Lønmodtagernes kamporganisationer bør også være de lediges kamporganisationer, men dele af fagbevægelsen accepterer i alt for vid udstrækning horrible forhold for ledige, hvilket i sidste ende rammer lønmodtagerne som en boomerang.
Jo værre forhold, der gennemtvinges over for de ledige, desto mere desperate løntrykkere bliver ikke blot de ledige, men også lønmodtagerne, hvorved sikkerhed og tryghed i jobbet udhules. For nylig har vi f.eks. set Akademikernes absurde udfald mod A-kassernes Samvirke for at have markeret sig kritisk på fordelingspolitikken. Det er som om, man ikke forstår, at hvis forholdene skal forbedres for de ledige, og løntryk skal undgås, er der i den grad brug for hver eneste kritiske stemme, som ikke lader sig passivisere af, at Socialdemokraterne har regeringsmagten. AK Samvirkes Verner Sand Kirk er ikke den eneste, der har forstået nødvendigheden af kritik og dokumentation, hvad angår regeringens forøgelse af uligheden og de drastiske forringelser af lediges vilkår, også FOA's formand Dennis Kristensen er en af de kritiske stemmer i debatten. Så meget desto mere trist og afslørende er den seneste 'fortalelse' af LO-formand Harald Børstings personlige sekretær i LO's ledelsesgruppe, Karin Frederiksen, da hun for nylig kortsluttede og skrev til Dennis Kristensen på Facebook: »Jeg er nået dertil hvor jeg interesserer mig mere for Linse Keslers FB opdateringer end Dennis Kristensen hold nu kæft.« ( BT, 13.1.2014). Når det er værd at nævne, skyldes det, at det blot er krudstøvet fra et dybere slagsmål i fagbevægelsen. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Dennis Kristensen i meget skarpe vendinger kritiserede skriftlige aftaler mellem LO's lokalafdelinger og politiske partier i en række kommuner, hvor penge går fra LO til partier som ydelse for specifikke politiske standpunkter. FOA's formand udtalte bl.a., at det er farligt at »skubbe til det billede af, at man ikke kan købe sig til politisk indflydelse i Danmark« og understregede: »De skal ikke videregive FOA's kontingent til LO og bruge vores penge til partistøtte. (…) Den tid er forbi, hvor fagbevægelsen sponsorerede politiske partier, og vi har også passeret det stadie, hvor det giver mening, at de faglige organisationer tager deres medlemmer i hånden og siger, hvor de skal sætte deres kryds.« ( Politiken, 6.11.2013). Det er altafgørende, at fagbevægelsen markerer sig politisk i alt, hvad der har at gøre med arbejdsmarkedsforhold og ledighed. Men man bør køre sine egne kampagner for sin egen sag.
