»Arbejdet er en pligt og en æressag for enhver arbejdsdygtig borger efter princippet: 'Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise.'« (Sovjetunionens Forfatning, 1936). Simon Emil Ammitzbøll siger i et tv-program til en ledig kvinde med tre børn, at det er klogt at være steriliseret, for Ammitsbøll er jo med til at »finansiere« hendes liv. Og tre børn, en piercing og en forkert frisure står i vejen for hendes jobmuligheder ... Smagløst, men såmænd blot et symptom i den lettere ende på den omsiggribende tendens til formynderiske og direkte hånlige udfald mod ledige. I 2007 blev et lille mindretal af ledige, som ikke ønskede at arbejde, f.eks. stemplet som »åbenlyse parasitter« i Jyllands-Posten (27.2.2007). Erhvervsmanden Asger Aamund problematiserer direkte de lediges stemmeret: »Vi har fået et forvredet demokrati, hvor de, der står udenfor arbejdsmarkedet, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, der arbejder.« (Jyllands-Posten, 18.11.2011). Morten Messerschmidt omtaler ledige som »gøgeunger« og italesætter dem ligeledes som en trussel imod vort samfund, »hvor ikke bare halvdelen af landets indbyggere ser sig berettiget til at leve af den anden halvdel, men hvor også den arbejdende halvdel blindt finder sig i at være skaffedyr.« (Jp.dk, 8.1.2012). For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er der sket et farligt »normskred« blandt kontanthjælpsmodtagere i forhold til »tidligere generationer«, idet hun kontrasterer de lediges dårlige moral med sin egen kernesunde opvækst i en kernesund kernefamilie. I modsætning til dagens ledige har hun nemlig i sin barndom »fået ørerne tudet fulde med, at man skal arbejde og kunne forsørge sig selv, passe sine ting og gøre det, der står i loven.« (Information, 2.12.2011). Det er moral, de ledige trænger til, ikke sandt? Karina Pedersen, der er tidligere klummeskribent på netavisen 180 Grader, kan også en fortælling om, hvordan glansbillede-idyllen er smadret af vore dages ledige: »Jeg husker min mormors lille gule hus med pæne møbler. Her spiste man klokken seks og passede sit rengøringsjob og sine ting. (...) Nutidens overførselsmodtager er en svært overvægtig og usoigneret mor med fem børn med fem forskellige mænd.« (Politiken, 25.2.2012). Til et debatarrangement brillierede hun ligefrem med at angribe 'underklassens' gener: »Underklassens genpulje skal administreres af det offentlige. Det burde for eksempel være forbudt at få børn, når man er på kontanthjælp,« refererer de hjemløses avis (Hus Forbi, april 2012). Senest har Venstres Jakob Engel-Schmidt brugt 'Robert-sagen' til at klaske debatten ned på samme propaganda-niveau som Messerschmidt i et blog-indlæg om »velfærdssnyltere« og »samfundsforbrydere« (Politiken.dk, 10.9.2012). Jamen er der da ikke nogen, der har det udmærket med at være ledig, hvis alternativet er et hvilket som helst lorte-job? Jo, heldigvis. Og hvad så? Så længe der er alt for mange hænder til de jobs, der er, skulle man da være en stor tåbe, om ikke man forsøgte at få det bedste ud af ledigheden. Det betyder jo ikke, at tomme jobs bare står og venter af den grund - der er marginale tilfælde, hvor visse jobs kan være ubesatte, men indlysende ikke i nogen udslagsgivende grad for ledighedstallet. Og virkeligheden er, at den ledige, der bliver chikaneret, kontrolleret, presset og tvunget i job i sidste ene blot skubber en anden ud af arbejdsmarkedet et andet sted i beskæftigelsespolitikkens kafkaske karrusel. Det er nemlig ingen sensation, at halvdelen af befolkningen er uden beskæftigelse, som vi ellers ofte hører. Da debatten gik amok sidste år, fastslog professor Kjeld Schmidt fra CBS f.eks., at det er »helt normalt, at mindre end halvdelen af befolkningen er erhvervsaktiv« (Information, 25.8.2011), og det gælder ikke blot Danmark, men OECD. Derfor er det skinbarligt nonsens at forsøge at bilde nogen ind, at ledighedens størrelse og problem som sådan har det fjerneste med enkelte lediges »dovenskab« at gøre! Forargelsens iscenesættelse er ikke blot usympatisk, men har antaget en modbydelig karakter. Fra formynderisk arrogance i den ene ende af skalaen til totalitær eugenik i den anden. Imens hælder politikerne f.eks. gladeligt milliarder ned i vaklende banker og ulevedygtige landbrug, men hverken bønder eller bankdirektører stemples som »parasitter« af den grund. Mig bekendt ryddes der heller ingen forsider, hver gang et firmas aktier skyder i vejret efter nyheden om massefyringer. Tværtimod. Den, der bliver rig af at gøre andre ledige, er en vinder, der gerne må glæde sig. Det er til gengæld blandt de ledige, at vi finder taberne, parasitterne, gøgeungerne og velfærdssnylterne, der skal skamme sig? APROPOS > Gratis arbejdskraft til erhvervslivet, løntrykkeri og tvangsarbejde