Trykkefrihedsselskabet arrangerer et ytringsfrihedsmøde på Christiansborg, men inviterer påfaldende selektivt sine paneldeltagere. Det kan de gøre. Det er deres show. Men problematisk og symptomatisk er det alligevel. For står Trykkefrihedsselskabet vagt om ytringsfriheden? Nej. De står primært vagt om en meget yderligtgående variant af islamkritikken. Hvis de bekymrede sig om ytringsfriheden, ville de vægte en lang række problemstillinger og lancere en bred vifte af debatter og bøger om fænomenet. Det gør de ikke. Forsvarskommandoens forsøg på censur, forbud og forlagsransagelse osv. pga. Jægerbogen synes f.eks. ikke at have fyldt alverden. At tre kranførere i Aarhus fyres for at have sendt kritiske private SMS'er om deres miserable arbejdsvilkår, synes heller ikke at være et fokus-emne. Ytringsproblemstillinger i relation til retssikkerhedsindskrænkende terrorlovgivning heller ikke.
Ej heller diverse sagsanlæg, som Dansk Folkeparti har anlagt mod kritikere, hvis udtalelser de gerne ser dømt forbryderiske ved domstolene.




























