Det har i den seneste tid igen været alfa og omega for Pia Kjærsgaard at understrege, at hun ikke er »racist«, fordi hun ikke kunne drømme om at se ned på mennesker på grund af deres hudfarve. Det ville da også sætte hende i bås med et mikroskopisk mindretal, som ingen tager alvorligt i dagens Danmark. Til gengæld har hun og andre for længst vænnet sig selv og mange andre til at kalde en hel befolkningsgruppe med indvandrerbaggrund kollektivt for »de fremmede« med et klart nedsættende sigte - men dét er jo noget helt andet og i sin skønneste orden, ikke sandt? At denne gamle traver i debatten dukker op igen, skyldes naturligvis, at Kjærsgaard har udgivet endnu en selvbiografi, hvor emnet ifølge medieomtalen åbenbart er centralt. Dansk Folkepartis værdiordfører fastslår f.eks.: »De fremmede må også gerne have deres egen kultur. De må for min skyld også gerne bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper og spise fremmedartet mad, men de skal ikke tvinge mig til at spise det, og når de går på gaden, synes jeg, at de skal tale dansk.« Er det »racistisk« at bruge en stereotyp etikette som »de fremmede« igen og igen og igen i sit politiske vokabular på den måde, som Kjærsgaard gør og har gjort det i 2-3 årtier? Nej, det er ikke racistisk, men det er dybest set ikke meget mindre overfladisk og ekskluderende, fordi intentionen er og bliver kollektivt stigmatiserende. Er det »racistisk« at beskylde »de fremmede« for at »bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper«?
Selvfølgelig ikke - det er bare utrolig nedladende og arrogant. Er det »racistisk« at insinuere, at »de fremmede« kunne finde på at tvinge kebaben ned i halsen på hende? Nej, det er bare ualmindelig tåbeligt og umådeligt virkelighedsfjernt. Er det »racistisk« at kræve, at alle taler dansk på gaden, uanset deres modersmål? Nej, det er ikke racistisk, det er bare ekstremt nationalistisk. Og næppe nogen kan vel være et sekund i tvivl om, at hun selvfølgelig ville gennemføre dette som lov, hvis hun havde 90 mandater til sin rådighed. Men Kjærsgaard er og bliver antiracist med eftertryk, kan vi forstå på hendes udtalelser i forbindelse med bogudgivelsen. Hun har nemlig intet som helst dårligt at sige om noget som helst menneske på grund af vedkommendes hudfarve, og sådan har det altid været. Til gengæld har hun f.eks. udtalt, at »titusindvis og atter titusindvis« af indvandrere i Danmark lever i middelalderen (Kjærsgaards Ugebrev, 13.6.2005). Det mente hun sågar, at der kunne »føres sandhedsbevis for« (Jyllands-Posten, 9.10.2005). Et spændende videnskabeligt udsagn, hvis bevis vi ganske vist endnu har til gode. Havde hun sagt, at »titusindvis og atter titusindvis« af sorte lever i middelalderen, havde hun været racist. Havde hun sagt, at »titusindvis og atter titusindvis« af jøder lever i middelalderen, havde hun været antisemit.
