»Israel har de seneste dage gennemført en række luftangreb på Gazastriben som gengældelse for palæstinensiske raketangreb mod israelsk territorium.« (14.11.2012). Sådan skriver Ritzau og Reuter om den seneste eskalering af konflikten mellem palæstinensere og den israelske stat. Israel »gengælder«, underforstået:

Israel forsvarer sig imod palæstinensiske angreb, der åbenbart kommer ud af det blå? Det er en tilbagevendende vinkling af netop denne konflikt, men det er mildest talt misvisende mikrofonholderi for den ene sides spin, som fortegner en historisk omfattende årsagskompleksitet. Det er sjældent, at man overhovedet trækker trådene blot få dage tilbage. Og her ville det dog være relevant at bide mærke i, at de israelske luftangreb kommer trods nylige våbenhvileforhandlinger – men det er ikke en del af perspektivet i Ritzaus historie. I den israelske avis Haaretz kan vi imidlertid læse, hvad få eller ingen danske medier mig bekendt har haft øje for: »Hours before Hamas strongman Ahmed Jabari was assassinated, he received the draft of a permanent truce agreement with Israel, which included mechanisms for maintaining the ceasefire in the case of a flare-up between Israel and the factions in the Gaza Strip. This, according to Israeli peace activist Gershon Baskin, who helped mediate between Israel and Hamas in the deal to release Gilad Shalit and has since then maintained a relationship with Hamas leaders. (...) Baskin told Haaretz on Thursday that senior officials in Israel knew about his contacts with Hamas and Egyptian intelligence aimed at formulating the permanent truce, but nevertheless approved the assassination.« Også i dét lys er vinklingen »gengældelse« blot en gengivelse af israelsk spin. Men det går naturligvis videre end det. Det er jo heller ikke en konflikt mellem to ligeværdige hære, men mellem en topmoderne israelsk hær af altovervældende slagkraft imod spredte raketter fra Gaza, hvis indbyggere har oplevet både besættelse og belejring af israelsk militær. Ingen tvivl om at Hamas er et gennemført usympatisk regime ud fra enhver humanistisk målestok, og der er ingen undskyldning for angreb på civile, men der er heller ingen tvivl om at den rå israelske besættelsesmagt på Vestbredden såvel som de nådesløse israelske bombardementer mod civilbefolkningen i Gaza i 2008-2009 har bidraget yderligere til at presse den folkelige palæstinensiske sympati i retning af de mest konfronterende kræfter på egen side.