Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Landbrugspropaganda på DR2 må få konsekvenser

Svineriet. Helt ekstraordinært har DR's lytter- og seerredaktør pålagt DR2 at droppe den planlagte genudsendelse - men dermed er der jo ikke rådet bod på skandalen, skriver Rune Engelbreth.
Svineriet. Helt ekstraordinært har DR's lytter- og seerredaktør pålagt DR2 at droppe den planlagte genudsendelse - men dermed er der jo ikke rådet bod på skandalen, skriver Rune Engelbreth.
Lyt til artiklen

DR2 viste for nylig udsendelsen 'Hele svineriet', der skulle sætte fokus på landbrugets svineproduktion - men i stedet fik vi én langt ukritisk reklame med angreb på miljøreglerne, produceret af landbrugslobbyens eget foretrukne produktionsselskab Complot.

Og hvilket komplot mod kritisk og uafhængig journalistik!

Den ene af værterne i udsendelsen var ingen ringere end landbrugets egen toplobbyist, direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, og den anden kokken Thomas Rode, der bl.a. er kendt for sit samarbejde med Danish Crown slagteriet.

Hele det tætte reklameforhold mellem produktionsselskabet og landbrugets lobbyorganisation forblev uudtalt over for seerne under udsendelsen.

At kalde det ukritisk mikrofonholderi ville være en underdrivelse - her er ganske enkelt tale om en journalistisk skandale af rang, som underminerer alt, hvad public service står for, og alt, hvad journalistik er.

Vi skulle i stedet glæde os over det opbyggelige budskab om at være noget nær verdensmestre i svineproduktion, mens omkostningerne var gemt af vejen:

Vi skulle således ikke se deforme svin eller have oplyst antallet af døde pattegrise, selv om næsten en fjerdedel af samtlige pattegrise i Danmark er dødfødte eller dør på få dage.

Vi skulle heller ikke se, at flertallet af søerne er fastspændt i jernbåse halvdelen af livet.

Nej, de blodige og dyrevelfærdsfatale konsekvenser blev nydeligt forbigået, og den for naturen så ødelæggende kvælstofsforurening udeladt.

Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening har i skarpe vendinger klaget til DR over udsendelsen. DN's direktør Susanne Herfelt udtaler:

»Det lignede en times ren reklamefjernsyn for den danske landbrugsindustri, og det er meget problematisk, at DR lægger sendetid til den slags. Som den store public-service kanal DR er, er de jo med til at blåstemple programmets indhold, og når de tilmed kalder det dokumentar, så tror seerne jo, at de får en grundig og journalistisk bearbejdet version af, hvad dansk landbrug foretager sig.« ( DN, 19.11.2013).

DR2-redaktør Peter Gren Larsens svar på kritikken er mildest talt forbløffende:

»Jeg kunne have taget et produktionsselskab inden for Valby Bakke, men så ville det have været den sædvanlige vinkel. De her jyder (Complot, red.) står selv med benene i staldene, og jeg ville gerne have, at de kom til orde. Jeg ved, at de også laver ting for landbruget, men jeg tror på, at de kan skille tingene ad.« (BT, 16.11.2013).

KRITIK AF DR

Hvilket fantastisk relevant og begavet ræsonnement:

Kritik af DR: Svine-program var reklame produceret af branchefolk

Jyder med »benene i staldene« laver god tv om landbruget, københavnere den »sædvanlige vinkel«? Og hvorfor kan jyder med »benene i staldene« kun komme til orde, når de kommer til orde uimodsagt?

Ville Peter Gren Larsen mon også lade Coca Colas foretrukne produktionsselskab producere en times Temalørdag om sodavand til DR2?

Eller Dagbladet Arbejderen levere en times Temalørdag om kommunisme?

Og måske Lars Løkke Rasmussen kunne være tv-vært på en hyggelig udsendelse om GGGI?

Ellers får vi jo bare »den sædvanlige vinkel«, ikke sandt?

Også DR's egen Lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup kalder det »et væsentligt problem«, at DR2 sender et program, der er lavet af et produktionsselskab med tætte økonomiske forbindelser til Landbrug & Fødevarer, og som anlægger en »anprisende« tone over for svineindustrien ( BT, 22.11.2013).

Men først efter massiv kritik erkender den vrangvillige DR2-redaktør Peter Gren Larsen over for BT, at man skulle have valgt en anden producent.

Akkurat samme dag har han imidlertid også et læserbrev i Politiken, der atter understreger, hvor lidt han har forstået af den principielle kritik:

»Pointen var således at give seerne flere indgange til 'den danske gris'«.

PETER GREN LARSEN (22.11.13)

Vi var ikke tydelige nok omkring 'Hele svineriet'

Javel - den Søren Gade-promoverende »indgang« efterlod altså ingen plads til en supplerende kritisk indgang?

Helt ekstraordinært har DR's Lytter- og seerredaktør nu pålagt DR2 at droppe den planlagte genudsendelse - men dermed er der jo ikke rådet bod på skandalen.

Eftersom vi har fået ét langt partsindlæg, hvor Landbrug & Fødevarer fik en times fri reklame-tv om svineriet, så må Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse selvsagt tilbydes det samme.

Og med frit valg af eget produktionsselskab.

På anden måde kan der ikke komme journalistisk balance i DR2's fremlæggelse af sagen.

Rune Engelbreth Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her