Dansk Folkeparti står til ca. 20 procent af stemmerne, og rød blok er nede på 40 procent af den samlede vælgertilslutning med S-SF i fortsat historisk tilbagegang. Thorning-Schmidts politiske kurs har simpelthen kastet vælgere i armene på Dansk Folkeparti. I årevis. Det er vanskeligt at forestille sig, at Socialdemokraterne ved egen kraft kan genvinde regeringsmagten ved det kommende folketingsvalg - de har brug for, at Løkke klokker (endnu) mere gevaldigt i holdninger og standpunkter, og at Dansk Folkeparti rammes af en ny Frevert-skandale eller noget i den størrelsesorden. Almindeligvis retter de mest voldsomme vælgerudsving sig noget op under et egentligt valg, men nedsmeltningen har været lang, hård og ubønhørlig for de to partier, siden de har indtaget regeringskontorerne og ført en økonomisk politik til højre for VK-regeringen. Ikke mine ord, men vurderingen fra en socaldemokratisk veteran, Ritt Bjerregaard. Om Thorning-Schmidts kurs udtalte hun for få måneder siden: »Den ligger generelt set og på en række afgørende punkter til højre for en Løkke-regering. Først og fremmest den økonomiske politik. Sådan nogen som en nedsættelse af selskabsskatten virker fuldkommen absurd.« (Politiken, 2.3.2013). Thorning-Schmidt erkender, at uligheden er steget under hendes regering, men kalder det »rent teknisk« (Ritzau, 3.7.2013). Det er vrøvl. Enten er uligheden steget, eller også er den ikke steget, og finansminister Bjarne Corydon og økonomiminister Margrethe Vestager har da også indrømmet, at uligheden er steget. Det betyder, at Socialdemokraterne, der i langt over et århundrede har kæmpet imod ulighed, nu står i spidsen for den modsatte politik. Det er ikke »rent teknisk«, det er rent principielt. I Socialdemokraternes første principprogram, Gimleprogrammet fra 1876, fastslås det under punkt 2: »Udryddelsen af alle sociale og politiske Uligheder.« I Socialdemokraternes nuværende principprogram fra 2004 hedder det: »Vores frihed er for alle, ikke kun for de få. Derfor er kampen mod ulighed, uretfærdighed og den negative sociale arv, der fastholder mennesker i ufrihed, en mærkesag for Socialdemokraterne.« Enhver kan se den justering, der er tale om - men begge programmer ligger på samme kurs: en bekæmpelse af uligheden er en del af den socialdemokratiske parti-identitet. Politisk rygmarv. Det bekymrer ikke Thorning-Schmidt og Corydon et sekund, ligesom de foregående års socialdemokratiske skred ikke har bekymret dem - eller som jeg tidligere har opsummeret det: »Først rykkede S markant tættere på Dansk Folkepartis værdipolitik, som man tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket affødte to bevægelser: 1) DF-vælgere bestyrkedes og blev endnu mere overbeviste i deres valg af DF. 2) Kritiske S-vælgere stak af til Enhedslisten og De Radikale, og andre S-vælgere fandt slet og ret DF's værdipolitik legitimeret og dermed mere troværdig end kopivaren hos S. I anden fase rykker S nu markant tættere på Venstres økonomiske politik, som man tidligere har taget skarpt afstand fra, hvilket afføder to bevægelser: 1) V-vælgere bestyrkes og bliver endnu mere overbeviste i deres valg af V. 2) Kritiske S-vælgere stikker af til Enhedslisten, og desillusionerede S-vælgere begynder slet og ret at finde nedskæringspolitikken hos V legitimeret og dermed mere troværdig end kopivaren hos S.« Dansk Folkeparti har for længst forstået også at profitere på anden fase.
Partiet har mange gange fremstillet sig selv som et 'socialdemokrati', hvilket selvsagt er absurd, men takket være Thorning-Schmidt er denne strategiske selviscenesættelse blevet overordentlig meget lettere.
