»Hvis alle landets homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede bosatte sig samme sted, ville de udgøre Danmarks næststørste by«.
Projektlederen fra Aids-Fondet smiler underfundigt og peger op mod bagvæggen, hvor tallet ’340.000’ vokser frem på det hvide lærred. Vi er i landstingssalen på Christiansborg, og Folketingets Sundhedsudvalg har indkaldt til storstilet høring om sundhed og levevilkår for danskere med en anden kønsidentitet eller seksuel orientering end de fleste. LGBT-personer (alias lesbian, gay, bisexual og transgender) kaldes denne befolkningsgruppe med et moderne buzzword, og selv om der altså er mange af dem, fylder de forbløffende lidt på arbejdspladserne, i skolerne og ude omkring på gader og stræder. Jovist, vi kender både realityfænomenet Gustav og Sarah fra ’X Factor’, og en enkelt radikal kulturminister er det trods alt også blevet til. Men hvor i alverden er alle de andre? Hvor er alle dem, man aldrig ser på tv? Dem fra skurvognen, grønthandleren og direktionsgangen. Hvor er hverdagslivets LGBT’ere? Social usynlighed er et problem, det beskrev den afroamerikanske forfatter Ralph Ellison allerede for tres år siden i romanklassikeren ’The invisible man’.
