Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ægte. Rodriguez fik anmelderhøvl for sin koncert i Søndermarken, men Christian Graugaard fik gåsehud over at se et levende menneske forvandle sin nøgenhed til sit væsentligste aktiv.
Foto: Daniel Hjorth (arkiv)

Ægte. Rodriguez fik anmelderhøvl for sin koncert i Søndermarken, men Christian Graugaard fik gåsehud over at se et levende menneske forvandle sin nøgenhed til sit væsentligste aktiv.

Christian Graugaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Drop dog angsten for fejl og afvigelser

Der kan opstå øjeblikke af overrumplende lykke, når alting går i fisk.

Christian Graugaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sensommer i Danmark, man slæber sig af sted som en uddød øgle. De hvide nætters tid er for længst forbi, den sidste badenymfe skvulper i brændingen, og Søernes kastanjetræer strør allerede deres gustne affald over dagplejemødre og livstrætte motionister.

Det har været en mindeværdig sommer, har det ikke?

En sommer fuld af solskin, kærlighed og fantastisk musik. En nærmest hviskende Bonnie ’Prince’ Billy i Den Grå Hal for eksempel. En som altid afvæbnende skabagtig Rufus Wainwright i Tivolis Koncertsal. En skønt kvidrende Ane Trolle på Gæstgiveren i Allinge. En totalskadet Rodriguez mellem Søndermarkens susende bøge.

Lad mig med forlov dvæle et sekund ved sidstnævnte, for her er jeg lodret uenig med det forsamlede danske anmelderkorps og mistænker, at uenigheden er principiel af natur.

Som bekendt var Rodriguez i årtier amerikansk rockmusiks bedst bevarede hemmelighed, og først med dokumentarfilmen ’Searching for Sugarman’ (2012) fik han sit sene, men velfortjente gennembrud. Desværre for ham og for verden var musikdetektiverne dog en postgang for sent ude.

For ganske vist var det ukendte bagkatalog en fuldmoden appelsin i musikelskerens turban, men manden selv nærmer sig hastigt sin udløbsdato og er banket vind og skæv af et langt liv som ufaglært nedrivningsarbejder i bissebyen Detroit.

Ude i Valby blev Rodriguez så godt som båret ind på scenen af sine kvindelige assistenter, han famlede i blinde efter mikrofonen og måtte have hjælp til at nå den vandflaske, som var placeret rundt regnet 20 centimeter fra hans hånd.

Mellem numrene kvækkede han et par forpustede jokes om kannibaler og parterapi i Andeby, og hans sangstemme var slidt og på konstante afveje i eksotiske tonearter. Opskriften på en musikalsk katastrofe, skulle man tro.

Og anmelderne var da heller ikke sene til at uddele spydigheder og kontrasignere mandens kunstneriske nekrolog.

LÆS MERE

Kort fortalt: Jeg havde en musikalsk fest af de helt store under augustmånen. Jeg stod oppe foran mellem tudende hippier og entusiastiske gymnasiaster, og det er længe siden, jeg er gået oplivet fra nogen kulturbegivenhed.

Jo da, Rodriguez var stæreblind, tyndslidt og ramponeret som en egyptisk bybus, men hold kæft, hvor var han til stede på den scene, og hvor var det dog livsbekræftende at opleve ham tage den umulige opgave på sig og grave nærvær og uventede gaver frem af den rygende ruin.

Han var, hvad han var. Et levende menneske, som tryllede med mindre end ingenting.

Rigtige mennesker har rigtige mangler, og det er netop det kiksede og mislykkede, som giver tilværelsen modhager og kontur

For mig var der noget både rørende og indtagende symbolsk ved Rodriguez’ musikalske afklædningsakt: Det gav mig gåsehud fra adamsæblet og ned at se en slagen mand forvandle sin nøgenhed til sit vigtigste aktiv, og det slog mig pludselig, at mit livs største rockoplevelser er blevet leveret af mere eller mindre vingeskudte pensionister som Lou Reed, Bob Dylan, Patti Smith, Rolling Stones, Willie Nelson, James Brown, Aretha Franklin og Leonard Cohen.

Ingen af dem lyder, som da de var unge, Gud fri mig vel! Hver på sin måde kæmper de med overhovedet at holde sig oprejst på scenen, men i stedet for at lade forfaldet gøre sig små og flove, gør de det tværtimod til deres dyrebareste råstof.

De udforsker deres egen forgængelighed for fulde gardiner og åben mikrofon. De slår deres skævere og rammer ved siden af på tusind inspirerende måder. »No fucking playback up here. Just us!«, som Lou Reed hvæsede fra scenekanten, sidst han fyrede den af i Danmark med trippende rollatorskridt og slaskede mormorarme. Det lød af helvede til. Og helt fantastisk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vores kultur er fobisk angst for fejl og mangler, og det gælder da ikke mindst på kønnets, kroppens og seksualitetens arena.

Retoucherede fantomlegemer har i årevis hærget medierum og sendeflader, og ingen tør længere smide tøjet på badestrandene af angst for, at patterne er skæve eller kønshåret trimmet forkert.

Vi er bange for at blive gamle, og vi er rædselsslagne for at træde ved siden af. Gøre noget dumt. Sige noget uoverlagt. Slå fejl i og uden for sengen.

Men for fanden: Rigtige mennesker har rigtige mangler, og det er netop det kiksede og mislykkede, som giver tilværelsen modhager og kontur. Så lad for himlens skyld kroppen og kønnet og kærligheden stritte, og drop angsten for afvigelse og social censur.

Pip med jeres eget næb, derude i kolonihavehuse, beskyttede boliger, storkollektiver, herberger, kollegier og hessianbeklædte fiestastuer. Ligesom Rodriguez. Når han synger så falsk, at det bliver ægte.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk foldbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden