Lad mig indledningsvist bemærke, at der ikke er noget odiøst i sig selv i det forhold, at et parti tager imod de penge, det kan få. Konkurrencen er benhård, og en ekstra million kan bogstavelig talt være guld værd. I mine øjne burde der dog være et loft på et firecifret beløb for, hvor meget én enkeltperson kan donere til et parti (en virksomhed eller organisation kunne så eventuelt donere op til et femcifret beløb). Så ville en økonomisk sværvægter ikke kunne fremme sine egne synspunkters udbredelse med så voldsom en fordel i forhold til andre vælgere. For selvfølgelig kan millioner af kroner købe synlighed og kampagneplads i ekstrem grad og så er det vel spørgsmålet, om ikke princippet om 'én næse, én stemme' i realiteten allerede er udvandet temmelig meget? Så længe der ikke er et sådant loft, kan man imidlertid ikke fortænke et parti i at tage imod alle de donationer, der byder sig til, om så de kommer fra Saudi Arabien, Mærsk, Castro eller Saxo Bank. Og apropos Saxo Bank ... På Liberal Alliances landsmøde skamroste partileder Anders Samuelsen således sine gavmilde pengebagmænd: »En urokkelig opbakning har vi også i Lars Seier Christensen og Kim Fournais fra SaxoBank. Stor taknemmelighed for ikke bare den økonomiske støtte, men også den moralske støtte. I to har aldrig stillet modkrav. Jeres adfærd står i skarp kontrast til regeringens økonomiske støtter i fagbevægelsen. De vil nemlig have indflydelse.« ( Ekstra Bladet, 20.4.2013). Helt ærligt - SAGDE han dét? Er Samuelsen virkelig ikke for begavet til at fyre den slags vrøvl af? SELVFØLGELIG stiller de da modkrav - de være sig ud- eller uudtalte. For selvfølgelig vil de da have noget FOR pengene, ellers kunne de jo lige så godt forære millionerne til Enhedslisten. Lad os f.eks. se Liberal Alliance foreslå selskabsskatten sat i vejret - bare et eksperiment - og jeg tror nok, at vi vil se millionfloden fra SaxoBank tørre ud til ingenting på mindre end et splitsekund. Nej, selvfølgelig hælder Seier Christensen ikke millioner i et parti, der kan blive tungen på vægtskålen, for Samuelsens blå øjnes skyld, men for at fremme sine egne holdninger, herunder en politik, der kan gavne hans banks millionindtjening yderligere. Sig det da bare, som det er. Ligesom fagbevægelsen støtter partier, de forsøger at få til at fremme DERES sag. Ingen forskel dér - hvilket Seier Christensen da også selv demonstrerede ganske åbenlyst. For knap nok havde den blåøjede Samuelsen heroisk bedyret Seier Christensens fuldkommen uselviske gavebod til partiet, før selv samme Seier Christensen da også udtalte sig tordnende autoritativt om det parti, han hverken sidder i Folketinget eller i hovedbestyrelsen for - men som han har købt sig til en indflydelsesrig en plads i: »Vi har fire mål: lavere skat, en mindre offentlig sektor, mere vækst og mere frihed. (…) Det er helt afgørende at fastholde en klar og utvetydig linje.« ( Jyllands-Posten, 20.4.2013). Hvad var det nu, Samuelsen sagde om Seier Christensens og Fournais' parti-millioner? Nåja: »I to har aldrig stillet modkrav. Jeres adfærd står i skarp kontrast til regeringens økonomiske støtter i fagbevægelsen. De vil nemlig have indflydelse.« Godaw mand økseskaft. APROPOS > Topleder eller tudefjæs?