I bogen Modernitet og holocaust påpeger den polske sociolog Zygmunt Bauman: »Når man 'dræber folk på stor afstand', vil forbindelsen mellem selve nedslagtningen og fuldstændig harmløse handlinger - at trykke på en udløser, slutte en elektrisk strøm, foretage en indtastning på et computertastatur - sandsynligvis forblive fuldstændig teoretisk (og denne tendens forstærkes enormt af selve svælget melem resultatet og dets umiddelbare årsag - en inkommensurabilitet, der let unddrager sig enhver forståelse baseret på dagligdagens erfaringsverden).« Det er lettere at dræbe, når man ikke ser sit offer i øjnene. Det er lettere at dræbe et menneske på afstand end tæt på, hvad enten denne afstand er fysisk (og den, der dræber den pågældende, f.eks. sidder kilometer væk i en tank eller i et fly), eller mental, og offeret er blevet distanceret via dehumaniserende propaganda. Det er imidlertid også lettere at være den beslutningstager, der ikke selv behøver se i øjnene, at éns beslutninger fører til vold og død, fordi beslutningerne går gennem en lang kæde af love, institutioner og underordnede, før de manifesterer sig i et offer i den helt anden ende af forløbet. Men alle handlinger har konsekvenser, og politikerens og ministerens love og regler kan som ultimativ konsekvens betyde både vold og død for individer i den anden ende af en lang årsagskæde. Det er imidlertid en af de sammenhænge, som vi helst ikke vil være bevidste om, og som heller ikke pressen gør meget for at tydeliggøre - ikke mindst når det drejer sig om de blodige konsekvenser af dansk asyllovgivning. F.eks. da den 27-årige kurder Xalid Xwedêda i sidste uge blev fundet halshugget i det nordlige Irak - en kurder, der i 2010 blev udvist af Danmark efter at have fået sin asylansøgning afvist i Danmark og Sverige. Død. Halshugget. Blod på vore egne beslutningstageres hænder som resultat af asyllovgivningen i Danmark og Sverige? Svaret fortaber sig i årsagskæder af mange led - men historien har tilsyneladende ikke nået de store medier, selv om den burde være endnu en reminder om, at heller ikke asylpolitik blot er skrivebordsmanøvrer og et spørgsmål om 'tal' i en statistik. Det handler om mennesker af kød og blod, mennesker der ofte er i livsfare, og mennesker, som i adskillige eksempler er endt i torturfængsler eller som lig efter at være blevet udvist. En blodig fodnote til en asylpolitik, der er grund til at se efter i sømmene efter ti års kynisme.