Sagen om knægtelsen af den tyske musikprofessor Linda Maria Koldaus ytringsfrihed på Aarhus Universitet får det store mediedrama om hjerneforskeren (og -fuskeren) Milena Penowa til at ligne en krusning på overfladen. Penkowa-sagen var en farverig og pinlig farce, men i sagen om professor Koldau har ledelsen på Aarhus Universitet ageret som et magtfuldkomment og manipulatorisk regime, der for alvor udstiller ledelsesstrukturens ufleksible autoritære karakter. I juli 2011 skrev professoren et kritisk debatindlæg om hendes chok over en »top-down-styret uddannelsesstrategi« på Aarhus Universitet og »krisen i det humanistiske uddannelsessystem«, der har »berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til« (Politiken, 12.6.2011). Hun kritiserede i skarpe vendinger de humanistiske studieordninger for at »gøre alt for at forhindre«, at de studerende kunne blive selvstændige og kreative. Det meste handler om teorier i stedet for viden, hævdede professoren, og påpegede bl.a.: »'Faglighed' bliver alligevel mere og mere til et skældsord. Ligesom 'viden', der bliver erstattet med 'kompetence', der åbenbart kan måles nøjagtigt i 'taksonomier', 'credit points', kompendier og skridt for skridt-skemaer, som ødelægger al form for fri læring og udfoldelse. Nysgerrighed og begejstring dør på vejen. Hele tiden skal der udvikles nye studieordninger. Deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord. Det skal regnes som ’tidssvarende’ og ’rettet mod det moderne arbejdsmarked’. Alt skal handle om ’fleksibilitet’, ’entrepreneurship’, ’kreativ kommunikation’. På bekostning af den faglige uddannelse.« Undervisere og studerende lider under en »påtvungen overfladiskhed« og behandles som børn eller i bedste fald folkeskoleelever – og »ledelsen synes, det er helt i orden«. I dagbladet Information uddybede hun kritikken og nævnte som en af de afgørende årsager til problemet, »at der tildeles penge til universiteterne efter antallet af de studerende, som er kommet igennem deres eksamen på en vis tid, det såkaldte taxametersystem« (Information, 21.6.2011). De »politisk styrede indgreb« er fatale for undervisningen og forskningen på universitetet. »Universitetsledelserne påberåber sig politisk legitimeret ret til at gribe ind i undervisningsmetoden, og deres retningslinjer modsiger enhver faglig ekspertise i de enkelte fag. Kompetencen hos de egentlige eksperter lektorer og professorer betyder intet.« Forud for den offentlige kritik ligger en rum tids samarbejdsvanskeligheder og interne opgør på Musikvidenskab, men ledelsen på Aarhus Universitet kan ikke nøjes med at løse denne sag for sig og derudover tage offentligt til genmæle over for professorens generelle kritik, men iværksætter derimod en personrettet modoffensiv og straffeekspedition, der kort fortalt munder ud i, at Koldau simpelthen skal holde sin kæft, skal hun. Koldau modtager en såkaldt påtænkt advarsel fra dekanen for det Humanvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, Mette Thunø, hvoraf det fremgår, at hun skal stå skoleret for universitetsledelsen ved gøremål uden for universitetet og være under opsyn af en konsulent ved alle relevante møder. Endvidere hedder det: »Frem for at diskutere fagudvikling internt på musikfaget har du valgt at fremføre en alvorlig kritik af faget i pressen. Din offentlige kritik har omfattet kolleger såvel som studerende (…) Det er min vurdering, at du hindrer fremtidige faglige diskussioner på faget og dermed bringer fagets fremtid i fare.« (Information, 12.2.2012). Sådan - ytringsfriheden er hermed inddraget. Intet mindre end »fagets fremtid« er truet af offentlig kritik! Universitetet, der om noget burde være det frie ords og den frie forsknings absolutte højborg, har fået en struktur og en ledelse som en magtfuldkommen regering, der agerer i stik modsat retning af det åbne samfund, som universitetet burde være en af de ypperste institutioner i. Universitetsloven fra 2003 og de gentagne fusioner på Aarhus Universitet har som slutresultat medført et »tavshedstyranni« og en »spytslikkerkultur«, lyder det fra flere, der mener at universitetsledelsen er blevet en isoleret magt uden forbindelse til studerende og ansatte, og lektor Hans Hauge efterlyser 'senil' ulydighed: »Vi ældre kan godt udvise en vis form for senil ulydighed, men de fleste på universitetet holder kritikken for sig selv for ikke at lægge sig ud med nogen.« ( Information, 14.2.2012). Hvad der måtte være af personproblemer i sagen om Koldau er én ting, men hvis ikke humaniora bobler og syder af offentlig kritik og debat af samfundet og dermed selvfølgelig også af universitetet, er det simpelthen ikke længere humaniora. Og skeletterne er begyndt at rasle ud af skabet efter Koldaus åbenmundethed. Men ledelsen på Aarhus Universitet har valgt at fastholde advarslen til professoren fuldkommen uberørt af en flod af kritik og protester fra forskere og studerende den forløbne tid. Virkelighedsfjernt bliver det for alvor, når universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen senest udtaler: »Jeg mener, kritikken er ubegrundet. Jeg har utallige gange opfordret til åben og kritisk debat, jeg deltager gerne selv i den og jeg har ikke oplevet, at medarbejdere eller studerende har holdt sig tilbage.« (Politiken.dk, 17.2.2012). Har han ikke læst aviser? Har han ikke fulgt med i kritikken af tavshedskulturen og spytslikkeriet og undermineringen af ytringsfriheden fra eksperter, ansatte og studerende? Han kan være uenig, men hvis han ikke har oplevet, at man har holdt sig tilbage fra offentlig debat og kritik, skyldes det jo dels, at man har holdt sig tilbage og dels at han med stift blik vælger at se henover de mange, der netop har italesat problemet. »Alt i alt mener jeg, at den enkelte medarbejder har ubegrænset frihed,« fortsætter rektor Lurtitz B. Holm Nielsen. Undskyld mig, aner universitetets rektor noget som helst om den pågældende sag? »Ubegrænset frihed«? Godaw mand økseskaft. Har han mon også glemt, hvordan Jyllands-Posten i 2010 kunne afsløre, at den århusianske universitetsavis Campus pludselig opfandt nye instrukser for at kunne bortcensurere en tidligere kommunikationsrådgiver for Aarhus Universitet, Claus Jacobsen, der ellers havde fået tilsagn om at få bragt et debatindlæg, som kritiserede selvsamme universitetsrektors begejstring for brugerbetaling på universitetet? Et kafkask forløb, intet mindre. Når åbenhed og er afløst af frygt for repressalier og straffeekspeditioner, hvor kritiske ytringer trues bort eller tvinges til selvcensur af en magtarrogant og hierarkisk ledelse, er det på tide med en ny universitetslov eller en ny ledelse – eller begge dele. Det kan kun gå for langsomt.