hundrede blev såret, og mange siden har været meldt savnet. Bahrain var som bekendt også et diktatur med tortur og menneskerettighedskrænkelser, før diktatoren blev hædret på (næst)fornemste vis, og under Dronningens besøg rullede oprørene allerede flere steder i de arabiske lande. På et pressemøde i Bahrain forsikrede Hendes Majestæt ikke desto mindre, at hun skam ikke havde haft »nogen som helst grund« til at overveje sit besøg i landet, og bedyrede: »Det er klart, at man også her i Bahrain bekymrer sig om situationen i hele regionen. Det var ikke til at tage fejl af, at kongen er meget opmærksom på, hvad der foregår.« Ja, »meget opmærksom« – dét tør siges. Endnu værre var den omgang udenomssnak, som Udenrigsministeriets kommunikationschef Klavs A. Holm siden leverede for at imødegå kritikken af diktatorens nye Storkors: »Jeg synes, at det er en urimelig kritik. Danmark skal jo ikke isolere sig. Vi begynder jo heller ikke at lukke vores ambassader i lande, hvor vi ikke er enige i det politiske styre eller system. Så det er en måde at komme i kontakt med hinanden på, at man besøger hinanden, og som led i besøgsudvekslingen er der altså også ordener, der bliver udvekslet.« (TV-Avisen, 20.2.2011). Selvfølgelig er en ordenstildeling ikke egentlig 'udenrigspolitik', men tildelingen er og bliver i bedste fald idioti, så det klodser, og hans vildledende vrøvl forøger blot absurditeten: Det handler ikke om at lukke ambassader. Selvfølgelig skal diplomatiet fungere, selvfølgelig skal man have (kritisk) kontakt til alle, også diktatorer – men dét, at gå i dialog og bevare sine ambassader, er selvindlysende noget helt, helt, helt andet end at hædre regimer, der har brutaliseret og bestjålet deres befolkninger. Klavs A. Holm bidrager kun til at normalisere den despotiske undertrykkelse, som nu langt om længe udfordres af en arabisk oprørsbølge. Andre af verdens forbenede diktatorer har også modtaget store æresbevisninger fra det danske kongehus, f.eks. er Elefantordenen blevet tildelt Rumæniens og Egyptens faldne despoter, Nicolae Ceausescu og Hosni Mubarak. Udover Bahrains diktator har man i sin tid også været så elskværdig at tildele Storkorset til selveste den nazistiske feltmarskal, Herman Göring. Og alle disse ordener er forankret i fortidslevn fra både enevældens og korstogenes tid, der blot forener tjenestemænd med diktatorer i en anakronistisk symbolsk symbiose. Udover stimuleringen af en vis narcissisme handler det også om herskabelig status og placeringen under ceremonielle lejligheder ved hoffet. Og nu vi er i gang – hvori består egentlig relevansen af det rangsystem, som hele dette ordensvæsen også tjener? Kongehuset er selv hævet over rangfølgen, men ellers er alle inddelt i fem »klasser«, som hver er yderligere underopdelt i minutiøs detalje, der dybest set er både grotesk og urkomisk: På den første rangklasses øverste trin finder vi et par grever og grevinder, mens vi f.eks. på fjerde trin i samme klasse finder statsministeren og de øvrige ministre (undtagelsesvist en af de tidsbestemte placeringer i det ceremonielle hierarki, for de ryger ud i det sekund, de ikke er ministre længere). Derefter følger bl.a. præsidenten for Højesteret (femte trin i første klasse), Riddere af Elefantordenen og Storkommandører af Dannebrogordenen (sjette og syvende trin i første klasse). Alle i denne ypperste rangklasse har ret til prædikatet »Excellence«. Anden rangklasses øverste trin bærer Storkors af Dannebrogordenen, og på næste trin følger yderligere en række grever. Tredje trin er her reserveret befuldmægtigede ambassadører, der (som det udtrykkeligt fremhæves) tilhører »lønramme 40«. Bare for, at der ikke skal være tvivl, ikke sandt? Ordnung muß som bekendt sein – og sådan fortsætter det. Rangklasse for rangklasse inddeles tusinder af mennesker med manisk akkuratesse. Eksempelvis tilhører »Auditøren i lønramme 37« lige præcis trin 2 i rangklasse 3, hvorimod »tjenestemænd i lønramme 36 i Danmarks Statistik« må nøjes med en placering på trin 9 i samme rangklasse. Præster i »13. lønningsklasse« finder vi på trin 3 i 4. rangklasse, lidt over lederen af Statens Institut for Arbejdshygiejne. Han er dog stadig finere end »tjenestemænd i 23. lønningsklasse i fængselsvæsenet«, som er henvist til trin 2 i 5. rangklasse – hvilket så atter er lidt finere end »prøveinspektøren ved Nautisk Prøvekammer«, der er helt 'nede' på trin 6 i samme rangklasse ... Er det ikke på tide at afskaffe dette oppustede karnevalstilbehør? APROPOS > Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co.