Først var Dansk Folkeparti med Søren Espersen i front alt andet end begejstrede for, at danske bombefly skulle bidrage til at håndhæve et flyforbud over Libyen for at forhindre virkeliggørelsen af Gadaffis trusler om at gå fra hus til hus og maje oprørerne ned - dansk militær hørte i princippet slet ikke hjemme i en nordafrikansk konflikt, fastslog han. Nu er han så sprunget til en position, hvor han synes, at man ligefrem også skal bombe oprørerne, hvis de begynder at få medvind på slagmarken. »Det kan vi ikke have. Så er der en ny situation, og så kan vi blive nødt til at også at ødelægge deres kampvogne (...) Situationen er meget kompleks. Hvad gør vi, når oprørerne med tunge skyts går fremad? Vi skal ikke acceptere, at den ene side plaffes ned, når de kører frem med kampvogne, mens den anden får lov til at gå frem.« ( Politiken.dk, 25.3.2011). Helt nye toner fra Dansk Folkeparti? Nu kan man altså ikke 'vælge side', men skal sågar foretage en slags 'balance'-bombninger, der smadrer militært isenkram på begge sider af fronten? Fremtiden er rigtig nok usikker, og ingen kan vide, hvad der sker, hvis og såfremt oprørerne får overtaget. Naturligvis er det håbet, at Gadaffi smides ud af landet, fanges eller på anden måde uskadeliggøres, og at hans brutale regime falder. Men ingen ved, hvordan det udvikler sig, eller hvad der sker på længere sigt. Og naturligvis kan man ikke 100 procent afvise en situation, hvor oprørerne får overtaget i en grad, så de ikke nøjes med at smide regimet på porten, men også tyr til blodig 'gengældelse' over for civile, der måske måske-ikke har været på Gadaffis side. I givet fald opstår selvsagt en helt ny situation. Spørgsmålet er dog også, om en hypotetisk risiko skal komme en velkendt trussel fra en blodig diktator til gavn, ved at man sågar uskadeliggør oprørernes evne til at føre oprøret til ende? Fremtiden kan trods alt hverken forudsiges eller foregribes, hvorfor Espersens udmelding er mærkeligt timet på et tidspunkt, hvor det primære håb af indlysende grunde må gå på at komme af med en meget konkret og alt andet end hypotetisk despot, der har undertrykt libyere i årtier. Det er ikke første gang, at Dansk Folkeparti har vist sig som de mest vrangvillige iagttagere af revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika. Den ene diktator efter den anden, der i årevis har tjent som bekvemme skræmme-billeder på 'den islamiske verden' og dens totalitære islæt, haster det pludselig ikke så meget at komme af med alligevel. Man ville gerne bombe løs og invadere Irak, hvor tykke krigsløgne drev ned af manipulerede taler og resulterede i propagandaen om fatamorgana-masseødelæggelsesvåben - men at risikere at store dele af de arabiske befolkninger selv får held med (og hjælp til) at smide deres tyranner på porten, har ganske åbenlyst fået partiet til at gemme den symbolske 'friheds-fane' langt væk i partikontorets kælderrum. Tankevækkende. Og så vender jeg ellers tilbage til den principielle del problematikken om dansk krigsdeltagelse i lørdagens Politiken. APROPOS > Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh & Co.