Så blev det endelig nat for Muammar Gaddafi, denne vanvittige, flamboyante og grusomme diktator, der sad som verdens længst regerende statsleder, indtil han i oktober 2011 mødte sit endeligt. I et kloakrør. Først var han Vestens arvefjende, kulminerende i 1980'erne, hvor Ronald Reagan kaldte ham »the Mad Dog of the Middleeast«, og hvor han angiveligt stod bag sprængningen af et passagerfly over Lockerbie i Skotland. Siden blev han Vestens ven, efter at han i slutningen af 1990'erne begyndte den transformation, der i det forgangne tiår skulle føre ham direkte i favnen på statsledere i Rom, Paris, London og Washington. Nye lukrative forretningsaftaler, en fælles front mod islamister og en jernhånd mod flygtninge, der vovede at krydse Middelhavet til Sydeuropa, gjorde Mellemøstens gale hund til Vestens loyale skødehund – altimens grusomhederne i Libyen fortsatte. Venskaber og fjendskaber med vores del af verden, der gerne kalder sig den frie verden, er tilsyneladende fuldkommen uafhængige af despoters indenrigspolitiske gøren og laden. Hvad rager det os, at folk bliver grusomt mishandlet, henrettet og afskåret fra basale rettigheder af en gal diktator, når bare samme galning er på vores eget hold? Dræb og lemlæst rask væk dine egne borgere – i Vesten står den på »forgive and forget« og »business as usual«, så længe vi får adgang til oliehanerne og milliardhandlerne. Gaddafis makeover gjorde ham til en kærkommen allieret i George W. Bush's krig mod terror, en afholdt hjerteven af Italiens Silvio Berlusconi, en velkommen støtte af Frankrigs Nicolas Sarkozy og en kærkommen forretningsforbindelse for Storbritanniens Tony Blair. Lige indtil det arabiske forår kom i vejen. Av. Nu var gode råd dyre, og ikke alle kunne lige hurtigt finde ud af, hvilken hest der skulle satses på. Men også som skødehund var Gaddafi trods alt uberegnelig, og udsigten til massakrer på befolkningen for åbent tæppe var alligevel noget andet end de utallige 'acceptable' henrettelser i smug, ikke sandt? Efter i årevis at have håndkysset, rygklappet og solet sig i Gaddafis selskab, bekymrede Sarkozy, Berlusconi & Co. sig pludselig om den libyske civilbefolkning, hvis lidelser man hidtil havde skidt højt og flot på. For hvem vidste, hvad den arabiske frihedsbølge risikerede at føre med sig? Og hvad kunne der ikke dukke op i Gaddafis gemmer af knap så belejlige oplysninger om perlevennerne i Vesten? Saif al-Islam bedyrede f.eks. i marts 2011, at Libyen ville kræve alle de penge tilbage, hvormed regimet angiveligt havde støttet Sarkozys præsidentkampagne: »Vi har finansieret hans valgkamp, vi har detaljerede belæg for det og er parate til at offentliggøre det hele (...) Vi vil have vores penge tilbage.« Men hvis den libyske diktator personligt kunne afdække noget som helst, har han bekvemt nok taget sin viden med sig i graven. Gadaffi-kammeratskabet har imidlertid allerede demaskeret Sarkozy, Berlusconi & Co. De er ikke et hak bedre end Fidel Castro og Hugo Chavez, der alle på kryds og tværs af tid og sted har blameret sig i hjertelige omfavnelser og politiske alliancer med denne skrupelløse tyran. Selvfølgelig er der også oprørsbevægelser, der af nød har taget imod penge fra hvem som helst, også fra Gaddafi – men hvad man ellers måtte mene om disse, giver de jo ikke reelle modydelser tilbage til diktatoren. Og selvfølgelig giver det også mening, at mange libyere af hensyn til deres eget ve og vel har måttet hykle en vis loyalitet over for regimet i Gaddafis velmagtsdage. Det kan man mene forskelligt om, men det giver mening. Til gengæld er der ingen som helst 'formildende' omstændigheder ved det udtalte hykleri, som magtfulde vestlige statsledere har udvist – uden nød og uden en pistol for panden. Derfor er der næppe tvivl om, at Sarkozy & Co. drog et lettelsens suk, da Gaddafi blev slagtet for rullende mobilkameraer. For retfærdigheden er det ærgerligt, at vi ikke får den store internationale retssag. For libyerne er det væsentligste, at Gaddafi er definitivt væk. Og måske er der en makaber poetisk skønhed i den kendsgerning, at det var de libyske oprørere, som Gadaffi havde tordnet imod som »rotter«, der selv fangede ham – i et kloakrør. Den urørlige milliardær-tyran, der holdt sin befolkning i et knusende greb, var blevet trængt op i en krog, ned i sølet og ud af historien. Skræmt fra vid og sans, som han selv har skræmt libyerne fra vid og sans. Smurt ind i blod, som han selv har smurt libyerne ind i blod. Pryglet og plaget, hånet og henrettet. Et ynkeligt tæppefald. Hans venner, storhyklerne Sarkozy, Berlusconi & Co. holder vejret og holder masken. Indtil videre er de alle i sikkerhed – intet europæisk forår truer med at trække dem ud af kloakrøret foreløbig. [Ovenstående klumme er trykt i Politiken. REL.] OG NU TIL NOGET HELT ANDET ... EFTERÅR > Fotoserie: Det danske efterår