0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klapjagt på ledige

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ord betyder alt – ikke mindst i politik. Lykkes det et parti, en spindoktor eller en kommentator at vinde begrebskampen, er den halve politiske sejr vundet. Tænk bare på ordet »offermentalitet«? Hvor et offer kalder på de flestes medfølelse eller omsorg, kalder ordet »offermentalitet« snarere på hovedrysten eller ligefrem foragt. Med »mentalitet« signaleres her noget selvforskyldt eller påtaget, hvis ikke ligefrem et dobbeltspil. Og sættes det i forbindelse med »passiv parkering«, har vi allerede sikret os den retoriske cocktail, der får ledige til at fremstå i et både belastende og suspekt lys.

Når politikere således meddeler, at de vil »gøre op med offermentalitet« og »passiv parkering« på offentlig forsørgelse, er det i sidste ende blot en anden måde at sige på, at en eller anden befolkningsgruppe kan forvente stramninger og nedskæringer, og den underforståede besked til majoritetsbefolkningen er: Kan det virkelig passe, at 'vi' skal knokle røven ud af pressefolderne, for at 'de andre' bare kan ligge og fise den af på divaneseren?

Nej, vel?

Men offentlige ydelser behøver hverken være passiviserende eller udtryk for nogen selvforskyldt 'offermentalitet' – det er selve italesættelsen, der fører til den moralsk fordømmende konklusion.

Sandheden er jo den enkle, at der simpelthen er langt flere borgere i dette samfund, end der er arbejdspladser, og at uanset hvordan vi vender og drejer det, tyder intet som helst på, at dette ændrer sig foreløbig.

Derfor er der kun én eneste metode til reelt at få flere ud på arbejdsmarkedet, og den består ikke i det nedværdigende og fuldkommen udsigtsløse aktiveringscirkus. Den består derimod i endnu mere uddannelse kombineret med den erkendelse, at eftersom der i mange år frem vil være betydeligt færre jobs, end der er arbejdsdygtige borgere, kan antallet af beskæftigede kun øges markant ved at dele og fordele det allerede eksisterende lønarbejde bedre. Flere bør med andre ord arbejde i færre timer om ugen og blive i kortere tid på arbejdsmarkedet end i dag, f.eks. ved at indføre længere ferier og stimulere, at betydeligt flere kan gå på deltid og få orlov.

Ups – det er tilsyneladende meget kontroversielt. For det er det stik modsatte af de herskende blå og røde dogmer, og derfor er det da også politisk urealistisk.

Men hvis denne nok så oplagte vej ikke er en vej, som politikerne vil gå, til trods for det ubestridelige faktum, at der ikke er lønarbejde nok til alle, så må man i det mindste erkende og tage konsekvensen af, at ansvaret eller skylden for det første aldrig nogen sinde kan være de lediges, men derimod hænger på de politikerne, der ikke vil medvirke til at fordele det eksisterende lønarbejde bedre.

For det andet er det derfor både formålsløst, forkert og forrykt at drive klapjagt på de arbejdsløse, som det sker i den nedværdigende tvangsaktivering, endsige at fable om »offermentalitet« og »passiv parkering«, som om man ligefrem gør de ledige en tjeneste ved at nedgøre og mistænkeliggøre dem.

Værst går det selvfølgelig ud over de nedslidte. Førtidspensionen er et illustrativt eksempel på, hvordan vi ligefrem indsnævrer et helle for uarbejdsdygtige medborgere, til trods for at vi lever i en tid, hvor det ikke er arbejdskraft, men derimod lønarbejde der er for lidt af.

Derfor er det også absurd, når det i beskæftigelsesminister Mette Frederiksens spin-sprog hedder, at hun ikke vil acceptere at »parkere« unge under 40 år på førtidspension. For enten er der tale om manglende arbejdsevne, eller også er der ikke, og er der tale om manglende arbejdsevne, er den selvfølgelig ikke mindre manglende, fordi man ikke er fyldt fyrre. Det har intet med »parkering« at gøre, og medmenneskeligheden består sidst af alt i at presse og tvinge den, der ikke kan arbejde, ud på et arbejdsmarked, hvor der ikke engang er arbejde nok til dem, der kan.

Det er ikke blot dumt, det er hjerteløst.

Og for de ældre har politikerne tilmed opfundet et regulært luftkastel: seniorførtidspension.

Ordningen skulle være et sikkerhedsnet for de nedslidte lønmodtagere i den anden ende af alderskalaen, når efterlønsordningen neddrosles, men i virkeligheden ændrer den ikke det snævre nøglehul, der i forvejen gælder for almindelig førtidspension.

»Det er et fudstændig overflødigt lovforslag,« fastslår professor i socialret, Kirsten Ketscher, »at stikke folk blår i øjene«. Formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post bemærker, at intet ændres ved de skrappe regler for at få førtidspension: »... med den stigning i antallet af afslag på ansøgninger på det foreliggende grundlag, vil jeg slet ikke være optimistisk på de nedslidtes vegne«. Formand for FOA, Dennis Kristensen, konstaterer samstemmende: »Det er ren kosmetik.« (Ugebrevet A4, 2.11.2011).

Og den 'kosmetik' er ikke en mindre hån imod nedslidte ledige, fordi den er blevet rød i stedet for blå.

OG NOGET HELT ANDET - EFTERÅRET:

> Fotoserie: Gjern Bakker i efterårsfarver

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere